Mærkedage

Grøntmand gennem 40 år: Min afdeling er i gode hænder hos Janni, Birgitte, Finn og Benjamin

- Jamen, det er jo et helt fantastisk hold, mener Poul Uhre Andersen. Fra venstre er det Finn Hansen, Benjamin Nielsen, Poul selv, Janni Nedergaard og Birgitte Jeppsen. Foto: Mette G. Sørensen
42 år har Poul Uhre Andersen været ansat ved Coop. Og de seneste 40 år har man kunnet finde ham i frugt og grønt-afdelingen. Men den 1. september er det slut - så skal Poul til at bruge tid på en ny, spændende hobby.

Holstebro: Kvickly-kunder kender Poul Uhre Andersen.

Han er salgslederen med det venlige ansigt i varehusets frugt og grønt afdeling.

Ikke mindre end 40 år af sit arbejdsliv har han tilbragt blandt tomater, spidskål og appelsiner - og var han ikke kendt før, så blev han det da i hvert fald forleden, da Tv MidtVest lavede et indslag med grøntmanden med kundetække.

- Ja, der er også indtil flere kunder og kolleger, der har sagt: "Nå Poul, nu er du blevet tv-stjerne," ler den 63-årige Poul Uhre Andersen, mens han viser vej gennem en del af Kvicklys mange afdelinger og over til frugt og grønt.

- Hun har allerede lavet lidt om. Dernede. Det er godt. Jeg kan godt lide det, siger Poul tilfreds.

"Hun" er 29-årige Janni Nedergaard, der kommer fra en stilling som teamkoordinator i Bilkas frugt og grønt, hvor hun har været i seks år.

- Ja, det er godt nok nogle store sko at skulle fylde ud efter Poul, han er jo utroligt afholdt både af kunder og kolleger. Men jeg håber selvfølgelig, at jeg kan løfte arven, siger Janni, der bor i Skive og altså skal lede frugt og grønt-holdet fremover.

- Det er en flot afdeling at overtage, så nej, jeg har ikke planer om store ændringer - kun nogle småting hen ad vejen, siger hun.

Det er Janni Nedergaard her, der overtager Poul Uhre Andersens frugt og grøntafdeling. Foto: Mette G. Sørensen

- Kan vi ikke få et foto med hele holdet?, spørger Poul Uhre Andersen og forklarer:

- De er som en familie. Jeg tror aldrig, vi har sagt knubbede ord til hinanden. Birgitte Jeppesen har været min højre hånd - hun har været her i 25 år, og Finn Hansen, der står for blomsterafdelingen, har været ved Coop siden 1981. Det er ikke tit, at man får lov til at have de samme medarbejdere så længe. Det er sådan, at den ene tager over, når den anden slipper - jeg behøver kun lede to procent, resten kan jeg overlade til medarbejderne. Og jeg gider altså heller ikke stå og skælde ud. Så vil jeg hellere sige "vi" - for eksempel "Vi skal lige huske at xxxx, for det er vi ikke gode nok til". Man skal ikke give nogen skylden, mener Poul Uhre Andersen.

Der er også en elev i afdelingen, Benjamin Nielsen, som Poul fortæller snart skal op til fagprøve.

- Jamen det er et sindssygt godt team med respekt for hinanden, siger Poul glad.

Er det så ikke svært at skulle forlade det?

- Jo, det bliver mærkeligt, det gør det da. Meget mærkeligt. Men ved du hvad? Jeg har mange gode minder, at jeg godt kan kapere det. Mine kolleger har sagt: "Du kommer garanteret hver dag, Poul", men det gør jeg ikke. Kun en gang om ugen - for at handle, smiler han.

Ud med metaldetektor

Poul Uhre Andersen, der stammer fra Vejen, men som flyttede med familien - faderen var forsikringsmand - til Holstebro i 1961, er faktisk udlært i Sparkæden. Men da han var færdig og skulle have fast arbejde, søgte Kvickly, der dengang lå i Enghaven, en medarbejder. Poul fik jobbet, og uddeler Regnar Jensen spurgte, hvornår han kunne starte? "I morgen klokken 6!" svarede den unge Poul kækt. "Jamen, det gør du bare," sagde uddeleren.

- Så stod jeg jo der mutters alene og ventede næste dag klokken 6, for der var altså ikke en sjæl, der ellers mødte på det tidspunkt, ler Poul Uhre Andersen.

Han har ferie den kommende uge - og så er det tid til at gå på pension. Så reelt har kunderne set det sidste til Poul i rollen som slagsleder. Man kan dog møde ham på fredag den 30. august mellem 14 og 16 i Kvicklys kantine, hvor der er farvelkaffe for ansatte og kunder.

Hvad skal du så lave nu?

- Jeg skal ud med min metaldetektor! Det er sådan en drengedrøm. Jeg fik én til mit jubilæum, og den skal i omdrejninger nu, siger Poul Uhre Andersen og fortæller, at han har prøvet at grave noget ned i sin have for at tjekke, om detektoren virker.

Det gør den.

Tak til alle

Så Holstebro Museum skal regne med at have dig til at rende dem på dørene nu?

- Haha, ja det kan godt være, ler Poul og fortæller, at han under en fisketur ved Storåen faktisk fandt en gammel sølvmønt.

Mønten er desværre forsvundet for ham, men nu vil han ned til samme sted igen og søge med detektoren.

- Det bliver spændende, siger han tilfreds.

Der skulle også gerne blive tid til lidt badminton.

- Med den gode kondition, jeg har, regner jeg med at kunne vinde over dem alle, siger Poul med et underfundigt smil.

Han er i øvrigt gift med 58-årige Aase, der er assistent ved kassen i Kvickly. Parret har datteren Britt, der er lærer på Birkelundskolen og sønnen Martin, der er planlægger ved Aarhus Universitet.

- Må jeg ikke lige få lov til at sige tak i avisen til Coop, varehuschef Martin Sørensen, kollegerne og alle de dejlige kunder?, spørger Poul Uhre Andersen.

Det må han godt. Siden det nu er ham.

Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce