Annonce
Kultur

Aarhus er eneste spillested i Skandinavien: - 'The Book of Mormon' er noget helt andet, end de fleste forestiller sig

Tre aktører fra "The Book of Mormon" klar til premiere i Aarhus. Fra venstre Kevin Clay, Nicole-Lily Baisden og Conner Peirson. Foto: Jens Thaysen
Broadway-udgaven af musicalen "The Book of Mormon" spiller 19 gange i Aarhus og er helt anderledes end de musicals, vi kender.

Musical: Musicals kan være mange ting. Men "The Book of Mormon" er tilsyneladende sin egen. Den amerikanske Broadway-udgave havde skandinavisk premiere onsdag i Musikhuset Aarhus på rejse fra Amsterdam og Köln og med Zürich som næste mål.

Det er ikke en kopi af en amerikansk dansefilm, en historie om en familie eller en dramatisk historie om den franske revolution, som vi kan opleve. "The Book of Mormon" tiltaler også et stort publikum, men allermest dem, der kan lide standup.

- Der er en del af dem blandt gæsterne i den kommende tid, men den bliver set af alle slags publikummere, siger Jan Christensen, direktør i Musikhuset Aarhus, der hidtil har langet 17.600 af de omkring 30.000 billetter over disken.

Skaberne af "South Park" står bag "Book of Mormon", der spiller 19 gange i Aarhus som det eneste sted i Skandinavien i denne amerikanske version.

Annonce

Forestillingen

  • "The Book of Mormon" spiller 19 forestillinger i Musikhuset Aarhus til 6. december.
  • Siden verdenspremieren i marts 2011 på New Yorks Eugene O’Neill Theatre, hvor den vandt ni Tony-awards inklusive "Bedste Musical", er musicalen blevet opført verden over og har vundet over 30 internationale priser.
  • Musicalen er lavet af Matt Stone og Trey Parker, der er skaberne af den animerede kult-tv-serie "South Park". "South Park" er det populære amerikanske tv-netværk Comedy Centrals højst vurderede og længst kørende serie nogensinde.
  • Læs mere på www.musikhusetaarhus.dk

Gå fordomsfrit ind

- Lad alle dine fordomme ligge, når du skal se den. "The Book of Mormon" er noget helt andet, end de fleste forestiller sig, siger 21-årige Nicole-Lily Baisden, der spiller rollen som Nabulungi. Hun er engelsk og kommer fra London i modsætning til to andre hovedpersoner, der er fra USA.

I forestillingen bor hun i Uganda. Det er der, to unge missionærer fra Salt Lake City tager hen for at udbrede budskabet om mormonerne og deres religion.

De to, der er vidt forskellige, er taget af sted med forestillingen om et Disney-Afrika, hvor alt er fryd og gammen, Hakuna Matata, og de lokale bryder ud i en glædesfuld afrikansk velkomstsang.

Men virkeligheden er ganske anderledes, og glansbilledet krakelerer.

Musicalen har sort humor, sex, lidt blasfemi, jokes om kannibalisme, voldtægt, aids og lemlæstelser af kønsorganer. Alligevel er den storhjertet og behandler vigtige emner i vores tid.

Rutsjetur i følelser

Det tør siges, at de to mandlige hovedroller spiller med en vis erfaring. Kevin Clay, 26 år, har spillet rollen som Elder Price mere end 2000 gange, og Conner Peirson, 31, har stået på scenen omkring 1500 gange som Elder Cunningham.

- Efter den europæiske turné tager vi retur til USA og spiller videre, siger de to.

- "The Book of Mormon" er en følelsesmæssig rutsjetur, hvor ting bliver tvistet og drejet, siger Nicole-Lily Baisden, der ligesom de to andre er i Danmark for første gang. På førstedagen tirsdag fornemmede de julestemningen i Aarhus.

- Her er I langt foran. Vi begynder at pynte langt senere i USA, siger de.

- Jeg elsker jul, men det her er meget tidligt, siger Kevin Clay.

Nicole-Lily Baisden har det anderledes.

- Jeg elsker butikker, siger hun.

Klar til at indtage Afrika. Conner Peirson (til venstre) og Kevin Clay. Foto: Paul Coltas

Græd af glæde

I forestillingen betager Conner Peirson publikum. Det var ellers ikke det skudsmål, han fik under sin uddannelse.

- Min professor sagde, at der ikke var plads til mig i teaterverdenen, forklarer han med et smil.

Nicole-Lily Baisden var kun 15 år, da hun søgte ind for at være med i musicalen "Flashdance".

- Min far hadede det, men jeg kom til at elske musicals, siger hun, der siden uddannede sig på kurser.

Lykkelig blev hun, da hun fik rollen i "The Book of Mormon".

- Jeg græd af glæde i et kvarter og kunne næsten ikke holde op, siger hun.

Missionærerne møder Nicole-Lily Baisden i Uganda. Foto: Paul Coltas

Kontraster

- "The Book of Mormon" tager afsæt i en problematik, vi kender, men der er en gruppeidentitet i den, siger Mette Bjærge, der er producent på forestillingen og har set den i Manchester.

- Emnerne kan føres over i andre sammenhænge. Der er kontraster mellem missionærer og afrikanere, men der viser sig også at være store forskelle mellem missionærerne. De vil gå helt deres egne veje for at få opfyldt deres mål. Og de finder ud af, at den afrikanske drøm, de havde, ikke er den, de møder. Så selv inden for sammentømrede grupper er der forskellige typer og subkulturer. Hvor én missionær er et dydsmønster, er den anden lystløgner, siger hun.

Kasper Holten, chef for Det Kongelige Teater, har i et interview sagt om "The Book of Mormon":

- Det er et fantastisk stykke, fordi det lykkes med to ting på én gang. Det er satire, der skyder i alle retninger. Den tager pis på alt - og mest af alt det selvhøjtidelige - men samtidig skaber den mennesker, vi holder af og holder med.

Amerikansk og afrikansk kulturmøde. Foto: Paul Coltas
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Udnævnelse i Salling Bank

Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.

112

Bilen endte med bunden i vejret

Annonce