x
Annonce
Erhverv

Fyret bankdirektør fik gyldent håndtryk på ti millioner

Afskeden med bankdirektør Jan Svarre i efteråret 2019 gav Sydbank en ekstraudgift på ti millioner kroner. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sydbank betalte bankdirektør Jan Svarre ti millioner kroner, da han blev fyret sidste år. Det viser Sydbanks årsrapport.

Sag: Den bratte afsked med bankdirektør og direktionsmedlem Jan Svarre sidste efterår kostede Sydbank ti millioner kroner til løn i fratrædelsesperioden.

Det fremgår af bankens årsrapport, der beretter om en samlet stigning til aflønning af direktionen fra 16 millioner kroner i 2018 til 26 i 2019. Stigningen kan således forklares med Jan Svarres afgang. Ifølge årsrapporten er der udgiftsført ti millioner kroner til løn i fratrædelsesperioden. Det skal lægges oveni den faste løn på 4,4 millioner for de knap ti måneders arbejde, da Jan Svarre blev fritstillet den 25. oktober.

Den nye bestyrelsesformand, Lars Mikkelgaard-Jensen, begrundede dengang fyringen med, at der var brug for en anden profil til de organisationsændringer, som var på vej i form af mere ansvar og beslutningskraft ud decentralt til filialerne.

- Når vi skal i en anden retning, så skal vi have en anden profil. Den nye skal ind og fokusere med friske øjne på, hvordan vi kan organisere os mere decentralt, sagde Lars Mikkelgaard-Jensen, der tilføjede, at fyringen ikke skyldtes utilfredshed med Jan Svarres indsats og resultater.

Årsrapporten for 2019 viser, at topchef Karen Frøsig fik 6,9 millioner i fast løn, hvilket er en stigning på 100.000 kroner sammenlignet med året før. Bankdirektør Bjarne Larsen fik 5,1 millioner i fast løn i 2019, hvilket også var en stigning på 100.000 i forhold til året før. Derudover fik Jørn Adam Møller, som trådte ind i slutningen af oktober, 0,5 millioner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce