Annonce
Rejser

Historien bag et feriebillede: Grækeren, der elsker duer

Læser Flemming Johansen har indsendt feriebilleder og historien om sit møde med Duemanden (hvis rigtige navn er Stelios), som ses på billedet, med disse ord: "Jeg har en rigtig god, sød og nærværende historie om en ældre herre på den lille græske ø Zakynthos. Han er 82 år, og i de sidste 51 år har han hver eneste morgen klokken 7.30 kørt ind til byens havn for at fodre alle duerne." Foto: Flemming Johansen
Duemanden. Det kalder Flemming Johansen en gæstfri græker, som han mødte på øen Zakynthos. Hver morgen i 51 år har han fodret duer på havnekajen, og det forevigede Flemming Johansen med sit kamera. Billederne fik Duemanden som en gave, og fotografen fik moralen "du får, hvad du giver" at føle på egen krop. Den oplevelse har han skrevet om her.

Når vi er på ferie, elsker vi at stå tidligt op og gå en lang tur - gerne fem til syv kilometer - inden byen vågner. Det var på en af de ture, vi så en meget venligt smilende mand komme kørende i sin VW Transporter for at fodre duer på havnen på øen Zakynthos. Det var så fachinerende at se så mange duer sidde på hustagene.

Alt imens jeg fotograferede de mange duer, hørte jeg et dyt fra en bil. Det var åbenbart et signal fra Duemanden om, at nu var der morgenmad, for duerne lettede allesammen og fløj hen til hans køretøj. De satte sig overalt på bilen og på havnekajen ved siden af. Han fodrede med korn og majs. På mindre end fem minutter var der ikke et eneste korn tilbage.

Imens jeg fotograferede dette scenarie, kom han hen til mig og inviterede på kaffe på en nærliggende café. Men da han kun kunne tale græsk, hjalp det ikke ret meget, at vi bød ind med både dansk, tysk, engelsk og fynsk, takkede vi pænt nej, men det fortrød vi hurtigt. Derfor blev vi enige om at frekventere en fotohandler for at få fremkaldt et par billeder af Duemanden og byde ham på kaffe.

Annonce
Stelios aka Duemanden fodrer duer på havnen i Zakynthos. Foto: Flemming Johansen

God karma

Som tænkt så sket. Bortset fra at han på det kraftigste insisterede på at betale for kaffen. Sprogbarrierer, ja, det var der selvfølgelig, men han kunne ikke skjule sine tårer, da han så billederne. Heldigvis var det en sød dame, der havde caféen. Hun kunne tale gebrokkent engelsk og oversatte det bedste, hun havde lært.

Da vi forlod caféen, spurgte Duemanden, om vi var til hvid- eller rødvin? Vi svarede, at vi nok mest var til rødvin, hvorpå han sagde: "Samme tid og sted i morgen, så har jeg vin med til jer". Da vi mødtes igen, fik vi de mest lækre tre liter rødvin af hans egen avl.

Da dagen oprandt, hvor vores ferie var brugt, mødte vi igen op på caféen med en flot buket blomster til caféens ejer som tak for, at hun havde været tolk. Denne gang betalte vi kaffen til Duemanden og hans fem venner. Det syn glemmer vi aldrig, for de var meget taknemmelige, og Duemanden havde igen svært ved at holde tårerne tilbage.

Hans rigtig navn er i øvrigt Stellios, og ejeren af caféen hedder Rena. Hvorfor fodrer han duerne, kan man spørge sig selv? Det er simpelthen bare, fordi han elsker duer. Moralen er: Som vi altid siger – du får, hvad du giver.

Historien og billederne er indsendt af Flemming Johansen, Saugstedvang 11, 5600 Faaborg.

Har du et feriebillede og en tilhørende lille historie, som du vil dele med læserne, kan det sendes til rejser@jfmedier.dk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.

Kultur

Rapper er topnavn til Haze

112

Rådyr gik tre kilometer med brækkede ben

Annonce