Annonce
Kultur

Han retter projektøren de steder hen hvor færrest kigger

Dette arkivfoto af Jens Haaning er fra en udstilling i Viborg i 2014. Den nye Jens Haaning-udstilling på Museet for Religiøs Kunst kan ses frem til den 23. februar. Arkivfoto
Museet for Religiøs Kunst har åbent udstillingen "Herfra hvor vi står" med værker af Jens Haaning. Udstillingen kredser om sociale samfundsmekanismer gennem en provokerende, humoristisk tilgang til kunsten.

Lemvig: Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har åbnet en ny udstilling med værker af Jens Haaning - udstillingen "Herfra hvor vi står" kan ses frem til den 23. februar på det smukt beliggende kunstmuseum.

Jens Haaning, der bor i København, har arbejdet med national identitet over en længere årrække, både i en dansk og en international sammenhæng. Hans værker kredser ofte om politiske og sociale samfundsmekanismer gennem en provokerende, men også humoristisk tilgang. Om at udstille på Museet for Religiøs Kunst siger kunstneren i en pressemeddelelse: "Det er jo en invitation ind i en kontekst, jeg gerne vil ses i. Da jeg begyndte at lave mine værker, havde jeg meget travlt med at sige, at det var eksistentielt, når folk sagde, at det var politisk". Sat lidt på spidsen kan man sige, at Jens Haanings kunst handler om mennesker og ikke om ting. Hans værker skal derfor ikke kun bedømmes ud fra deres æstetiske kvaliteter, men også efter i hvor høj grad de får os som beskuere til at reflektere over ting, som vi måske ikke tidligere har været bevidste om.

Umiddelbart vil man måske se Haanings kunst som optaget af det politiske, men kigger man nøjere efter, så er omdrejningspunktet også eksistentielt, og kunstneren har selv betegnet sit arbejde som et religiøst projekt. Hermed ikke forstået som en given religion, men mere i betydningen af en etisk refleksion. Det er nemlig meget karakteristik for hans praksis, at den ikke indeholder nogen moralisering eller politisk løsning eller svar.

Jens Haaning beskriver sin egen rolle således:

Annonce

Kunstmuseer samarbejder

Den aktuelle udstilling på Museet for Religiøs Kunst med Jens Haaning er en del af projektet "Herfra hvor vi står - syv udstillinger om national identitet".

Det er et samarbejde mellem syv kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Horsens Kunstmuseum, Skive Museum og Museet for Religiøs Kunst.

De samme syv museer havde i 2017 succes med udstillingsprojektet "De syv dødssynder".

Det aktuelle udstillingsprojekt udspringer af markeringen af 800-året for Dannebrogs fald i 2019, og samtidig danner det optakt til 100-års markeringen for Genforeningen i 2020. Visionen for projektet er, at kunsten som kontrast til et polariseret debatklima kan bidrage med et anderledes blik, undren og nye perspektiver.

Stiller spørgsmål

"Jeg ser meget min rolle som spørgsmålsstiller. Jeg mener, der er en kvalitet i, at der bliver stillet spørgsmål. Jeg har ikke nogen færdigstrikkede løsninger til, hvad det egentlig er, vi skal gøre, andet end at refleksion ville være hensigtsmæssigt". Man kan sige, at Haaning er optaget af en apolitisk utopisk ide om en global solidaritetsfølelse mellem mennesker, som opstår, når man er i stand til at sætte sig ud over det sted, hvorfra man står. Hans kunst har ofte kredset om marginaliserede grupper - det være sig indvandrere eller psykisk syge. Men Haanings kunst er ikke sociale projekter, hvor han vil tilgodese særlige grupper i samfundet. Han retter blot projektøren de steder hen, hvor de fleste ikke kigger.

Grønt og hvidt Dannebrog

I udstillingen vil publikum blandt andet blive præsenteret for værket "Arabiske vittigheder", 1996, som består af en side 9-pige og arabiske vittigheder på arabisk. Et andet helt centralt værk i forhold til udstillingens tema er Dannebrog version 2.0, 2016, hvor Jens Haaning har skabt et grønt og hvidt Dannebrogsflag. Museet for Religiøs Kunst har i øvrigt også fået kommunal tilladelse til at måtte flage med et enkelt grønt/hvidt flag ude foran museet.

I udstillingen vil man også kunne gå på opdagelse i værket "Hamza Rejser", København 2011. Værket er en installation af et komplet interiør fra et pakistansk ejet rejsebureau, der specialiserede sig i at arrangere pilgrimsrejser til Mekka. Værkerne i udstillingen har alle været vist før, ofte i det offentlige rum, men deres nye sammenstilling tydeliggør, hvor meget debatten om national identitet har rykket sig siden midten af 1990’erne.

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce