Annonce
Mindeord

Han var formand i en turbulent tid

Niels Bonde var næstformand i Thyborøn Havns Fiskeriforening og senere formand for Danmarks Havfiskeriforening. Foto: Mette Mørk

Mindeord: På vegne af Thyborøn Havns Fiskeriforening skriver formand Kurt Madsen mindeord om tidligere næstformand for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Niels Kristian Bonde:

Niels Bonde blev valgt til bestyrelsen i Thyborøn Havns Fiskeriforening i 1985 og samme år valgt som næstformand. Han fungerede som stedfortræder for Kai Rosenkvist, der på dette tidspunkt var formand for foreningen, og samtidig var formand for Producent Organisationen.

Karrieren i Thyborøn Havns Fiskeriforening blev kort, fordi Niels i 1987 tog et stort spring, hvor han stillede op til valget som formand for Danmarks Havfiskeriforening. Niels blev valgt og var formand indtil sammenlægningen med Dansk Fiskeriforening i 1993.

I Danmarks Havfiskeriforening var Niels med i en meget turbulent tid i både konsum- og industrifiskeriet. Økonomien i store dele af flåden var langt nede, og især industrifiskerne var hårdt presset.

Niels havde sin gang her på Fiskeriforeningens kontor lige indtil sin død. Niels store sorg var, at Tove var blevet dement og kommet på plejehjem i Klinkby, lige som deres eneste søn John, var kommet alvorligt til skade i en trafikulykke. Sammen med det kæmpede Niels i mange år med dårlig hjerte med mere, men han var god til at holde sig i gang med både golf og cykelture. Når Niels kom på Fiskeriforeningens kontor og måske var lidt ”vringlet”, fik han noget gas, et halvt rundstykke, en god snak om gamle dage, og mundvigene vendte altid opad igen, inden han skulle videre og snakke med de andre pensionister i ”Hulen”, som han kaldte det rum, som er indrettet til kaffestue for pensionister, i Den Røde Hal.

Vore tanker går til Niels’s hustru Tove og sønnen John.

Æret være Niels Kristian Bondes minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce