Annonce
Livsstil

Fra hektiske Vesterbro til fællesskabet på Tåsinge

Livet i Vindeby på Tåsinge gør, at familien Skov føler ro, når de kommer hjem fra arbejde. Den ro har fået dem til at gøre ting anderledes. Stina Kruse Skov kan pludselig ikke få nok af grønne planter i mod tidligere hvor få blomster i lejligheden på Vesterbro i København aldrig blev vandet og visnede. Her ses familien sammen med de to yngste børn. Foto: Lasse Olsson
Familien Skov satte for to år siden kursen mod Vindeby på Tåsinge. I et lille samfund på et par tusinde indbyggere kunne pulsen endelig blive rolig efter 15 år i København, hvor ensomhed og et konstant menneskemylder begyndte at fylde for meget.

En jordemoder, en lydmand og deres tre døtre på 13, 9 og 4 år, levede for to år siden i en 124 kvadratmeter andelslejlighed på det hippe Vesterbro i København. Deres hjem var efterhånden fuldstændig istandsat og havde tre smukke børneværelser og en udsigt ned til evigt livfyldte gader. Venner ikke langt derfra, god skole og en vuggestue lige rundt om hjørnet.

Familien roste derfor altid deres liv i storbyen, når nogen spurgte til det. Alligevel var der noget, som gnavede. Noget, som kom snigende og lagde sig som en dunkende og næsten konstant rytme inde i Stina Kruse Skovs krop.

- Da vi boede i lejligheden, kunne jeg godt lide at sidde og kigge ud ad vinduet. For der var altid mennesker døgnet rundt. Altid noget, der var åbent. Vi havde ikke nogen altan, men så kunne jeg jo sidde i de der vindueskarme og kigge på menneskemylderet. Følelsen af ensomhed og indelukkethed sneg sig alligevel ind, for på trods af de mange mennesker følte jeg mig alligevel isoleret og alene i lejligheden. Efterhånden begyndte små ture, som at hente vores datter i vuggestuen, at gå mig på, fortæller Stina Kruse Skov, da vi sidder ved deres lange træbord i køkken-alrummet i Vindeby.

- For når menneskemylderet ramte mig uden for døren, og jeg skulle gå i slalom med klapvognen, og måske få en fuckfinger af en cyklist, der styrtede forbi, så steg pulsen, bare fordi jeg lige skulle rundt om hjørnet. Efterhånden som mit arbejdsliv blev tilsvarende fortravlet, følte jeg, at byens puls krøb ind under huden på mig. Helt bogstaveligt begyndte jeg at kunne høre min egen puls inde i øret. Pludselig kunne jeg ikke rumme det længere. Det blev en slags ond cirkel, hvor jeg begyndte at blive opmærksom på alle de mange mennesker, der var overalt, siger hun.

Lyset stråler ind fra alle sider i de småsprossede, store vinduer, hvor udsigten ikke er andre mennesker, men træer, enfamilieshuse og haver, så langt øjet rækker.

Huset i Vindeby var det første og eneste, de kiggede på, og prisen for andelslejligheden i København svarede stort set til prisen for de knap 300 kvadratmeter hus, som står i en have med gamle æble-, pære- og blommetræer. Siden er plantekasser, egne tomater, katte og to kajakker kommet til, og næste drøm er egne høns, der skal levere frisklagte æg til morgenmaden.

For at forstå den daglige stress, de oplevede i København, sætter 39-årige Henrik Ingemann Skov også et forklarende billede på en typisk udfordring.

- Man kunne aldrig finde en parkeringsplads, så man brugte halve og hele timer på at finde et sted at parkere. Det kan lyde latterligt at gå op i den slags, men når man for eksempel skulle hente unger, så kunne man godt få lidt stress, fordi man blev nødt til bare at smide bilen et eller andet tilfældigt sted og håbe på ikke at få en parkeringsbøde, mens man hentede børnene.

Annonce

Familien Skov

Hvem: Jordemoder Stina Kruse Skov og lydmand Henrik Ingemann Skov, begge 39 år med døtrene Annatilde 13 år, Esmaralda, 9 år og Augusta, 4 år.

Hvor: Efter 15 år i lejlighed i København, med 10 år på samme adresse på Vesterbro, flyttede familien Skov for to år siden til en villa i Vindeby på Tåsinge på Sydfyn. Vindeby har 2.330 indbyggere mod bydelen Vesterbros ca. 63.000 indbyggere.

Hvorfor: Københavns mange mennesker begyndte at fylde for meget, samtidig med at ensomhedsfølelsen sneg sig ind hos Stina Kruse Skov. Et paradoks, der skulle løses ved at flytte til et sted med færre mennesker, man kunne forholde sig til.

Aldrig mere ensomhed i privaten

Stina Kruse Skov arbejder nu som jordemoder på Svendborg Sygehus, men tager som næstformand i Jordemoderforeningen ofte til København.

- Det passer egentlig dårligt ind i vores nye liv, men jeg vil utrolig gerne være med til at forbedre forholdene i vores fag og gøre det mindre fortravlet, siger Sina Kruse Skov - og er meget bevidst om, at de nye omgivelser skaber ro i privatlivet.

- Roen ved at være flyttet hertil fylder mig. Jeg elsker at køre hen over Svendborgsundbroen og så kigge ud over vandet. Den bro er blevet et symbol på, at nu er der fred, frihed, nærhed og ro. Nu har jeg fået adskilt hjemmeliv og arbejdsliv på en anden måde. Så det hektiske og stressende, der kan være i mit arbejdsliv, ikke følger med mig hjem, som det ret tit gjorde i København.

Henrik Ingemann Skov supplerer hen over friskbrygget kaffe og blød chokoladekage fra Vindebybageren:

- Det, der har ændret sig, er, at når man kommer hjem her på Tåsinge, så er der ikke ret mange sjove valg lige uden for hoveddøren. Også selvom vi ikke benyttede os af alle de tilbud, der var i København, så vidste vi, at de var lige der på den anden side af døren.

Uanmeldt besøg

Ensomhedsfølelsen har Stina Kruse Skov også fået bugt med, selvom det nok kan lyde paradoksalt, at hun følte sig ensom, når nu parret havde så mange venner i København.

- Vi havde jo masser af venner, men alle havde travlt. Selvom folk bor tre gader væk, så fik vi ikke set hinanden. Forskellen ved at være flyttet til Vindeby er for eksempel, at her har vi lynhurtigt fået nogle meget nære relationer med naboerne. Når man bor i en storby på samme adresse i 10 år, ser man tit nogle af de samme mennesker i gadebilledet, men man stopper jo aldrig op og spørger, hvad er du for et menneske? Men her på Tåsinge er der bare færre mennesker, og derfor forholder vi os til hinanden.

- Ja, på Tåsinge er vi ikke alle sammen på vej ind ad en dør og op på tredje sal. I København kom man heller aldrig bare uanmeldt på besøg hos hinanden. Det gør man her. Vi oplever mange gange dagligt, at der kommer nogen ind ad vores dør. Bare lige for at se, om vi er hjemme, eller om de kan låne saven, smiler Henrik Skov, der som freelance-lydmand arbejder i hele landet, og på den måde er lange køreture stadig i perioder en del af hverdagen.

De nære relationer til venner og også familie er blevet styrket efter turen til det Sydfynske, hvor to par fra vennekredsen i København er blevet smittet af idyllen og fulgt i hælene på familien Skov. Desuden er forældrene på begge sider kommet tættere på, da de stadig bor på Fyn, som Stina og Henrik skyndte sig væk fra for snart 20 år siden, fordi de som unge syntes, at der skete for lidt, og at området var befolket med bonderøve. Det sidste er Henrik Skov næsten flov over at sige højt.

De tøver begge på spørgsmålet, om flytningen til det lille samfund har modnet dem.

- Hvis det, at man pludselig interesserer sig for at plante en blomst i en krukke, er at være blevet modnet, så har flytningen modnet mig. For jeg er blevet meget mere interesseret i planter og blomster. I København kunne jeg ikke passe en plante, kunne slet ikke holde liv i den. Nu står der jo grønt hele vejen rundt i vores vindueskarme. Her kan jeg gå rundt og nyde at vande dem og passe dem. Nu kan jeg slet ikke få grønne planter nok. Jeg tror, at det er roen, der har fået mig til det, fortæller Stina Kruse Skov lidt overrasket over, hvor godt et billede det egentlig er på den forandring, som familien har været igennem.

Huset på knap 300 m2 kunne stort set købes for de samme penge, som familien fik for salget af deres andelslejlighed i Saxogade på Vesterbro. Med huset fulgte en stor have med gamle frugttræer. Foto: Lasse Olsson

Fisketure om natten

Få hundrede meter fra huset i Vindeby ligger en lille bådehavn, hvor egen jolle er forankret og bliver brugt, også om natten, fortæller Henrik Ingemann Skov.

- Nu kommer jeg ud at fiske, det gjorde jeg ikke før. Hvis jeg for eksempel vågner klokken 5 om morgen og ikke kan sove mere, så kan jeg cykle ned til vandet og sejle en tur og komme ud på et tidspunkt, hvor der ikke er nogle andre mennesker, bare natur og ikke noget, der trækker i en. Eller jeg kan tage ud på vandet om natten og fiske.

Det med at komme ud i naturen gjorde vi stort set aldrig i København. Jo, i parker, men de er sådan meget pæne, og alle træerne står lige.

De tre døtre er faldet godt til, også den ældste på 13 år, selvom hun ikke vil med på fotografens billeder. Og så alligevel ikke helt, for hun savner København og sine venner der, og en tur alene med bus til hovedstaden er derfor o.k. for mor og far, når nu alle veje i det gamle kvarter kendes.

En frihed, der også findes i Vindeby, hvor ingen store veje skal forceres, og man kender de fleste lokale folk.

- Her kan vi også bare lade ungerne løbe ud og ned til naboerne. Vi er ikke bange for, hvor de går hen. Her bor der mange børnefamilier, og der er huller i hækkene, så de kan rende mellem haverne, og de går selv hen og spørger, om nogen kan lege. Der ligger en stor frihed for børnene i at være flyttet hertil, siger Henrik Ingemann Skov, der alligevel de første par dage i huset i Vindeby spurgte sig selv: ”Hvad fanden laver jeg?”

Nu ved parret godt, hvad de laver og hvorfor. De grønne planter, der trives, mørkegrønne, støvfrie og med de bedste forudsætninger for at gro, er vist et udmærket billede på, hvordan flytningen fra Vesterbro til Vindeby forandrede familien Skov.

Kajakker er blevet købt for at kunne nyde Svendborgsund fra vandsiden. En jolle i den nærliggende Vindeby Havn bruges blandt andet til tidlige morgenture, hvor Henrik Ingemann Skov nyder at være ”alene på vandet uden at noget trækker i en. Foto: Lasse Olsson
Jagtvejskiltet er taget med fra København. Skiltet, som er en kopi af det ægte, er et godt minde for familien om deres tid i København. Også andre steder i huset hænger fotos fra hovedstaden. Foto: Lasse Olsson
Christianiacyklen er kommet med til Vindeby. Her er den usædvanlig og ofte pejlemærket for lokale folk, der skal finde frem til familien Skovs bolig. Foto: Lasse Olsson
Siden Stina og Henrik valgte at skifte Vesterbro ud med Vindeby, er to vennepar, der også boede i København, fulgt efter og har bosat sig i nærheden. Foto: Lasse Olsson
Foto: Lasse Olsson
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce