Annonce
Indland

Ingen kunne ryste Collina

Nacho Doce/Reuters
Pierluigi Collina bliver af mange anset som den bedste fodbolddommer nogensinde. Den 13. februar fylder han 60 år.

Pierluigi Collina var de store kampes dommer. Både i fodboldens fineste klubturnering, Champions League, og til slutrunder for landsholdene var han i mange år manden, man gik til, når de mest profilerede opgør skulle dømmes fair og balanceret.

Annonce

Den 13. februar fylder den fodbolddommer, de fleste med forstand på den slags anser som historiens bedste, 60 år.

Det var ellers ikke fodbolddommer, italienske Pierluigi Collina drømte om at blive som barn. Dertil var jobbet som dommer for utaknemmeligt. Nej, han ville være spiller og brillere på de største stadioner i Europa.

Langsomt gik det dog op for ham, at han ikke ville slå igennem, og i stedet tilmeldte han sig et trænerkursus som 17-årig.

Det var en god idé, for her gik det straks bedre. Han fik hurtigt ry som dommerverdenens vidunderdreng, og sin unge alder til trods formåede han både at mane til ro på banen, samtidig med han opnåede respekt hos spillerne.

Han bevægede sig op gennem rækkerne i italiensk fodbold, inden han i slutningen af 1990’erne fik lov at dømme store internationale finaler ved OL i 1996 og ved verdensmesterskaberne i 1998.

I 1999 dømte han sin første finale i Champions League, den legendariske kamp mellem Bayern München og Manchester United. Han har senere beskrevet det som det mest mindeværdige opgør, han har dømt.

Med sin velkendte skaldede isse og skarpe øjne lod Pierluigi Collina sig aldrig ryste af selv de mest berømte fodboldspillere, og de tre kampe slog for alvor hans status som verdens bedste fodbolddommer fast.

I 2006 afsluttede han karrieren som fodbolddommer og har siden fungeret som konsulent for det italienske fodboldforbund – og det gør han ganske gratis.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hold fokus på batteritoget

Vi kunne onsdag læse her i avisen om en ny idé med en letbane mellem Vejle og Billund, som skulle erstatte tanken om en jernbaneforbindelse på strækningen. Gevinsten for Vestjylland skulle så være, at når det blev en letbane, så var den uafhængig af jernbanenettet, og dermed ville linjen til Billund ikke være det, der gjorde, at der ikke længere ville være direkte tog fra Struer og Holstebro til hovedstaden. Det vil en jernbaneforbindelse fra Vejle til Billund netop betyde, da alle passagerer fra Vestjylland så skulle skifte i Vejle. Nu er det velkomment med forslag, der sikrer, at der fortsat kan være direkte jernbaneforbindelser på tværs af landet, da det vil fratage mange lysten til at tage toget, hvis man ved, man skal ud i Vejle og vente på et nyt tog, hvor man så skal finde et sæde. Det er den behagelighed, at man kan sætte sig og så først rejse sig, når man er på hovedbanegården eller i lufthavnen, som gør, at det er attraktivt. Det allerbedste ville være, at der også kommer en elektrificering af forbindelsen mellem Struer og Vejle. Man må erkende, at det er tvivlsomt, der nogen sinde findes penge til det. Selv om den løsning fortsat er hovedmålet, så er det klogt, at Struer-borgmester Viggo Lynghøj alternativt arbejder på, at man så i det mindste får indført batteritog mellem Struer og Vejle. De kan kobles på det "almindelige" tog i Vejle, og dermed sidder man på samme sæde hele vejen til hovedstaden. På samme måde retur. Det er den løsning, der bør sættes fokus på, da det er den mest realistiske, hvis man opgiver de dyre elledninger på sporet fra Vejle til Struer. Samtidigt må man også sige, at det er en økonomisk helt urealistisk løsning at lave nye spor til Billund, uanset om det er tog eller letbane. Der er for få passagerer, der vil bruge dem til lufthavn og store arbejdspladser som Lego, fordi afstanden er for kort til, man først vil fragte sig hen til en station i stedet for at tage bilen direkte. Busser kan klare det behov, og dem kan man også sætte batteri på.

Annonce