Annonce
Mærkedage

Hun er ven af Danmark og HCA-ambassadør

Suzanne Vega har blandt andet lagt vejen forbi Roskilde Festival, Midtfyns Festivalen og DR's juleshow. 11. juli kan hun fylde kagen med 60 lys. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Suzanne Vega har fået succes med sin rare stemme og lavmælte stil. Hun står bag hits som "Toms Diner" og "Luka". Torsdag den 11. juli fylder hun 60 år.

60 år: Til sin egen overraskelse brød Suzanne Vega i 1987 igennem verden over med sangen "Luka", og hun anses for at være en af de seneste årtiers fineste sangskrivere.

Vega, der den 11. juli fylder 60, er god ven af Danmark. Hun har med sin bløde stemme flere gange besøgt landet, og i 2005 blev hun udnævnt til H.C. Andersen ambassadør.

Titlen som ambassadør førte hende til en oplevelse, der vil gøre mange danskere en smule jaloux.

- Der fulgte ikke rigtig nogen forpligtelser med ambassadørtitlen ud over at spise frokost med kronprins Frederik i Brooklyn, og det passede mig fint.

- Han er en cool fyr. Og jeg var da beæret over titlen, sagde hun i et interview med musikmagasinet Gaffa.

Hendes lavmælte og litterære stil som en sansende sangskriver har indbragt hende succes, og den amerikanske folk-rock-sanger modtog en Grammy i USA for hittet "Luka".

Derudover kan de fleste nok nynne med på sangen "Tom's Diner", der har en karakteristisk melodi.

Sommeren over turnerer hun rundt i verden, hvor hun også har slået et smut forbi Danmark og spillestedet Gazzværket i Aabenraa.

Suzanne Vega voksede op i et puertoricansk miljø på Manhattan i New York.

Hun LP-debuterede i 1985 med "Suzanne Vega", der især blev en succes i England, og allerede året efter optrådte hun for to udsolgte huse i Londons Royal Albert Hall.

Dokumentarfilmproduceren D.A. Pennebaker optog en film med Suzanne Vega til BBC i 1990, og i 2004 lavede filminstruktøren Christopher Seufert en film om hende i fuld spillefilmlængde.

Flere af Vegas titler er blevet indspillet af andre kunstnere - herunder R.E.M og D.N.A.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce