Annonce
Mærkedage

Hollywood-stjerne med politisk budskab

Den amerikanske skuespiller Richard Gere fylder 70 år lørdag den 31. august. Her er han fotograferet tidligere i august under et pressemøde om forholdene for migranter og flygtninge om bord på skibet Open Arms. Guglielmo Mangiapane/Reuters
Richard Gere bruger sin berømmelse til at sætte spot på uretfærdighed. For nylig delte han frugt ud til migranter i Middelhavet. 31. august fylder han 70 år.

70 år: Der er film, som kan ses igen og igen. "Pretty Woman" med Richard Gere og Julia Roberts i hovedrollerne er en af dem.

Han spiller den rige forretningsmand Edward - hun den prostituerede Vivian.

"An Officer and a Gentleman", hvor Gere spiller over for Debra Winger, er blevet en anden klassiker.

Richard Gere, der fylder 70 år lørdag den 31. august, er en af USA's store filmskuespillere, og det forsøger han at lade nogle af verdens udsatte få gavn af.

Som da han tidligere i august besøgte redningsskibet "Open Arms" fanget i Middelhavet med 121 migranter om bord. Med sig havde han så meget drikkevand, frugt og grønt, som han kunne slæbe.

En opmuntring til de afrikanske migranter på flugt fra Libyen og et opråb til den italienske regering, der har strammet reglerne, så redningsskibe ikke længere må sejle ind til land og sætter migranterne af.

- Det vigtigste for disse mennesker er at komme til en åben havn, komme i land og få mulighed for at starte et nyt liv, lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra skuespilleren på fordækket af skibet.

Også hjemløse har han kastet stjernestøv på. Som da han i 2015 i forbindelse med optagelserne til filmen "Time Out of Mind" klædte sig i laset tøj, lod skægget stå og satte sig på gaden i New York.

Her tilbragte han 21 dage for at vise, hvor isoleret hjemløse lever fra resten af samfundet. Kun to forbipasserende genkendte ham.

Richard Gere er praktiserende buddhist og støtter med forskellige aktiviteter menneskerettigheder i Tibet. Blandt andet er han en af grundlæggerne af organisationen Tibet House, der går ind for bevarelse af tibetansk kultur.

Derfor faldt det naturligt i 2018 at opsøge Dalai Lama. Richard Gere skulle være far for anden gang, og med sin unge hustru, spanskfødte Alejandra Silvas, ønskede han, at Tibets religiøse overhoved skulle velsigne den ufødte dreng.

Ægteskabet, som blev indgået på Geres ranch lidt uden for New York samme år, er hans tredje.

Modellen Cindy Crawford var hans første hustru, og senere blev han gift med skuespilleren og modellen Carey Lowell. Med hende har han sønnen Homer på 18 år.

Richard Gere er født og opvokset i Philadelphia. Han studerede filosofi og teater i to år, men han var glad for musik og ville hellere være skuespiller.

En af de første roller fik han i musicalen "Grease" i London i 1973. Det musikalske talent udfoldede han igen mange år senere, da han i 2002 medvirkede i musicalfilmen "Chicago".

Rollen indbragte en pris ved Golden Globe Award, der hylder de bedste præstationer inden for film og tv.

Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce