Annonce
Mærkedage

Ham der bare står i baggrunden

Der er ikke de store armbevægelser over Chris Lowe på scenen til Pet Shop Boys' koncerter. Apu Gomes/Ritzau Scanpix
Chris Lowe har været den ene halvdel af Pet Shop Boys siden start-80'erne. Og keyboardspilleren, der fredag fylder 60 år, har en veldefineret rolle udadtil.

60 år: Han står der bare. Spiller på sit keyboard. Gemmer øjnene bag store solbriller. Fortrækker ikke en mine.

Sådan er koncertopskriften for Chris Lowe, der fylder 60 år fredag den 4. oktober og er den ene halvdel af britiske Pet Shop Boys.

Den yngre halvdel af duoen har altid holdt sig bagest, når popkæmperne optræder live, mens Neil Tennant gik foran.

Og det er ikke ved et tilfælde.

De to har ellers delt arbejdet i Pet Shop Boys ligeligt siden starten i 1981. Den umådeligt succesrige popduos dansable sange komponeres og skrives af begge parter, og de deltager sammen i interviews.

Men når det gælder optrædener, forholder Lowe sig helt apatisk.

Det var et koncept, duoen tidligt tog til sig. Det kan blandt andet ses i musikvideoerne til kæmpehits som "It's A Sin", "Always On My Mind" og "West End Girls". I sidstnævnte går Chris Lowe bogstaveligt talt i ét med baggrunden.

- Vi opdagede, at der var noget over en, der sang, og en, der gjorde ingenting - bare kigge og så kigge væk - der gav en hæslig spænding, forklarede instruktør Eric Watson.

I starten af karrieren gav Pet Shop Boys ikke mange koncerter. Men de har siden taget revanche med meget spektakulære shows. I dag betegnes de som et meget visuelt orienteret band med stor sans for design og grafisk udtryk.

Det oplevede et dansk publikum senest i 2017 ved Tinderbox-festivalen. Her kvitterede musikbladet Gaffa med seks stjerner for Chris Lowe og Neil Tennants optræden i Tusindårsskoven ved Odense.

Selv er Chris Lowe oprindeligt trombonespiller, og han studerede i sine unge år arkitektur på universitetet i Liverpool.

Det fik dog en ende, da han tilfældigvis mødte Neil Tennant i en hi-fi-butik i London, og Pet Shop Boys hurtigt blev et fuldtidsarbejde.

Og det er det stadig. Duoen udgav en ny single i september og har netop varslet et nyt album og en stor turné i 2020.

Annonce
Chris Lowe bærer altid solbriller, når han optræder offentligt. Den 4. oktober fylder han 60. Britta Pedersen/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce