Annonce
Kultur

Her er udstillingen du gerne må røre ved

Gimsinghoved gør klar til årets første udstilling, der indeholder skulpturer og billeder fra Cederdorff og videoinstallationer fra Katja Bjørn Jakobsen. Foto: Morten Stricker
Paul M. Cederdorff og en af hans gamle elever, Katja Bjørn Jakobsen, er repræsenteret i Gimsinghoveds nye udstilling "Sådan er der så meget", der byder på kunst, der er til at tage og føle på

Struer: Overfladerne på skulpturerne er helt glatte og perfekt rundede. De skinner, og hos de mere pilfingrede typer vil det formentlig gippe i hænderne for at få lov at røre ved skulpturerne lavet af Paul M. Cederdorff, som er inspireret af blandt andet hans egen mor, der sidder med sit barnebarn. Mærke konturerne og den blanke overflade under fingrene, og så er det heldigt, at man i denne udstilling faktisk gerne må. De fleste af figurerne er fremstillet af bronze, og det bliver egentlig kun pænere, jo mere patina det får.

Selvfølgelig skal man ikke overpensle alle skulpturerne med fedtfingre, men leder af Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter, Rie Nyborg, står med en hånd på en sammenkrøbet figur mens hun fortæller om udstillingen "Sådan er der så meget", som har fernisering i dag, fredag.

Idéen til navnet på udstillingen, der rummer figurer og malerier fra Paul M. Cederdorff og en videoinstallation fra Katja Bjørn Jakobsen med navnet ROCK, kom faktisk fra Paul M. Cederdorff selv.

- Og den titel kan jo rumme meget. Man kan sådan set lægge i den, hvad man vil, siger Rie Nyborg.

Annonce

Jeg synes, det er en stærkere oplevelse for hver gang, jeg ser det.

Rie Nyborg, leder af Gimsinghoved, om Katja Bjørn Jakobsens værk ROCK

Sten eller krop

Valget på de to kunstnere, der udtryksmæssigt ligger vidt fra hinanden, kom i udstillingsudvalget, der synes, det var længe siden, der havde været en udstilling med den næsten lokale Paul M. Cederdorff fra Holstebro. Han er allerede fast repræsenteret på Gimsinghoved med figurerne True Lady og Siddende På Bænken, der står fast i haven på den gamle herregård.

- Og vi syntes også, det var ved at være længe siden, vi havde haft en videoinstallation, og der tænkte vi straks på Katja Bjørn Jakobsen, siger Rie Nyborg.

Hvad, de ikke vidste, var, at Katja Bjørn Jakobsen for mange år siden faktisk var elev hos Paul M. Cederdorff, så de to kendte hinandens arbejde godt.

- Det var bare meant to be, siger Rie Nyborg med et glimt i øjet.

Og ikke nok med at udstillerne er lokale, så holdes det også lokalt til ferniseringen, hvor Ernst Trillingsgaard åbner ballet og musikken leveres af Thomas Maroti Antunes, der til daglig fungerer som centerchef hos Infocenter Struer.

Men selvom de to kunstnere er lokale, så er deres værker langt fra ens. Mens Paul M. Cederdorff til udstillingen har bidraget med figurer og billeder, har Katja Bjørn Jakobsen leveret et originalt værk. I den bagerste ende af Gimsinghoved er der mørkt. Lyden fra en stor skærm brager ud og bidrager med det eneste lys, bortset fra et spot på en stor sten. Den må man også røre ved, og den kan bevæges frem og tilbage, ligesom man kan se Katja Bjørn Jakobsen gøre på skærmen i sammenkrøbet stilling.

I videoen, der varer omkring fem minutter, ligger Katja Bjørn Jakobsen til at starte med stille, ligesom stenen på gulvet foran skærmen. Men hun er ikke tavs som stenen, hun ånder og pulserer, og langsomt begynder hun at røre på sig. Ind i mellem er hun faretruende tæt på at tippe over og vælte ned i mørket, der omgiver hende.

- Jeg synes, det er en stærkere oplevelse for hver gang, jeg ser det, siger Rie Nyborg.

- Den går bare lige ind.

Sådan er der så meget-udstillingen kan ses indtil 22. marts. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce