x
Annonce
Erhverv

Fynsk direktør advarer: Nogle EU-lande hamstrer medicin

Lande, der hamstrer medicin risikerer at kaste grus i den ellers velfungerende forsyning af medicin, som blandt andet kommer her fra danske Orifarms centrallager i Tjekkiet. Arkivfoto: Morten Rode
Corona-krisen har fået nogle lande til at indføre forbud mod eksport af medicin. ”Meget farlig udvikling,” siger dansk medicindirektør.

Medicin: Det kan skade hele Europas forsyning med medicin, hvis nogle lande begynder at hamstre de livsnødvendige produkter.

Den advarsel kommer fra Erik Sandberg, der er administrerende direktør for den store medicinalkoncern Orifarm med hovedsæde i Odense. Virksomheden er den største parallelimportør af medicin i Europa.

Rumænien har indført et forbud mod eksport af medicin i seks måneder, og både Norge, Østrig og Grækenland har varslet tilsvarende indgreb. Det sker selv om, der ikke er nogen mangel på medicin trods angrebet af corona-virus.

- Det svarer helt til den hamstring i butikkerne, som vi advares imod. Markedet fungerer fint, og der er godet forsyninger, men hvis nogen begynder at hamstre, kan de ødelægge det for andre, siger Erik Sandberg.

Annonce
- Det er en farlig udvikling, når EU-lande lukker deres grænser for medicin, siger direktør Erik Sandberg fra medicinalvirksomheden Orifarm i Odense. Arkivfoto: Nils Svalebøg

Grus i maskinen

- Markedet for medicin i Europa er ekstremt velfungerende med handel på tværs af grænserne, der betyder, at ingen behøver at mangle forsyninger. Samtidig er produktionen af lægemidler på fuld styrke alle steder. Der er simpelthen ingen problemer, siger han.

Men alt dette er i risiko for at blive forringet, hvis flere lande følger Rumæniens eksempel, frygter Erik Sandberg.

- Det er en meget farlig udvikling. Vi har bygget dette op over mange år, det er vigtigt, at landene ikke kaster grus i maskinen nu, da vi virkelig har brug for, at den kører, siger Orifarm-direktøren, der glæder sig over, at ingen af de store lande er gået ned ad den farlige vej.

I Danmark har man indført begrænsning på mængden af forbrugernes indkøb på apoteket. I Østrig er man gået modsat vej og har opfordret forbrugerne til at have et lager af medicin til tre måneder.

Orifarm selv er lige nu ikke ramt af økonomiske problemer fra corona-krisen, men direktøren tør ikke vurdere, hvordan det vil gå virksomheden på lidt længere sigt. Langt de fleste medarbejdere arbejder hjemmefra, og på centrallageret i Tjekkiet har man fordelt de ansatte i tre skift og forsynet dem med madpakker på grund af den lukkede kantine. Mellem hvert skift er der kraftig afspritning, og håbet er, at en eventuel smitte ikke spreder sig fra det ene hold til det andet, så der altid vil være en vis bemanding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce