Annonce
Mærkedage

Fra New York-borgmester til Trumps advokat

New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, der i dag er advokat for den amerikanske præsident, taler her ved et Trump-vælgermøde i 2018. Tirsdag 28. maj fylder Giuliani 75 år. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Rudy Giuliani blev kendt langt ud over New Yorks bymure, da han var borgmester under terrorangrebet i 2001. Nu er han 75 år og har stadig talegaverne fra dengang.

75 år: De har fundet sammen på deres gamle dage, de to bysbørn fra New York: Donald Trump og Rudy Giuliani. To personer, der på hver deres måde har været med til at forme millionbyen på den amerikanske østkyst. Trump med sine byggeprojekter og sin virksomhed, advokaten Giuliani som borgmester.

Begge er stadig i vælten. Den 72-årige Trump er som bekendt USA's præsident, mens Giuliani, der tirsdag 28. maj fylder 75 år, er blevet en af Trumps nærmeste advokater. Giuliani støttede Trump under valgkampen i 2016 og blev i april 2018 hans advokat. Siden har han ofte fungeret som præsidentens talsmand, blandt andet når det gælder spørgsmål om undersøgelserne om russisk indblanding i valgkampen.

Rudolph William Louis Giuliani er født i Brooklyn i New York. Han er kvik i replikken og kompromisløs og var fra 1994 til 2001 republikansk borgmester.

Han vandt borgmesterposten første gang på et budskab om lov og orden. Det var det, som lå langt de fleste af byens borgere på sinde. New York var en af USA's mest kriminelle byer, og mordraten lå helt i top. Derfor udvidede han politiets beføjelser drastisk for at rydde op i byen. På få år blev kriminaliteten halveret, og antallet af drab faldt med to tredjedele.

Der gik lidt tid, før det stod klart, at borgerrettigheder også blev trådt under fode. Kampagnen rettede sig primært mod byens fattigkvarterer, hvor indbyggerne overvejende var sorte og indvandrere fra Latinamerika. Store dele af Giulianis lov og orden-politik er siden blev indskrænket væsentligt.

Hans sidste store optræden som borgmester var i dagene efter terrorangrebet på USA 11. september 2001. Her er han blevet rost for sin ledelse i en meget svær tid for byen.

Han blev som ung uddannet jurist og fik beskæftigelse i det amerikanske justitsministerium og New Yorks kriminalforvaltning.

Giuliani forsøgte i øvrigt i 2008 at blive republikansk præsidentkandidat. Men da var amerikanernes følelser for ham kølnet - eller i hvert fald republikanernes. Blandt konservative republikanere blev der set kritisk på hans liberale indstilling til blandt andet abort og homoseksuelle. Han måtte se sig slået stort i de første primærvalg og besluttede kort inde i valgkampen at trække sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce