Annonce
Livsstil

Hun elsker de huse, ingen vil købe

Alle fotos er uden mennesker. Der har dog sneget sig et par katte ind hist og her. Foto fra bogen

Kan Udkantsdanmark blive til kunst? Udstiller man triste skæbner, når man viser de huse, som ejendomsmæglerne har svært ved at komme af med? Kvinden bag bogen "Til salg" mener, at der er meget poesi at hente i danskernes hverdag.

- Idéen kom, da der var debat om Udkantsdanmark og de usælgelige huse, samtidig med, at jeg surfede boligsider med overvejelser om at flytte for at få mere luft og mindre boligudgifter end i Københavnsområdet, fortæller Jutta Marie Jessen, som er cand.mag. i dansk og kunsthistorie.

Da hun først gik i gang med at kigge på ejendomsmæglernes huse i den kategori, der går fra 0 kroner til 500.000 kroner, blev hun ført ind i et univers, der berørte hende.

Det blev til bogen "Til salg", som lige er udkommet. Bogen er en samling af fotos fra ejendomsmæglere i hele landet. Og med nogle af teksterne, som ledsager husene de steder, hvor landsbyboerne er teknisk insolvente og sikkert aldrig får mulighed for at flytte.

Det kan lyde, som om man er trådt ind i et Helle Helle-univers, hvis Helle Helle var på syre:

"Der er slagter, velfungerende brugsforening, skole (0.-6. klassetrin), kirke, idrætshal, to fitnesscentre, to solcentre, to frisører, mekaniker, stort forsamlingshus, hyggeligt værtshus og alt i alt, hvad der kræves for at komme igennem dagen."

Alle fotos skulle cleares med ejendomsmæglerne og sælgerne, for selv om mange mennesker har den hobby at kigge på huse på nettet, selv om de ikke skal købe, er det noget andet, når billederne samles i en bog, vi alle kan kigge i.

Annonce
Det er befriende at se sprækkerne og sårbarheden, mener kunstneren Jutta Marie Jessen. Foto fra bogen

Mere menneskeligt end Bo Bedre

- Der var en del dødsboer, og der sagde advokaterne oftest nej. Der var også en ejendomsmægler, som ville have, at jeg skulle vise en anden og mere positiv side af hans område. Han var nervøs for, om jeg ville lave en nedladende udstilling af triste skæbner. Men det synes jeg ikke, at det er. Bogen afspejler mange livssituationer, som både kan være kærlige og sørgmodige eller på andre måde er følsomme. Dem har vi jo alle sammen, og det er det, der gør det så menneskeligt. Det er en del af virkeligheden, som er vigtig at formidle. Og som du ikke får, hvis du ser på hjem i Bo Bedre. I begge tilfælde handler det jo egentlig om at performe, men det er på to meget forskellige planer. Jeg har valgt de billeder, der taler til mig. Det kan være, fordi puden er banket og sat så fint i sofaen, fordi huset skal sælges, eller fordi nogen har givet op midt i et malerprojekt, og jeg kan identificere mig fuldstændig med begge dele, fortæller Jutta Marie Jessen.

Man ser et hjem med et vindue med udsigt til en væg lige overfor. Der er rum med symbolsk blændede og blokerede døre og utrolig mange rum med falsk træ på væggene. Men hvordan undgår man at gøre grin med den fattigste del af vores land, når man viser det frem?

- Liggetiderne på disse huse er ekstremt lange - og der er en sårbarhed i billederne, synes jeg. Vi kender jo ikke historierne bag de enkelte billeder, og det er heller ikke tanken med bogen. Jeg arbejder i forvejen med dokumentargenren og radiomontager, hvor man tager noget fra virkeligheden og giver det en anden plads i en ny sammenhæng. Det er det samme med disse fotos fra ejendomsmæglere. Pludselig bliver de også til fortællinger og til et stykke danmarkshistorie, der fanger en speciel virkelighed og en generation af genstande, der forsvinder fra vores hjem, siger Jutta Marie Jessen.

I bogen er der en svag overvægt af hjem med gardisetter og lysekroner i lavloftede stuer. Men griner man ad de blå platter, skal man huske, at dette er også Danmark. Her bor de mennesker, man engang mødte på storebæltsfærgen, men som forsvinder fra os i takt med, at vi i ringere grad behøver mødes med folk, der ikke er som om selv. Her bor de, der kun er i nyhederne, hvis der er sket en ulykke, eller der skal laves en voxpop på en død gågade i provinsen. Og det er ikke kattebakken direkte under spisebordet, det er ikke fugtskjolderne og det tarvelige tapet, der gør ondt. Det er det modsatte. Det er, når man kan se drømmen om at gøre hjemmet til et slot.

Mange af de boliger, der er med i bogen, er nærmest umulige at sælge, fordi de ligger meget langt fra større byer. Jutta Marie Jessen er især glad for dette hjem, hvor puderne er puffet og alt er gjort klart til en eventuel køber. Foto fra bogen.  

Voyeuristisk hobby

Men er der ikke også noget voyeuristisk i at kigge ind i disse hjem?

- Jo. Det er gået op for mig, hvor mange jeg kender, der læser boligannoncer uden at skulle købe noget. Fordi der er en nyfigen interesse i at se, hvordan andre bor. Der er på en måde noget grænseoverskridende over det, men omvendt interesserer vi os også bare for hinanden, og det er der vel ikke noget galt i. Det er befriende at se sprækkerne og sårbarheden. Og jeg har da stenet over, hvor vildt det i virkeligheden er, at vi alle kan sidde og kigge ind i alle de her hjem på nettet. Hvis du lægger mærke til det, så ser man sjældent meget interiør i husene i den dyreste prisklasse. De rigeste boligejere er nok mere påpasselige med, hvad de viser frem, på grund af risikoen for indbrud, siger Jutta Marie Jessen og tilføjer, at mange af billederne minder hende om hendes egne bedsteforældres hjem i Jylland.

- Jeg kan blive helt varm indeni, når jeg ser et foto af et hus, som stadig har træk og slip. Der er meget nostalgi i at se hjem med fastnettelefoner, spolebåndoptagere eller store fjernsyn, siger hun.

Selv er Jutta Marie Jessen senest flyttet fra Nørrebro til Hellerup, og det har gjorde hende endnu mere opmærksom på, hvor meget fokus der er på, hvor man kommer fra.

- Der er enormt meget identitet i, hvor man bor. Før, når jeg sagde, at jeg boede på Nørrebro, kunne jeg se, at nogle tænkte: "Nå, o.k., hun er sådan en!" Og når jeg nu siger min 2900-adresse, tænker de måske: "Nå, hun er sådan en!" Men jeg er jo sådan set den samme.

Et af de mere rørende fotos i bogen. For hvem er Marie og Tage, og hvorfor skal de flytte? Foto fra bogen
Det er gået op for Jutta Marie Jessen, hvor mange hun kender, der læser boligannoncer uden at skulle købe noget. Hun har lavet bog om ejendomsmægleres billeder fra usælgelige huse. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Nogle huse er ryddet meget op, inden ejendomsmæglerens fotograf skal komme. Andre har måske ikke overskud eller synes ikke, det er nødvendigt. Foto fra bogen 
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce