Annonce
Danmark

Godstransportformand: Grønne løsninger bliver dyrere for forbrugeren

Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør i DSV Panalpina. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix
Direktør Jens Bjørn Andersen fra et af verdens største transportfirmaer, DSV, skal hjælpe regeringen med at lave grøn omstilling på transportområdet.

Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør i transportvirksomheden DSV Panalpina, skal være formand for regeringens klimapartnerskab på landtransportområdet.

- Hvorfor mener du, at det er erhvervslivets opgave at levere svar til regeringen på, hvordan den kan leve op til sin klimamålsætning?

- Fordi løsningerne skal implementeres af erhvervslivet. Øget dialog mellem politikere og erhvervsliv er en forudsætning for, at vi kan iværksætte bæredygtige løsninger - og her mener jeg også bæredygtig i forhold til erhvervslivet. DSV Panalpina kan både spille en vigtig rolle nationalt og globalt for et bedre klima i kraft af vores internationale format. Når vi arbejder på tværs af landegrænser med mere bæredygtige løsninger, kan det få effekt over hele verden.

- Er der nogle lavthængende frugter at høste på jeres område?

- Ja, jeg mener, at vi i Danmark er bagud i forhold til at nedsætte eller fjerne afgifter på mere bæredygtige brændstoffer og transportmidler. Den bedste løsning for miljøet må ikke være den dyreste. Vi skal øge incitamentet til at køre grønt.

- Vil jeres virksomhed kunne reducere jeres CO2-udslip med 70 procent i 2030 i forhold til 1990?

- Det bliver ikke nemt, fordi der p.t. er begrænsede alternativer til tungvognskørsel på fossilt brændstof. Skal vi nå i mål - ikke bare i DSV Panalpina, men i hele branchen - skal der grøn omstilling til, og der har vi brug for et meget stærkt signal fra politikerne og en vilje til samarbejde om løsningerne.

- Hvis en uundgåelige del af svaret på, hvordan målet nås, er, at mængden af gods simpelthen skal nedbringes, hvordan skal vi så tro på, at branchen selv vil være med til at give det svar?

- Vi tror på, at den vækst, vi har set de sidste mange år, vil fortsætte, så svaret findes ikke i nedbringelse af fragtmængderne. En del af svaret er til gengæld nok, at vi skal vænne os til, at bæredygtig godstransport er forbundet med en merudgift - i hvert fald i en overgangsfase. Her kan man virkelig tale om et ansvar, hvor alle aktører i forsyningskæderne må bidrage - herunder kunderne og i sidste ende forbrugerne. Men det starter med, at branchen bliver bedre til at tilbyde grønne løsninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

De stjal julegaverne

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce