Annonce
Holstebro

Holstebro fik 39 nye foreninger i første halvår

- Vi var nysgerrige efter, hvad det er for nogle foreninger, som bliver grundlagt rundt omkring, siger Martin Thorborg. Pressebillede
Danmark er et foreningsland. Nye tal viser, at der på landsplan opstod 4.115 nye foreninger i første halvår af 2019.

Holstebro: Hos DGI kunne de i begyndelsen af april juble og fejre en markant medlemsfremgang. Over en tiårig periode er medlemstallet hos de danske idrætsforeninger vokset med 336.000 personer.

Men danskerne strømmer ikke kun til landets etablerede foreninger. Faktisk pibler det frem med nystiftede foreninger i hele landet.

Alene i første halvår af 2019 blev der registreret 4.115 nye foreninger på landsplan. Heraf er de 39 at finde i Holstebro Kommune, viser en undersøgelse fra regnskabsprogrammet Dinero.

- Vi var nysgerrige efter, hvad det er for nogle foreninger, som bliver grundlagt rundt omkring, og jeg må sige, at foreningsdanmark favner bredere, end jeg havde fantasi til at forestille mig: Counter-Strike-klubben i København, jagthundeklubben i Thisted, bådlauget i Holbæk, frimærkeklubben i Middelfart, den arkæologiske forening i Lejre og strikkeklubben i Slagelse. Uanset hvor man kigger hen, så popper nye foreninger med vidt forskellige formål frem, og der er virkelig noget for enhver smag, siger Martin Thorborg, som er direktør i regnskabsprogrammet Dinero, i en pressemeddelelse.

For nyligt lancerede Dinero en version af sit regnskabsprogram, som er særligt tilpasset landets foreninger.

I Samsø Kommune blev der i årets første halvår 2019 registreret 4,3 nye foreninger pr. 1.000 indbyggere. Dermed havde den kommune landets højeste antal nye foreninger i forhold til antal indbyggere. Herefter følger Thisted, Struer, Middelfart og Fanø Kommuner.

I den anden ende af skalaen havde Ishøj Kommune det laveste antal nye foreninger i forhold til antal indbyggere. Ishøj efterfølges af Albertslund, Egedal, Greve og Fredensborg Kommuner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce