Danmark

Funding: Klima smører bare bedst

Thomas Funding, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
I to årtier har udlændingestramninger smurt den parlamentariske maskine på Christiansborg og sikret nogenlunde gnidningsfri fremdrift. Men det er slut nu. I stedet kan klima blive dansk politiks nye smøremiddel. Også selvom klimapolitikkens ubekymrede guldalder snart er slut.

Siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, har dansk politik primært været drevet af én ting. Udlændingestramninger.

Om finansministeren hed Thor Petersen, Claus Hjort eller Lars Løkke, så var det udlændingeområdet, der kunne lokke Dansk Folkeparti til forhandlingsbordet – også når det, der blev forhandlet om, var svært. Udlændingestramninger smurte de parlamentariske tandhjul og fik dansk politik til at snurre rundt.

Men sådan er det ikke længere. Vi har fået en socialdemokratisk regering, og den har brug for sit eget smøremiddel. Det er her klima kommer ind i billedet.

Vi så det allerede under regeringsforhandlingerne i sidste måned. Klima var det emne, man først forhandlede om. Og det var ikke noget tilfælde.

Socialdemokratiet havde brug for et lokkemiddel. En gulerod de kunne lægge på forhandlingsbordet. Morten Østergaard, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhrs tænder skulle løbe i vand i en grad, så selv de største kameler efterfølgende ville glide nemmere ned.

Helt så godt gik det dog ikke. Radikale Venstre, Enhedslisten og SF er ikke som Dansk Folkeparti. Deres politiske fokus er bredere end én sag. De insisterede på at få indflydelse på andre politikområder. Og fik det.

Men ikke desto mindre, var klimapolitikken med til at skabe fremdrift. Det var med til at smøre forhandlingsforløbet og var i sidste ende en afgørende faktor i, at Mette Frederiksen blev statsminister.

Og det leder os frem til denne analyses forudsigelse. Det bliver ikke sidste gang i denne regeringsperiode, at vi kommer til at se klima som politisk smøremiddel.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstre kan kun få indfriet deres klimaambitioner med Socialdemokratiet. Det kan ikke lade sig gøre med blå blok. Her blokerer Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og i nogen grad også Venstre. Mette Frederiksen har med andre ord eneadgang til en forhandlingsvaluta, der er i høj kurs, og som hun kan tåle at give af.

Godt nok vil Socialdemokratiet ikke gå lige så langt på klimaområdet som støttepartierne, men skal man give indrømmelser – og det skal man i politik – så er det ikke det værste sted at gøre det alt den stund, at der for tiden er en mindst lige så stort vælgermæssig hype omkring klimaet, som der var om rosévin sidste sommer.

Det betyder dog ikke, at det er en gratis omgang. Det er det så lang fra. Havde denne analyses skribent for et år siden skrevet, at en kommende socialdemokratisk regering ville have forpligtiget sig til at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent, ville analysen være blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Lige nu er vælgerne stemplet kollektivt ind på klimadagsordenen. I valgkampen reducerede medier og politikere emnet til et spørgsmål om, hvorvidt man ville redde planeten. Og hvem vil ikke gerne det. Diskussionen nåede aldrig et sted hen, hvor vælgerne blev oplyst om, hvad det så koster at redde planeten.

Det finder de imidlertid ud af i de kommende år, hvor Mette Frederiksen skal forsøge at gøre ambitioner til virkelighed. Skal man tro eksperterne, kan det blive afsindigt dyrt, og det er svært at se, at det ikke kommer til at påvirke vores allesammens dagligdag markant.

Da Emmanuel Macron for godt to år siden blev valgt til Frankrigs præsident, skete det ligeledes på løfter om en ambitiøs klimaomstilling. Da han efterfølgende forsøgte at levere på det, befolkningen havde givet ham opbakning til, blev begejstring vekslet til vrede.

Macron satte en klimaafgift på diesel, og det udløste det nærmest omgående 1500 vejafspærringer rundt om i Frankrig. Protesterne udviklede sig med tiden til det, vi i dag kender som ”de gule veste”.

Nu er Danmark selvfølgelig ikke Frankrig. Franskmændene bestiger hellere barrikaderne en gang for meget end en gang for lidt, og de gule veste handlede da også om meget mere end klimaomstilling.

Men ikke desto mindre venter der et opgør, når rød bloks klimaambitionerne skal implementeres. Der er forskel på by og land, og det vil man få at se, når tingene bliver konkrete.

Bor du i en af de større byer, er kollektiv trafik og cyklen et reelt alternativ, hvor lever du på landet, er bilen ofte uundværlig. På samme måde har man i byerne adgang til billig og miljøvenlig fjernvarme, hvor mange på landet hænger på deres olie-, gas- eller pillefyr.

Næste stadie af klimadebatten bliver med andre ord en diskussion om, hvordan man omstiller, uden at der bliver en geografisk og social slagside – og det er stadig et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt.

Men det ændrer ikke grundlæggende på, at klimapolitik er gangbar valuta de næste fire år, når de politiske tandhjul skal smøres.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro For abonnenter

Der er en elefant i rummet....

Holstebro

Sansefestivalen satte gang i ganerne

Struer For abonnenter

Nu begynder hun for alvor: - Det er et forfærdeligt vigtigt job

Struer For abonnenter

Først fuld trækkraft i direktion igen i starten af 2020

Erhverv

Handelskrig og ny strategi presser Mærsk

Kultur For abonnenter

Bent Busk er som sin berygtede taske - altomfavnende

Lemvig-Thyborøn For abonnenter

Mere end en måde at erstatte 149 mål og 93 assist

Holstebro For abonnenter

I klemme hos Vestforsyning: Beboere skal betale 108.000 kroner for nye vand- og varmerør

Lemvig

Kursændring: Nu må Claudis Have godt servere alkohol

Annonce