Debat

Hvornår var du sidst tapper?

Tapperhed: Hvornår var du sidst tapper? Da jeg fortalte til nogle venner, at jeg i serien om de kristne dyder skulle skrive om tapperhed, lød et svar: ”Det er vist et af de ord, som er blevet lagt på kirkegården” – et ord, der ikke bruges mere. Det dækker over en måde at forholde sig til omverdenen på, som måske ikke længere er så moderne: At holde ud. At stå fast. At holde tårerne tilbage, at holde hovedet højt også i nederlaget. At handle modigt, ikke for sin egen skyld, men for andres.

Men som med så meget andet, der er blevet umoderne, er det netop tapperhed, der nu bliver efterspurgt – f.eks. når Svend Brinkmann skriver om at stå fast og turde sige fra.

Da jeg var barn, lærte jeg, at man skulle være tapper og ikke græde, når man havde slået sig. Frem for alt ikke græde, når andre så på det. Om det var tapperhed eller falsk stolthed er jeg ikke sikker på. Nu er det ikke længere moderne at holde følelser tilbage. Det bliver bemærket, at Theresa May uden at fortrække en mine lader skældsordene fra sin partifæller regne ned over sig. I vores tid er vi blevet mere vant til at det er godt at vise følelser, at vi skal tale ud om det, vi tænker og føler, og at vi skal handle på vores følelser: Hvis vi føler, at noget er galt, så skal vi ændre på situationen.

Det er alt sammen svært at være uenig i. Alligevel rummer tapperhed som ideal et kald til at sætte sig selv og sine egen følelser til side og på en måde være det, man ikke er: Være sig stærk, når man føler sig svag, være modig, når man er bange, tage andre i forsvar, når man selv bliver angrebet.

Forsvaret Medalje for Tapperhed uddeles for særlig indsats i kamphandlinger og andre farefulde situationer. Begrundelserne for tildelingen er det ikke bare mod og dristighed: Heltemodet ligger i den uselviske indsats for at redde andre uden hensyn til sin egen sikkerhed. Tapperhed er at bevare sig selv som menneske også under forfærdeligt pres udefra.

Tapperhed over for fjenden kender vi bedst, men tapperhed over for vennerne? I er digt taler om den østrigske digter Ingeborg Bachmann om at uddele en medalje for den tapperhed, der skal til for at modstå eller modsige vennerne, ens egne. Den tapperhed kan der være heftigt brug for i det nære liv og på det større plan, et mod til at sige imod og sige fra - ja, lad os bare tage det, som vi taler meget om, men også har svært ved at gøre noget ved, fordi det nemlig kræver tapperhed: Mobningen. Fællesskabet om at være de mange, der går imod den ene. Det kræver tapperhed at vende sig imod den flok, man selv er en del af og stille sig på mobbeofferets side.

Og det kræver tapperhed at holde ud. Det meste af den tapperhed, der leves, får ingen medaljer. Den stille udholdenhed over for sygdom, når den er udsigtsløs. Den daglige tapperhed, der holder sammen på familien, holder modet oppe hos andre. Den, der dag for dag tager fat på en opgave, der skal gøres, uanset hvor håbløst det ser ud.

Når de kristne dyder i kunsten symboliseres med syv forskellige kvindeskikkelser, så står tapperheden med en søjle. Det giver mening: Søjlen er stærk og rank og bærende, udholdende. Men søjlen er oftest knækket. Det er et symbol på, at tapperheden kommer til udtryk i nederlaget. Der findes situationer, som vi ikke kan ændre på, og lidelse, som vi ikke kan eller vil flygte fra. Der bliver tapperheden og udholdenheden afgørende. Et billede på den tapperhed ser vi i dag, Palmesøndag: Jesus, der rider på et æsel ind i Jerusalem, vel vidende, at det vil koste ham livet. Måske er det netop på kirkegården, vi møder den største tapperhed.

Marianne Christiansen
0/0
Annonce
Læserbrev

Sundhed. Selvfølgelig skal AUH fortsat tilbyde hjemmedialyse

Leder For abonnenter

Kan man drukne i kulturelle tilbud?

Læserbrev

Skoler. S-forslag om frie skoler er et skridt på vejen – men i den forkerte retning

Leder For abonnenter

Kan man stemme forkert?

Det er bestemt ikke altid let at have fremmed baggrund i dette land. Når valgdeltagelsen er lav for beboere i særlige boligområder og med anden etniske baggrund, så bliver det udlagt som et demokratisk problem. Når de samme mennesker så benytter deres demokratiske mulighed for at sætte et kryds, får de skudt i skoene, at de er blevet mobiliseret i blandt andet moskeerne til at stemme, og at der er derfor, at de i høj grad har stemt på De Radikale og Enhedslisten. Lad os nu bare minde om, at vi her i landet har hemmelige afstemninger. Ingen ved, hvad du og jeg stemmer, og ingen ved, hvem der har stemt hvad og hvorfor. At flere danskere med indvandrerbaggrund nu benytter sig af deres demokratiske rettigheder, er kun godt, og at etniske danskere i de sociale boligområder har valgt at stemme på partier, som de mener forsvarer deres interesser, er da kun lige efter bogen. Det havde alt andet lige været underligt, hvis de havde stemt anderledes - og hvis fænomener som Paludan og Nye Borgerlige ikke også skulle kunne få danskere med indvandrerbaggrund til at gå til stemmeurnerne. Man kan ikke først opfordre folk til at stemme, hvorefter man påstår, at de har stemt forkert. Der er i Danmark en lang og ganske forstandig tradition for ikke at blande religion og politik sammen, og er der vitterligt foregået en mobilisering af stemmer til fordel for bestemte partier i moskeer, så må man naturligvis tage det alvorligt og kunne debattere det. Men umiddelbart virker det som en langt større trussel mod demokratiet, at der er områder i landet, hvor politikere fra bestemte partier ikke kan færdes uden et større opbud af sikkerhedsvagter. At der nogle steder i landet er blevet afholdt vælgermøder, hvor kun enkelte partier - og alle fra den samme politiske blok - er blevet inviteret, og at bestemte partier oplever at deres valgplakater bliver udsat for hærværk. Det er uacceptabelt. Men at flere folk stemmer, det kan man kun blive i glad i klaphatten over.

Læserbrev

Konservative. Tak for jeres støtte - og god sommer

Leder For abonnenter

Er det nu en mandekamp

Læserbrev

Gødning. Alle taler om klimaet – Landbruget gør noget ved det

Læserbrev

Indvandring. Hellere tillid end vrede og angst

Annonce