Annonce
Læserbrev

Høfde 42. Toget skal sættes i gang

Debat: Hvad arbejder imod oprydning af Høfde 42 ?

Svaret er et ord på fem bogstaver: penge. Eller sagt lidt længere: manglen på politisk vilje. Den ny regering har op til fire år og et tilsvarende antal finanslove til at komme i gang én gang for alle at få bugt med Generationsforureningerne. Forhåbentligt har vi et grønt flertal i endnu længere tid, men toget skal sættes i gang nu med finansloven for 2020.

Når det drejer sig om Høfde 42 og Cheminovas kemikaos på Rønland, den gamle fabriksgrund og alt det u-undersøgte, er manglen på teknologi ikke længere end undskyldning. Krüger har dokumenteret at deres teknologi kan rense for pesticider og kviksølv.

EU-lovgivningen hjælper os også. En lovændring i 2014 under den seneste socialdemokratiskledede regering gennemfører Danmarks forpligtelser i Vandrammedirektivet fra 2000 om at eliminere jordforureninger der lækker til åer, søer, fjorde og hav inden 2027. Høfde 42 falder ind under denne forpligtelse, det samme gør den gamle og den nye fabriksgrund. Det betyder helt konkret at regeringen senest med finansloven for 2021 skal have fastlagt økonomien for at oprense Høfde 42 og de øvrige Cheminovaforureninger der siver til havet og fjorden 2021-27.

Der er altså både EU og dansk jura der siger at regeringen skal i gang.

Det lykkedes ikke for regionerne at få afsat flere penge til de store forureninger, men der fokus på overfladeforureningerne i økonomiaftalen – og Cheminovaforureningerne opfylder begge kriterier. SF vil selvsagt knokle for at få afsat de fornødne midler til Generationsforureningerne.

Selv under Løkke og den sidste miljøminister Jacob Ellemann-Jensen blev der taget hul på at finde pengene til Generationsforureningerne. Det var ikke nye penge, men penge der magisk skulle opstå hvis Venstre havde nået at lukke regionerne. Men det viser jo at toget allerede var sat i gang før regeringsskiftet. Så fortsæt kampen!

Og hvilken lykke det ville være for den hårdt prøvede lokalbefolkning på Harboøre Tange at slippe for de største klumper af fortidens kemi på stranden, i klitterne og i baglandet.

Annonce
Når det drejer sig om Høfde 42 og Cheminovas kemikaos på Rønland, den gamle fabriksgrund og alt det u-undersøgte, er manglen på teknologi ikke længere end undskyldning fremhæver Signe Munk. Arkivoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce