x
Annonce
Læserbrev

Forurening. Kviksølvsundersøgelse på Harboøre Tange

Debat: Hvor dum kan man være?

En rapport, som egentlig kun er en bestilt undersøgelse, men som bliver præsenteret som det ypperste af dansk forskning. Derefter et ellers lødigt tidsskrift, som total fejler undersøgelsens mål og indhold. Det er, hvad der skal til, for at bilde befolkningen ind, at nu er kviksølvet i Harboøre Tanges sandede jorde og i Limfjorden væk - det var, hvad der skulle til for at trylle mindst 32 tons kviksølv væk, om ikke fra naturen, så inde i folks tanker. Nu varer det ikke længe, før politikere og fabriksejere toner frem i pressen med ”se hvad vi kan gøre”-historien om kviksølv efter Cheminova er løst og væk.

Lad os se lidt på sagen:

Den for nyligt (17. februar i Ingeniøren/SDU okt. 1998) offentliggjorte kviksølvsrapport fra Syd Dansk Universitet omhandlende kviksølvsforureningen omkring Cheminova/Harboøre Tange må siges, at være et pragt eksemplar på forskningsarbejde, når det kører helt af sporet.

Overskriften i fagbladet Ingeniøren lød:

"Cheminovas Kviksølv er forsvundet fra kysten. Mængden af kviksølv i sedimenterne ved kysten på Harboøre Tange er dalet drastisk de sidste 40 år - forskerne kan ikke sætte fingrene på, hvorfor kviksølvet er forsvundet, eller hvor det er forsvundet hen”.

Desuden viser fagbladet Ingeniøren et billede fra Høfde 42-depotet på Harboøre Tange, som ikke har noget med artiklen eller undersøgelsen at gøre - derefter en brødtekst så fejlvisende som den kan blive. Kviksølvet er ikke fjernet fra kysten, det er end ikke kysten, der er undersøgt, men fjordbredden langs en landevej i den vestlige Limfjord.

Opgaven må have været, at bevise at de 32.267 kilo kviksølv, der manglede i Cheminovas produktion af Kviksølvs bejse til korn fra tiden 1952-1962 – som først i 80'erne stadig var tilstede overalt i miljøet både i vand og på land omkring Rønland - ikke er der mere.

Nu er kviksølv (hg) jo ikke bare noget der forsvinder op i den blå luft, særligt ikke når det ligger på og i fjordbunden og nede i sedimentdybderne. I stedet for at kigge udad kunne det måske være en fordel at kigge indad.

Første gang vi hørte om denne eksamensopgave var i 2016, hvor Lemvig Kommune pludselig fjernede ti advarselsskilte mod ormgravning på grund af kviksølvsforurening i sedimentet langs indfaldsvejen til Thyborøn.

Baggrunden for kommunens handling var SDUs foreløbige undersøgelse omkring kviksølvsforureningen fra Cheminova. Projektet var finansieret af blandt andet Lemvig Kommune (50.000 kroner) som gennem mange år gerne ville have de ti skilte af vejen – de pynter ikke på indfaldsvejen til Thyborøn, samt debatten i dagspressen omkring de manglende tons kviksølv. I 2016 ligger så den første del af den endnu ikke fuldendte undersøgelse klar - og skiltene bliver fjernet.

Rapporten er nu helt klar i 2020 og er blevet offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, som det sig hør og bør.

Nu burde lødigheden af projektet jo være på plads – men er den det?

Når man udfører en sådan undersøgelse, er der jo forskellige etiske, moralske og faglige spilleregler som skal overholdes - er det sket?

Arealet, hvor kviksølvet var konstateret spredt i 80'erne, blev dengang sat til omkring 25 kvadratkilometer i en trekant– både i vand og på land omkring Cheminova – man havde dengang fundet kviksølv i sedimentet over hele området (25 km2) dog mest omkring Cheminovas gamle fabriksgrund.

Spørgsmålet er: Kan man på en lige linje - fire kilometer lang strækning langs indfaldsvejen til Thyborø - tage ti prøver i en sedimentdybde på maksimum 25 centimeter og på en vanddybde som svarer til et par kortskaftede gummistøvler - for derefter antyde og frikende det 25 kvadratkilometer store område fri for kviksølv?

Kan videnskaben forstille sig, at der i et tidsrum på 60 år kan oplagres sediment på østsiden af vejen til Thyborøn, svarende til fire m/m pr. år. i 60 år. Selvfølgelig ligger kviksølvet ikke i overfladen af fjordbunden efter 60 år, nej man skal ned i sedimentet for at finde det – man leder heller ikke efter ubåde i 10 kilometers højde, selvfølgelig kan man ikke det.

Fem meter længere øst end hvor de ti prøver er taget, går der en fem-seks meter dyb rende, hvor der ingen prøver er taget – alle ved at kviksølv er tungt og søger nedad.

Undersøgelsen er ikke fyldestgørende - den følger ikke de gængse spilleregler for spredning af prøvetagningen. Det kan forklares således:

1) At de studerende kun skulle bevise, at de kunne tage og udføre forskningsprøver.

2) At opgaven ikke gik ud på at finde eller kortlægge kviksølvsforureningen på Harboøre Tange omkring Cheminova, men derimod at retfærdiggøre Lemvig Kommunes ønske om en fjernelse af de ti advarselsskilte på indfaldsvejen til Thyborøn – før Cheminova.

Mens man alle andre steder i samme områder har fundet både kviksølv og pesticider, samt mange andre tungmetaller i sedimentet gennem de sidste 30 år, frifinder denne undersøgelsesrapport området for kviksølv.

Så undlader jeg at fortælle om de fisk, som var hjemme, da prøverne skulle tages, men bløddyrene - østers, muslinger – her var kviksølvet til stede, men hvorfor, når ikke det er i sedimentet?

Det her er ikke et forskningsprojekt.

Det kan være en eksamensopgave udført af to studerende som skulle vise, at de kunne tage, udføre og beskrive en kviksølvsundersøgelse.

De faglige retningslinjer omkring et forskningsprojekt er ikke overholdt, hverken i spredning af prøverne eller dybden, de er taget i. Opgaven har taget overhånd og udviklet sig til noget som minder om et stykke ”bestillingsarbejde”.

Det er helt uforståeligt at et tidsskrift som Ingeniøren, der har fagfolk ansat, har ladet denne artikel gå igennem til trykning.

Når først en sådan rapport slipper ukritisk ud til offentligheden, er den umulig at stoppe.

Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce