Annonce
Danmark

Podcast: Helles søn døde i ulykke - jeg var nødt til at rejse i hans fodspor

Sidste år i juni mistede Helle Sørensen sin søn, Jonas, da han døde i en ulykke i New Zealand. Jonas var en eventyrer og elskede at rejse jorden rundt, gå på jagt og gå på opdagelse i den vilde natur.

Men den vilde natur blev også hans skæbne. I juni 2019 var Jonas alene i det New Zealandske vildnæs og ville krydse en flod. Men Jonas nåede aldrig over floden. Formentlig faldt han og slog hovedet og drev efterfølgende med vandmasserne længere ned ad floden, hvor han senere blev fundet død.

Helle Sørensen fortæller i dagens podcast om, hvordan hun valgte at rejse i sin søns fodspor, for at få afklaring på hvad der skete med Jonas og for at forstå, hvad det egentlig var, Jonas var så tiltrukket af.

Du kan høre hende fortælle om ulykken og om hendes sorg, som fylder utroligt meget den dag i dag.

Annonce
Her er det stykke af Karangarua-floden, hvor Jonas blev fundet død. Den øverste sorte streg viser, hvor Jonas forsøgte at krydse floden, og den nedersted sorte streg, viser, hvor han blev fundet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Øjenåbner: Håndtryk var så vigtigt

Landet over er kommunerne ved at gennemføre de Grundlovsceremonier, man nu skal, for at udlændinge kan blive danske statsborgere. En del af ceremonien er det meget omtalte håndtryk, som har fyldt rigtigt meget. Ikke mindst det jo synliggør, at nogle gerne vil være danskere, men de alligevel ikke er så meget danske, at de vil give håndtryk til en person af det modsatte køn. Undertegnede har derfor hidtil opfattet denne ceremoni som noget symbol-politik, som vi egentlig godt kunne være foruden, da det kun er med til at tydeliggøre de kulturelle og religiøse forskelle, der også er i vort eget samfund. Det var så derfor noget af en øjenåbner at være med til den første Grundlovceremoni på rådhuset i Lemvig, hvor en ukrainsk statsborger ville være dansker efter 16 år i et land, som han vil bo i resten af sine dage og gerne vil være en rigtig del af. Der blev givet håndtryk. Et fast et af slagsen. Og under den efterfølgende hyggesnak med et glas mellem de officielle deltagere og ukraineren og hans fraskilte hustru, så lagde de to ukrainere megen vægt på, at det var en stor oplevelse for dem at være med til denne ceremoni, og ikke mindst håndtrykket var vigtigt for dem. - Det gør, at vi føler, vi bliver personligt modtaget i Danmark, og vi ikke blot får et stykke upersonligt papir. Det her gør, at vi føler os rigtigt velkomne. Det var så noget helt andet end det skriveri, der hidtil har været om det håndtryk. Det blev altså opfattet som noget rigtigt godt og var et vigtigt symbol. Ikke på forskelle, men på ligeværdighed og en velkomst. Og hvorfor blev den fraskilte hustru så ikke også dansker, selv om hun talte stort set perfekt dansk? Hun havde holdninger til blandt andet de goder, det danske demokrati giver. Hun kunne udtrykke, at demokrati er så naturligt for danskerne, at mange slet ikke opfatter, at det er noget, man skal kæmpe for andre steder i verden - også i hendes hjemland. Ændring af regler har gjort, at da hun var under uddannelse for at være en del af det danske samfund, kunne hun ikke leve op til kravene om fuldtidsarbejde i en ubrudt årrække. Så nu må hun vente i mindst tre år yderligere, før hun kan blive dansker. Regler er somme tider for firkantede.

Holstebro

Unge bakker op om Bronxparty

Annonce