Annonce
Rejser

Glem alt om bier vom fass – Ischgl er Alpernes nye gourmetby

Ischgl har et hyggeligt centrum med mange afterskimuligheder af vidt forskellig karakter – fra dansen på bordene og skvulpende fadøl til mere ”nede på jorden”-vin- og cocktailbarer. Foto: TVB Paznaun
Ischgl er kendt for fantastisk skiløb og lige så fantastisk afterski. Hvad færre måske ved er, at byen også udmærker sig på antallet af toprestauranter i forhold til byens størrelse. Rejser tog til Ischgl for at se, om der er noget om snakken.

Vi kender alle Ischgl som partyland. Det er stedet, der huser nogle af Østrigs bedste og mest berømte afterski-barer som Schatzi Bar med dansende dirndl-damer på bordene og Kuhstall, hvor folk synger med på schlagermusikken, som var det deres nationalsange. Det er ikke tilfældigt, at Ischgl har fået sloganet Relax if you can (Slap af, hvis du kan). For er man til fest og halvliters Bier vom Fass, er man kommet til det rigtige sted. Paris Hilton har fejret sin fødselsdag her, og store kunstnere som Rihanna, Bon Jovi, Robbie Williams og Elton John har givet koncerter i byen.

Men Ischgl er langt mere end skvulpende fadøl og Jägermeister-shots. I de senere år har Ischgl forvandlet sig til et gourmethotspot med restauranter på stjerneniveau, hvor foodies kan føle sig mindst lige så godt hjemme som fulde mennesker i skistøvler. I 2019-udgaven af den franske restaurantguide Gault Millau bliver netop Ischgl fremhævet som et helt særligt sted på grund af antallet af toprestauranter i forhold til byens størrelse.

Annonce

Alpernes gourmet-hotspot

I 2019-udgaven af den franske restaurantguide Gault Millau bliver Ischgl fremhævet som ”alpernes gourmet-hotspot”.

I guiden står der blandt andet: "Ischgl har gjort det. I det bagerste hjørne af Tyrol føler de krævende gourmander sig nu lige så velkomne som de erfarne skiløbere. På intet andet sted tæller vi så mange "kokkehuer" (guidens point-system) som her i forhold til byens størrelse. Bravo!"

Højt niveau fra start

Restauranten Stiar er den yngste af gourmetrestauranterne i Ischgl og én ud af fire steder med tre kokkehuer og 17 ud af maksimalt 20 point i Gault Millau-guiden. Og det er netop her, at Rejser har sat sig for at teste det kulinariske niveau i alpebyen. Chefkokken hedder Gunther Döberl, og han er ikke en mr. hvem som helst. Med en fortid på to 2-stjernede Michelin-restauranter er ambitionsniveauet tårnhøjt.

- Alt kød, I får serveret i aften, kommer fra vores egen gård, hvor vi både har wagyu-kvæg, svin og får, fortalte aftenens kvindelige tjener og sommelier, mens hun skænkede aperitif i glasset – et noget utraditionelt valg i form af en brown ale, men på den anden side var vi jo i Tyrol, og øllen fungerede overraskende godt til de tre første amuser: Fine, små kartoffelskiver oven på kål og karpe, en lille donut-hapser med kyllingelever og trøffel revet med rund hånd samt en ret med skinke, løvstikke og æg. Ser man bort fra den sidste appetitvækker, som jeg aldrig helt forstod, kunne aftenen ikke være startet bedre.

Kaviar og foie gras

- Vil du ikke smage et par forskellige hvidvine, inden du bestemmer dig for, hvilken du vil drikke til forretterne, spurgte vintjeneren, og det skal man ikke sige to gange til mig.

Valget faldt på en biodynamisk hvidvin (fra Østrig, selvfølgelig) lavet på 100 procent gewürztraminer fra producenten Gut Oggau i Burgenland, og man kan mene meget om biodynamikken og Rudolf Steiner-metoderne, men der var bestemt ikke noget hokuspokus over denne vin. Sjældent har jeg fået så interessant et glas hvidvin, hvor gewürztraminerens sødme var nedtonet til fordel for en kærkommen mineralskhed.

Den blev serveret sammen med Salzburger-kaviar, og det, som man i Østrig kalder Tyroler Marend, som er en mellemret med forskelligt brød, pølser (nogle af dem var røget fra Stiars eget røgeri), lokale ostespecialiteter og i dette tilfælde hjemmelavet smør, som kom på bordet i en osteklokke fyldt med røg.

Dernæst fik vi aftenens første egentlige skuffelse. Foie gras, som ellers står højt på listen over ting, jeg ynder at indtage, blev serveret oven på en alt for sød budding-lignende sauce, der var lavet på majs og kærnemælk. Det blev kvalmt efter to mundfulde, og for første gang i mit liv undlod jeg at spise foie grasen op. Den tredje forret stod til gengældt så skarpt, at man kunne skære sig på den. Et snorlige stykke ørred anrettet med selleri, urter og nødder. Det var fantastisk udført og én af de bedste fiskeretter, jeg har fået i år.

Gunther Döberl er chefkok på Restaurant Stiar i Ischgl. Han mener, at hans køkken skal udtrykke det sted, han bor, og derfor ser han Alperne som sit spisekammer. Han får sit kød fra egen gård, og det slagtes og modnes i eget slagteri. Foto: TVB Paznaun

Hjort så mør som smør

Jeg ved ikke, om hovedrettens vildtkød var nedlagt personligt af chefkokken i køkkenet. Men jeg har læst, at han er jæger, og at han tidligere har serveret sit bytte for gæsterne, så hvem ved? Under alle omstændigheder var hjorten mør som smør, og man skulle nærmest tro, at den blot havde været en tur på radiatoren. Det var ultrarødt, og jeg elskede det.

Rødvinen, der blev serveret, var en silkeblød pinot noir fra den østrigske producent Zuschmann & Schöfmann. Og hvis nogen stadig kan være i tvivl om, hvorvidt Østrig kan lave rødvine, så kan jeg garantere for, at der er sket ting og sager, siden kølervæskeskandalen forgiftede landets renommé som vineksporterende land. Og er man til den sarte pinot noir-stil, så bør man gøre sig selv den tjeneste at udforske nogle af de lokale druer som for eksempel zweigelt, der er gået hen og er blevet én af mine favoritdruer de senere år.

Aftenen sluttede af med to desserter. Først en curd med blåbær, urter og spiselige blomster, og dernæst en abrikospandekage serveret direkte på panden med tilhørende jordbærkompot, der var dækket af en speltflage og honningkorn, der smagte præcis som de klassiske guldkorn fra morgenmadspakkerne. Vi fik sød, sød auslese, og da de til allersidst kom ind med petit fours, måtte jeg melde pas. Jeg var mæt - både fysisk og på indtryk.

Stiar er indpakket i træ overalt, og der er indbygget biopejs i væggene. Det skaber ro og hygge i restauranten. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

Konklusion

Restaurant Stiar er et yderst behageligt bekendtskab og et godt sted at starte, hvis man vil opleve det niveau af gastronomi, som Ischgl kan præstere. Der er varmt og hyggeligt på grund af restaurantens indpakning i massive træbjælker, men det er klassisk udført, så det ikke minder om en afterskibar. Medarbejderne er rørende entusiastiske og professionelle uden at blive formelle, og det er beundringsværdigt, hvor meget energi der bliver lagt i alle processer. Den mindste menu med 11 serveringer koster 700 kroner, hvilket er meget fornuftigt prissat niveauet taget i betragtning. Stiar får mine varmeste anbefalinger.

Magasinet Rejser var inviteret af det østrigske turistbureau, som sørgede for transport, overnatninger og forplejning.

Donut med kyllingelever og trøffel. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Saltzburger-kaviar. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Ørred med selleri, urter og nødder. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Hjort med blomkål i forskellige variationer samt svampe og bittesmå kirsebær. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Curd med blåbær og urter. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Abrikospandekage og jordbær-kompot under speltflage og honningkorn. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ulfborg/Vemb

Mand omkommet i drukneulykke

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

112

Kaldte betjent for magtliderligt svin

Annonce