Annonce
Mærkedage

Hiphopperen med de mange navne

Sean Combs er også skuespiller. Han har blandt andet medvirket i filmene Get him to the greek og A raisin in the sun. (Arkivfoto) Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Han har heddet alt fra Puff Daddy til P. Diddy, mens han både har rappet og produceret musik. Mandag den 4. november fylder hiphop-stjernen Sean Combs 50 år.

50 år: Puff Daddy, Puffy, Diddy og P. Diddy. Der er snart ikke den variation hiphop-stjernen Sean Combs ikke har haft som kunstnernavn.

Men nu vil han bare kaldes Sean.

- Jeg har skiftet navn så mange gange, fordi jeg er vokset op i et kvarter, hvor alle havde kælenavne. Dengang havde jeg et stort temperament, så derfor begyndte mine venner at kalde mig Puffy, har han tidligere udtalt til Jet Magazine.

Mandag den 4. november fylder han 50 år.

Sean Combs er født i Harlem i New York, men voksede op i Mount Vernon, der ligger tæt på bydelen Bronx.

Han begyndte sin karriere hos det amerikanske pladeselskab Uptown Records i starten af 1990'erne.

Her steg han hurtigt i graderne og blev direktør. Men da han efter et par år fik fyresedlen, besluttede han at etablere sit eget pladeselskab kaldet "Bad Boy Entertainment".

I 1997 indledte Combs sin solokarriere, der med singlen "Can't nobody hold me down" hurtigt indbragte ham succes.

Singlen blev således nummer et på "Billboard Hot 100".

Hans debutalbum blev også en stor succes og opnåede platin syv gange. For at opnå platin en gang skal en plade sælges 80.000 gange.

Ud over at sætte sit præg på musikbranchen har Sean Combs udviklet en række produkter som vodka, parfume og modetøj inden for sport og fitness.

Sean Combs har fire børn. Tre af børnene har han med tidligere model og skuespiller Kim Porter, der døde i 2018.

Combs er i år nummer 28 på Forbes liste over bedst betalte kendisser i verden med en indtjening på 70 millioner dollar.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce