Annonce
Mærkedage

Hårdtskydende back har hjertet i Kolding

Lasse Boesen savner ikke karrieren som håndboldspiller. Han har aldrig haft ambitioner om at spille på den anden side af 35 år. (Arkivfoto) Sportxpress/Ritzau Scanpix
Tiden som sportschef i hjerteklubben Kolding var svær og lærerig for den tidligere håndboldspiller Lasse Boesen, der onsdag den 18. september fylder 40 år.

40: Hjerteklubben KIF Kolding har altid betydet meget for den tidligere håndboldspiller Lasse Boesen, der fylder 40 år onsdag den 18. september.

I barndommen løb han rundt på halgulvet i klubben, hvor karrieren også sluttede bag skrivebordet som sportschef i 2018.

Tiden som sportschef var turbulent. Manglende løn til spillerne og organisatoriske vanskeligheder skabte virak omkring KIF. Samarbejdet mellem klubben og Boesen ophørte for lidt over et år siden. Det var en svær, men lærerig tid for ham.

- Jeg synes, det værste var medieræset omkring det, men det har jeg været vant til i mange år. Min ærlighed med at sige tingene, som de er, kan ramme som en boomerang, fortæller Lasse Boesen.

- Jeg ved, at jeg har sagt det, der passer, og jeg kan se alle mennesker i øjnene. Jeg sover sgu også fint om natten, fortsætter han.

Kolding har altid været i familien. Lasse Boesens far, Jens Boesen, takkede af for lidt over et år siden efter mere end tre årtier i klubben enten som formand, direktør eller bestyrelsesmedlem.

Lasse Boesen bor stadig i Kolding med sin kone og to børn. Han er ikke involveret i klubben mere. Kun som tilskuer til hjemmekampene.

- Jeg har løbet her altid, og min far har været meget involveret i Kolding og været en inspirationskilde. Jeg kender alle, og alle kender mig. Nu spiller mine børn håndbold i klubben, og det glæder mig, siger Lasse Boesen.

Han er nu assisterende landstræner for Bilal Suman i Bosnien, som netop har kvalificeret sig til EM.

- Bilal er en god ven, som havde lidt udfordringer med at få hænder nok, og så havde jeg en chance for at få hænderne i noget håndbold igen. Jeg synes, det sjoveste er det, der foregår inde på banen, fortæller Lasse Boesen.

Han har en drøm om at være cheftræner, men hvor og hvornår ved han ikke.

Den aktive karriere tæller foruden Kolding ophold i Spanien og Bundesligaen samt flere triumfer med landsholdet. Dermed har den tidligere landsholdsback med det hårde skud oplevet det, han drømte om som barn.

Debuten på landsholdet kom i 2003, og den rød-hvide trøje blev pensioneret i 2012. Klubkarrieren startede i Kolding og sluttede i samme klub i 2015.

Foruden at være assistenttræner i Bosnien er Lasse Boesen involveret i flere virksomheder samt en velgørenhedsfond. /ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce