Annonce
Danmark

Fundings analyse: Me Too punkterer det store finanslovsdrama

Thomas Funding, politisk redaktør, Avisen Danmark. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce

Ringene i vandet bliver stadig større og større, efter at Me Too-stenen for snart to måneder ramte den politiske andedam. Selv finanslovsforhandlingerne ser nu ud til at blive ramt af bølgerne.

Længe før sagerne om krænkelser og sexisme ramte, var der ellers varmet op til noget af et drama. Morten Østergaard havde igen-igen truet med at vælte regeringen, hvis han ikke fik sin politik igennem.

De Radikale havde taget finansloven som gidsel med et krav om, at partiet kun ville stemme for den, hvis regeringen til gengæld gik med til at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser i 2025 med 54 procent, og at man derudover lavede en aftale om, hvilke områder der skulle levere reduktionen.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Corona er ikke overstået. Tværtimod er den tilbage med fuld styrke.

Regeringen præsenterede fredag aften en række nye restriktioner i kampen mod corona. Statsminister Mette Frederiksen (S) forsikrede dog på trods, at myndighederne har kontrol over situationen

- Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber.

Det Konservative Folkeparti strippede i denne uge folketingsmedlem Orla Østerby for alle hans ordførerskaber, fordi han haft en grænseoverskridende adfærd over for et af partiets andre folketingsmedlemmer, Brigitte Klintskov Jerkel. Det fortalte gruppeformand Mai Mercado i en pressemeddelelse

- Det kommer til at skygge for det politiske arbejde, som jeg gerne vil beskæftige mig med.

Frank Jensen (S) meddelte på et pressemøde mandag, at han trak sig som overborgmester i København. Det skete, efter en række kvinder havde beskyldt ham for krænkende adfærd

- For mit eget vedkommende har hele forløbet siden Sofie Lindes opråb givet anledning til eftertanke og selvrefleksion. Jeg har ikke løftet denne ledelsesopgave godt nok.

S-formand Mette Frederiksen skrev efter Frank Jensens afgang et længere brev til partiets medlemmer. Avisen Danmark fik fat i dette, hvor statsministeren beklagede, at hun ikke selv havde gjort mere tidligere

Særligt kravet om de 54 procent i 2025 var noget nær uspiseligt for Socialdemokratiet. En regulær gordisk forhandlingsknude. Og måske det i virkeligheden var meningen med det hele. Måske spillede Morten Østergaard bevidst højt spil.

For hvad havde De Radikale at tabe? Enten lykkedes de med deres revolvertaktik og fik regeringen til at lægge sig fladt ned på ryggen som en anden underdanig hund, eller også ville forhandlingerne bryde sammen, hvilket ville være ensbetydende med folketingsvalg.

Og det ville ikke nødvendigvis være en dårlig nyhed for Radikale Venstre. Dels ville partiet få markeret over for Socialdemokratiet, at ingen slipper godt fra at stille det gamle magtparti i et hjørne, og valget ville derudover ende med at blive et klimavalg, hvilket ville være perfekt for De Radikale, der har arbejdet målrettet efter at blive Danmarks klimaparti nummer et.

Men så kom Me Too og ændrede det hele.

I løbet af nul komma fem røg Morten Østergaard ud som politisk leder af det gamle husmandsparti, og De Radikale blev kastet ud i et dramatisk opgør med Martin Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen som hovedduellanter.

Det var i høj grad en magtkamp drevet af personlige ambitioner, men ikke kun det. Det handlede også om politik. Hvilket parti skulle Radikale Venstre være? Skulle man fortsætte de ultimative krav til regeringen og truslerne om nyvalg, eller skulle man i højere grad forsøge at samarbejde med Socialdemokratiet i håb om, at det med tiden kunne bane vejen tilbage i regering?

Sofie Carsten ville videreføre den linje, som Morten Østergaard stod for, og hun blæste Lidegaard ud af banen. Men det afgjorde langtfra magtkampen i Radikale Venstre. Den direkte krig muterede i stedet om til en form for guerillakrig, hvor negativt spin fra begge lejre fløj rundt i pressen.

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard

I et forsøg på at få ro på, indkaldte Sofie Carsten Nielsen til krisemøde i folketingsgruppen, men lige lidt hjalp det. Den nye politiske leder proklamerede godt nok, da mødet var slut, at nu havde hun en samlet gruppe bag sig, men det indtryk stod kun uanfægtet i et par minutter.

Straks Sofie Carsten havde forladt pressens mikrofoner, stillede Martin Lidegaard sig nemlig op og gjorde klart, at man på ingen måder var blevet enige om, hvad partiets politiske og strategiske linje skulle være. Som i et andet dysfunktionelt ægteskab havde man alene besluttet sig for at give parforholdet en chance til. Nummeret til parterapeuten var dårlig nok fundet.

Radikale Venstre går med andre ord ind i finanslovsforhandlingerne dybt splittede, og alle og enhver kan se det. Og det svækker selvsagt Sofie Carsten Nielsens forhandlingsposition.

Læg dertil at de seneste måneders kaos i Radikale Venstre ikke har været populært blandt vælgerne. Mildest talt. Partiet er faldet i alle meningsmålinger, og særligt slemt så det ud i Megafon, hvor De Radikale røg ned på 3,9 procent af stemmerne. Det er mere end en halvering!

Holder den slags målinger vand, vil det være regulært politisk selvmord for De Radikale at fremprovokere et folketingsvalg. Sofie Carsten Nielsen skal for alt i verden undgå at møde vælgerne i den nærmeste fremtid. Det er hverken hun selv eller hendes parti klar til.

Var kassemester Nicolai Wammen således for nogle måneder siden bekymret over udsigterne til finanslovsforhandlingerne, kan han godt ånde en smule lettet op nu.

Radikale Venstres krav på klimaområdet står godt nok stadig, men mon ikke, de allerede nu har opgivet de 54 procent i 2025? Så længe de ender inden for rammen af det, som Klimarådet anbefaler, altså en reduktion på mellem 50 og 54 procent, bør De Radikale kunne leve med det. Og der er for regeringen en verden til forskel på de to tal.


Var kassemester Nicolai Wammen for nogle måneder siden bekymret over udsigterne til finanslovsforhandlingerne, kan han godt ånde en smule lettet op nu.

Fra analysen


Den anden store knast i forhandlingerne bliver på det økonomiske område. I det såkaldte forståelsespapir, som er den samling af indrømmelser til støttepartierne, der skaffede Mette Frederiksen magten, har regeringen forpligtet sig til, at ”initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre”.

På almindeligt dansk betyder det, at beslutter man noget, der sender folk ud af arbejdsmarkedet, så skal man finde på andre tiltag, der trækker nye ind.

Arne-pensionen gør netop dette - faktisk regner man med, at omkring 10.000 danskere vil forlade arbejdsmarkedet af den årsag - og derfor kræver Radikale Venstre, at det i denne finanslov skal modsvares.

Men også her er der tegn på, at parterne er ved at nærme sig hinanden. De Radikale kræver hverken forringelser af dagpengeområdet eller skattelettelser. Tværtimod har de taget godt imod finansministerens tanker om en ny generation af reformer, hvor målet er, at man med relativ blid hånd ændrer danskernes adfærd og på den måde opnår et større arbejdsudbud. Det kunne for eksempel være ved at få folk hurtigere igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Summa summarum er, at finanslovsforhandlingerne ikke ser ud til at blive så højdramatiske, som man skulle have troet for få uger siden. Ikke dermed sagt at det bliver let, og der skal nok komme drama. Men med De Radikales Me Too-nedsmeltning er der bare ikke nogen, der har en interesse i et valg, og det gør en kæmpe forskel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Ekstra julegave som tak for indsatsen

Struer

Nu går det fint i blæst fra sydvest

Annonce