Struer

Har de tømmermænd eller gider de bare ikke hejse sejl?

Det blev en hård tur for Claus Toft og hans mandskab fra Hvide Sande. Foto: Johan Gadegaard
Der var en helt naturlig forklaring på, at deltagerne i sejladsen Limfjorden Rundt måtte opgive at sejle for sejl på onsdagens sejlads fra Thisted til Struer.

Struer: Den store flåde af gamle træskibe, som er godt på vej i Limfjorden Rundt, ankom onsdag eftermiddag til Struer uden at have gennemført bare en del af sejladsen fra Thisted for sejl.

- Er det fordi, de ikke gider, har tømmermænd, eller er der noget andet i vejen? Det vil jeg gerne have, at I får svar på fra løbsledelsen, kaptajnerne eller styrmændene, når de kommer til Struer, lød det fra Lisbeth Vinneløv, da hun ringede til Dagbladets redaktion i Struer klokken 11.02 fra sit udsigtspunkt ved Vildsund, hvor hun undrede sig over, at den stolte flåde af træskibe endnu engang sejlede forbi, uden at hun fik det syn, hun så gerne ville se.

Det havde så sin helt naturlige forklaring.

- Det begyndte at regne en halv time efter, at vi havde forladt havnen i Thisted, fortalte Frederik Vernersen og Sofie Jensen, som var med på turen som gaster på FDF-skibet, Jens Krogh, fra Aalborg.

Dette var så, hvad det var. Lidt regn slår ingen sømand af hesten, men da det blæste op til en kuling med vindstyrker på op til 17 m/s fra sydvest, blev det helt umuligt at nå frem til Struer til tiden, hvis der skulle rejses sejl.

- Vi måtte sejle for motor hele vejen og i direkte modvind, fortalte skipperen på skonnerten, Maja, Jegvan Åkerstrøm, da han midt på eftermiddagen var nået i havn med sin besætning, som havde haft mulighed for at søge ly for både regn og blæst, mens han selv passerede roret.

Vi måtte sejle for motor hele vejen og i direkte modvind.

Jegvan Åkerstrøm, skipper på skonnerten Maja

I dag var det slemt

Claus Toft og hans besætning fra Hvide Sande havde også glædet sig til en helt anderledes jomfrusejlads med deres noget mindre fartøj, som Claus Toft købte af en englænder, der var kommet til Hvide Sande efter en tur hen over Nordsøen.

- Det er en SeaKing, som blev bygget i 1963, og vi ved ikke, hvor englænderen blev af. Men nu har vi hans båd, og vi vidste jo, at den kunne klare bølgerne. Men i dag var det slemt. Især, da vi kom ud en ret så heftig klapsø, da vi kom fri af Jegind Tap og skulle ned mod Struer, konstaterede han.

Så alt i alt blev det bare ikke den bedste dag for hverken de mange deltagere i sejladsen eller tilskuere som for eksempel Lisbeth Vinneløv ved Vildsund og de mange gæster på havnen i Struer, som måtte kæmpe med paraplyerne og søge ly, så godt de kunne.

Senere på eftermiddagen klarede det så op.

Havnen blev fyldt af liv, som vi plejer at opleve det, når deltagerne i sejladsen Limfjorden Rundt når til Struer, og da torsdagens sejlads blev indledt og skibene forlod havnen i Struer, blev der allerede hejst sejl på turen op mod Venø.

Tilskuerne måtte kæmpe med paraplyerne eller bare affinde sig med regnen. Foto: Johan Gadegaard
Altid et flot syn - også i regn og blæst. Foto: Johan Gadegaard
Foto: Johan Gadegaard
Foto: Johan Gadegaard
Foto: Johan Gadegaard
Foto: Johan Gadegaard
Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce