x
Annonce
Holstebro

Holstebro Kirke får restaureret vinduer for 1,6 millioner kroner

Det er ikke "kun" glarmesterarbejde, der skal til, fortæller Per Steen Hebsghaard (billedet). En af mændene på holdet er smed. Det er hans opgave at få de rensede vinduer til at passe sammen med det gamle håndlavede jern, som holder vinduet. På dette runde vindue, var der i alt 28 løse jern-dimser. - Så der er ikke noget, der er "lige meget" - det er uhyre vigtigt, at man nummererer og holder styr på, hvor hvad skal hen" fortæller Per Steen Hebsgaard. Foto: Morten Stricker

Men så skal det også først gøres igen om 100 år, fortæller den ekspert, der står for hele projektet, Per Steen Hebsgaard fra Præstø-firmaet Hebsgaard a/s.

Holstebro: Næsten enhver ældre kirke med respekt for sig selv har mindst ét blyvindue med kulørt glas. Nogle kirke har mange.

Cirka en gang hver 100 år skal den slags vinduer restaureres. De skal renses, pudses og samles med nyt bly og loddes med nyt tin. Man forsøger at anvende så meget som muligt af det gamle glas, men ind imellem er der glasdele i mosaikvinduerne, som skal skiftes ud.

Restaurering af kirkevinduer er arbejde for fagfolk, og dem er der ikke mange af i Danmark. Faktisk mener Per Steen Hebsgaard fra Hebsgaard a/s i Præstø på Sjælland, at han er den eneste - og i hvert fald den bedste.

- Så meget selvtillid har jeg dog, smiler han.

Da Holstebro Kirke måtte erkende, at det var på tide at få kirkens vinduer restaureret - både de to runde og vinduerne nedenunder i tværskibet samt ti ud af 12 i selve skibet - sendte de arbejdet ud i licitation og fik fem tilbud.

- Jeg var den billigste. Folk tror altid, jeg er dyr, fordi jeg har arbejdet sammen med mange kunstnere, siger Per Steen Hebsgaard.

Annonce

Hebsgaard a/s

Hebsgaard a/s blev stiftet i 1986 af Per Steen Hebsgaard. Firmaet blev etableret på Østerbro, flyttede siden til Vanløse og er nu i Præstø. Per Steen Hebsgaard er uddannet glarmester med bronzemedalje (1967), har opnået kunsthåndværker-prøvens Sølvmedalje (1975) og tilkendt Thorvald Bindesbøll Medaljen (2009).Er gæsteprofessor på Stockholms Kunsthøjskole samt på Københavns Kunstakademi.

Hebsgaard a/s arbejder for Nationalmuseet og har derfor lov til at arbejde med bly. Men holdet afgav blodprøve inden opgaven her, og skal igen, når den er færdig. Man tilråder ikke værdier over 1 i blodet. Per Steen Hebsgaard, der har arbejdet med bly siden 1963, har et tal, der hedder 1,27. Faregrænsen skulle være 3,4, ifølge ham. Foto: Morten Stricker

Løbebane afstukket i Tarm

I denne uge har Per Steen Hebsgaard og hans to medarbejdere - endnu en glarmester samt en smed - sat det ene runde vindue og vinduerne nedenunder det, på plads igen. I næste uge kommer de tilbage og sætter vinduerne i modsatte side op. Efter nytår tager de så fat på ti ud af 12 vinduer i skibet.

- De to af skibets vinduer blev restaureret for nogle få år siden, så dem skal vi ikke pille ned - dem pudser vi bare op, så de bliver pæne igen, forklarer han.

I alt giver projektet i Holstebro Kirke seks måneders arbejde til firmaet Hebsgaard a/s.

Prisen er 1,6 millioner kroner. Men så skal vinduerne også først have en tur igen om 100 år.

- I Oslo ville de have mig til at skrive under på en fem års garanti på kirkevinduerne. Jeg svarede, at det ville jeg ikke, men de kunne få en 50 års garanti, siger Per Steen Hebsgaard med glimt i øjet.

Den nu 70-årige Per Steen Hebsgaard er født i Thisted, men stod i lære som glarmester hos sin bror i Tarm. Han var kun 16 år, da hans fremtidige løbebane blev afstukket. Han mødte nemlig kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen i Tarm Kirke, hvor denne arbejdede med en glasmosaik.

- Det vil jeg lave, når jeg bliver stor, tænkte jeg. Jeg flyttede til København som 19-årig og har arbejdet professionelt med glaskunst, siden jeg var 20, fortæller glarmesteren, der først havde firma i Vanløse, men de seneste 16 år har haft det i Præstø.

- Jo, jeg kunne godt gå på pension, men det vil jeg ikke. Jeg holder meget af mit arbejde, det er mit liv og min hobby. Jeg har heller ikke en arvtager. Det er jo et gammelt håndværk, som startede hos munkene for 1000 år siden, men der er ikke meget interesse for at lære det i dag. Før var vi seks-syv mand i firmaet, nu er vi kun tre, siger Per Steen Hebsgaard.

Udflugt til Præstø

De tre flotte vinduer i koret - bag altertavlen - hvoraf det centrale forestiller Jesus, skal ikke restaureres. Det blev de nemlig for 40 år siden - gæt af hvem? Ja da - Per Steen Hebsgaard.

- De tre vinduer skal aldrig restaureres igen, for de har almindeligt glas nu på ydersiden, som beskytter dem. Det er de vinduer, der hele tiden er udsat for vind og vejr, som "kun" kan holde i omkring 100 år, men det, synes jeg nu også, er ret flot, siger Per Steen Hebsgaard.

Der er i Danmark lavet 195 kirkelige udsmykninger i glas efter 1960. Omkring halvdelen af dem har Per Steen Hebsgaard lavet efter anvisninger fra kunstneren bag. Han har blandt andet arbejdet sammen (dog ikke alle i forbindelse med kirkeudsmykninger) med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Carl-Henning Pedersen, Frans Widerberg, Arne Haugen Sørensen, Lise Malinovsky, Olafur Eliasson og Mogens Jørgensen.

I februar 2019 kører en bus fra Holstebro til Præstø for, at medlemmer af menighedsrådet samt andre interesserede kan se, hvordan Per Steen Hebsgaard arbejder med de ti vinduer fra Holstebro Kirke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce