Annonce
Sport

Franske stjerners historiske nedtur: Fra håndboldkonger til døende elefanter på to døgn

Tronskifte i Trondheim. Håndboldens fremtid takker håndboldens fortid. De to Paris-spillere, Norges Sander Sagosen og Frankrigs Nikola Karabatic, viser hinanden respekt. Foto: Ole Martin Wold / NTB Scanpix / AFP
En æra er endegyldigt forbi med det tidlige franske EM-exit, og selv om Frankrig tidligere har rejst sig i et OL-år, ser Karabatic-epoken ud til at være ovre.

De sad på håndboldtronen i henved 20 år.

De var årtusindets mest frygtindgydende håndboldlandshold.

Taktisk, atletisk og mentalt var de overlegne.

Nu er det ovre. Frankrigs nederlag til Norge søndag aften overraskede kun de færreste. Karabatic-slængets dage som håndboldherskere har været udfordret i nogle år. Ved EM-slutrunden blev pointerne blot understreget. Det store au revoir må sandsynligvis vente til efter OL i Japan senere på året, for det virker trods alt utænkeligt, at koryfæer som Nikola Karabatic og Luc Abalo bliver bedt om at pakke tasken og liste ud af bagdøren. Elitesport er oftest usentimental, men de spillere, der har givet Frankrig så meget, fortjener at få den sidste store turnering med.

Om landstræner Didier Dinart, der selv var med til at hente mange af trofæerne som aktiv, også får OL med er nok mere tvivlsomt. Nederlagene mod Portugal og Norge, der har gjort Frankrig til statist inden den sidste gruppekamp mod Bilal Suman og Lasse Boesens Bosnien, kan blive dødskysset, men allerede inden EM-slutrunden fremstod Frankrig som et hold i ubalance.

Annonce

Karabatic' skuldre er trætte

Frankrig har lignet et hold, der er fanget mellem noget gammelt og noget nyt. Talentmassen og potentialet er gigantisk i Frankrig. Det er helt indiskutabelt. Alle andre lande - den danske OL-guldvinder og verdensmester inklusive - kan kun drømme om at have så mange klassespillere at vælge mellem. Det er indlysende, at spillere som Dika Mem, Nedim Remili, Ludovic Fabregas og Melvyn Richardson kommer til at stråle på den internationale scene i mange år frem, men som hold skal Frankrig finde nye ben at stå på.

Landstræner Dinart forsvarede sig selv og holdet i den franske sportsavis L'Equipe.

- Men jeg synes ikke, der er krise. Vi gjorde vores bedste. Ingen skal have skylden for det. Frankrig er måske bare på det niveau, sagde han.

De franske håndboldfans vil næppe acceptere at være på det niveau, og holdet står senest efter OL foran en helt ny tid. VM-guldet på hjemmebane i 2017 og bronzemedaljerne ved EM 2018 og VM i 2019 er hurtigt glemt.

Nikola Karabatic brede skuldre er blevet trætte efter 18 år på landsholdet med svimlende ni guldmedaljer ved OL, VM og EM til følge. Vor tids største spiller kan ikke længere bære holdet alene, som han kunne i sine bedste dage. Det viste kampen mod Norge også med al tydelighed.

Skal gennem OL-kvalifikation

Selv om Frankrig gennem et årti har været Danmarks største konkurrent, er det alligevel en anelse vemodigt. Det er som de stolte, gamle elefanter, der ifølge gamle sagn går mod et hemmeligt sted for at lægge sig til at dø.

De franske håndboldkonger giver måske et sidste hug med stødtænderne, inden det er slut. Men deres bortgang kommer til at ske i fuld offentlighed i Japan. Ved OL om et halvt år. Hvis holdet endda når så langt.

For Frankrig skal først gennem en OL-kvalifikation, hvor modstanderne bliver Kroatien, den kommende EM-bronzevinder og sølvvinderen fra de afrikanske mesterskaber. Kun to af disse hold får adgang til OL, så intet er givet.

Kikser franskmændene OL-kvalifikationen, slår elefantkirkegården portene op før tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce