Sport

Fyret DBU-direktør: Jeg havde et fint forhold til Øland

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der var intet personligt mellem Claus Bretton-Meyer og Mads Øland i konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.

Landsholdskonflikterne i dansk fodbold på både dame- og herresiden i 2017 og 2018 var genstand for massiv opmærksomhed.

På den ene side stod Dansk Boldspil-Union (DBU), mens spillerne repræsenteret af Spillerforeningen stod på den anden side.

Parternes retorik i medierne indikerede, at der var tale om et hadsk personopgør mellem DBU-direktør Claus Bretton-Meyer og Spillerforeningens administrerende direktør, Mads Øland. Men sådan hang det ikke sammen.

Det siger Claus Bretton-Meyer i et længere interview med B.T., hvor han taler ud om sine næsten fem år som administrerende direktør i DBU, inden han blev fyret 18. december sidste år.

- Jeg har altid oplevet, at der har været et professionelt miljø mellem de to parter. Professionelt, fordi vi var enige om, at der var nogle ting, vi var enige om, og andre ting, vi var uenige om.

- Der er nogle medier, der har fremstillet det, som om Mads og jeg hadede hinanden. Det er simpelthen så morsomt, og det har Mads og jeg da også tit siddet sammen og grinet ad. Jeg oplevede det som et udtryk for en skarpvinkling, som var morsom.

- Jeg har i min professionelle karriere aldrig haft det sådan, at man ikke kunne lide eller hadede nogle folk. Det er en sjov fremstilling. Jeg forstår godt dynamikken bag det. Men sådan har det aldrig været, siger Bretton-Meyer til B.T.

Samlet set betegner han sine fem år i spidsen for DBU som en succes. Unionens økonomi blev vendt, landsholdsfodbolden blev løftet, og rammerne for kvindefodbold blev forbedret, hæfter han sig blandt andet ved.

I interviewet fortæller han også, at fyringen i DBU ikke kom bag på ham. Han betragtede det som naturligt, at DBU's bestyrelse ville gå i en ny retning.

/ritzau/

BT-interview med Claus Bretton-Meyer
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

Er du den nye millionær?

Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce