Annonce
Mærkedage

Italiens største filmdiva fylder 85

Den italienske skuespiller Sophia Loren vandt en Oscar som bedste skuespillerinde for hendes præstation i filmen Huntigeren. Stefano Rellandini/Reuters
Sophia Loren er essensen af Hollywoods guldalder i 1950'erne, hvor hun debuterede tidligt med et udseende, der var som skabt til film.

85 år. Italienske Sophia Loren er et ikon af de helt store. Hendes status som old school sexsymbol fra en fjern glamourøs tid overstråler hendes karriere som skuespiller. Også selv om hun ikke var dårlig til det heller.

Hun fylder 85 år 20. september og er fortsat aktiv trods den høje alder.

Efter næsten ti års pause indspillede hun i 2018 med sønnen Edoardo Ponti i instruktørstolen filmen "The Life Before Us" med Loren som en gammel dame i kørestol, som bruger sin tid på at hjælpe børn af prostituerede.

Hun debuterede i en lille statistrolle i den berømte storfilm "Quo Vadis" om Rom under kejser Nero.

Hendes internationale berømmelse tog fart i slutningen af 1950'erne i forbindelse med en række Hollywood-film, hvor hun spillede over for store mandlige navne som Cary Grant og Anthony Perkins.

Et højdepunkt i karrieren var en Oscar som bedste skuespillerinde for hendes medvirken i filmen "Two Women" - på dansk vist under den malende titel "Huntigeren" - om en kvinde, der forsøger at beskytte sin datter mod krigens rædsler.

Det var første gang, at statuetten blev uddelt for en præstation i en ikke-engelsksproget film.

Siden har hun også kunne sætte blandt andet en Grammy, fem Golden Globes and æresoscar fra 1991 på hylden.

Sophia Loren voksede op under fattige kår i en forstad til Napoli som Sofia Villani Scicolone. Allerede som 14-årig førte en skønhedskonkurrence hende dog over i skuespillets verden.

Blot 15 år gammel mødte hun filmproducenten Carlo Ponti, som var 22 år ældre og satte skub i hendes karriere.

Syv år senere blev de gift, selvom Ponti allerede var gift. På grund af italienske regler kunne Ponti ikke blive skilt, og for at undgå anklager om bigami måtte ægteskabet i 1962 annulleres.

I 1965 lykkedes det dog for Ponti at blive skilt fra sin kone i Frankrig, og året efter giftede han og Sophia sig igen. Ægteskabet varede til 2007, hvor Ponti døde.

Filmen sidste år var ikke den første med sønnen Edoardo, som hun flere gange har samarbejdet med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce