Annonce
Navne

Hun havde en udtalt evne til at glædes over andres glæde

Lene Sandfeld efterlader sig sin mand og deres tvillinger. Privatfoto

Jens Christian Sandfeld, Fynsgade 81, Herning, skriver følgende mindeord om Lene Bødker Sandfeld:

Lene Bødker Sandfeld, Fynsgade i Herning er pludselig død, 56 år.

Lene Bødker Sandfeld døde uden forudgående sygdom på grund af følgerne af en blodprop, der ramte hende i hjertet en tidlig morgen i hjemmet. I første omgang lykkedes det at genoplive hende, men efter fem døgn på Universitetshospitalet i Skejby sov hun ind.

Lene Bødker Sandfeld (født Andersen) voksede op i Bur ved Holstebro. Hun var tvilling og havde derudover to søskende. Efter gymnasietiden på Holstebro Gymnasium rejste hun et år til London sammen med en veninde for at arbejde. Efter hjemkomsten tog hun en korrespondentuddannelse. Med den i bagagen blev hun først ansat som sekretær for produktionsdirektøren i Brandtex, herefter kom hun til Unimerco i Sunds som indkøbsansvarlig for én af de store leverandører. Efter et par år i værktøjskoncernen fik Lene Bødker Sandfeld i 1992 en ny kollega, som kom til at forandre hendes livsbane. Han hed Jens Christian Sandfeld, og to år senere var de både forlovede og gift. Parret boede det første år i Brande, og Lene Bødker Sandfeld skiftede job til Micha i Tjørring, hvor hun kun var i kort tid, da hun sagde op for at passe sin kræftsyge mor. Efter moderens død blev Lene Bødker Sandfeld ansat som salgschef hos køkkenproducenten Domicil i Sørvad. På privatfronten havde parret nået at bo et par år i Holstebro, men flyttede i 1997 til Kibæk, hvor Jens Christian Sandfeld kom fra.

Annonce

En ener, omsorgsfuld og kærlig

Lene Bødker Sandfeld var i sine forskellige job kendt for at være fagligt skarp, og hun var glad for både arbejdsopgaver og kollegaer. Alligevel besluttede hun i 2001 at sige farvel til arbejdslivet for at blive fuldtidsmor for tvillingerne Victor og Victoria, som parret adopterede fra Bulgarien. Begge børn nød godt af hendes tid og kærlige omsorg, og Victor, der kom til Danmark med særlige udfordringer, fik den løvemor, han havde brug for.

Da tvillingerne nåede skolealderen blev Victor optaget i afdelingen for autistiske børn på Sønderagerskolen, og familien valgte at flytte til Herning, så han ikke skulle have lange, daglige transporttider. Siden 2009 har familien boet i Fynsgade, og her var hjemmet altid åbent for familie og venner. Lene Bødker Sandfeld favnede alle, og en bred skare af børnenes venner og bekendte snakkede gerne med hende om livets små og store emner.

Begge børn har også altid kunnet regne med opbakning til alle deres arrangementer, Victorias håndboldkampe og Victors koncerter hjemme i stuen eller i forbindelse med det band på Knudmoseskolen, hvor han spiller trommer.

Friluftsmenneske

En særlig plads i Lene Bødker Sandfelds liv havde sommerhuset i Søndervig, hvor hun nød lyset ved havet, og den friske luft gav hende frihed til at nyde livet og tænke store tanker. Men øverst stod i alle årene familien, venner og omgangskreds, og uanset om man havde kendt Lene Bødker Sandfeld et helt liv eller kun mødt hende kort, oplevede man en kvinde med stærk humoristisk sans, kærlighed, omsorg og en udtalt evne til at glædes over andres glæde.

I løbet af dette forår fejrede Lene Bødker Sandfeld og Jens Christian Sandfeld sølvbryllup. Først og fremmest glædede hun sig over at Victor kunne flytte hjemmefra til et for ham velfungerende bofællesskab på Thrigesvej, og hun glædede sig over, at Victoria har bestået GF 1 og GF 2 på Social- og Sundhedsskolen i Herning.

Derudover skulle sommerhuset fra 1984 renoveres, men alle de forandringer, Lene Bødker Sandfeld var en stor drivkraft i, er det nu kun ægtemanden og børnene, der kommer til at se folde sig ud.

Lene Bødker Sandfeld blev bisat fra Assing Kirke, på den egn, hvor hendes svigerfamilie hører til, tirsdag 6. august. Hun efterlader sin mand, Jens Christian Sandfeld og tvillingerne Victor og Victoria på 19 år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce