Annonce
Kultur

Forkølet roman om utroskab

Sara Bouchet. Foto: Politikens Forlag

Bøger: Et midaldrende ægtepar står over for et nyt kapitel i livet, hvor de skal omdanne et faldefærdigt hus i Frankrig til et hotel, da manden, Karl, dør på Molslinjen.

Hans kone, Susanne, der er rejst i forvejen, forstår ikke, hvad han overhovedet lavede på den færge, da han skulle have været på vej ned til hende, så da hun kommer hjem til Danmark, beslutter hun sig for at finde ud af, om hendes mand kan have haft en affære og med hvem.

Undervejs må Susanne også en tur rundt om sin egen ubehagelige fortid. Så langt så godt.

Bogen har fået betegnelsen ”spændingsroman”, og det er da heller ikke noget dårligt setup, men jeg er nødt til at indrømme, at den for det første kedede mig, og at jeg for det andet havde en mistanke om, hvad ”svaret” nok var, allerede meget tidligt, og så bliver det altså lange 400 sider.

Desuden synes jeg, karaktertegningen er for stereotyp, og at de noget desperate valg, Susanne træffer for at løse mysteriet, er utroværdige.

Uden at røbe for meget, kan det afsløres, at temaet i romanen er menneskers utrolige evne til at fortrænge ubehagelige sandheder og leve på løgne. Det kunne der godt være kommet en spændende roman ud af. Det lykkes bare ikke her. Sara Bouchet: ”Min mands elskerinde”. 404 sider. Politikens Forlag

Annonce
Sara Bouchet: ”Min mands elskerinde”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Spritbilist: I får aldrig mine nøgler

Leder For abonnenter

16 år er gammel nok

Det er på mange måder paradoksalt. Er man 16 år, må man købe alkohol, man kan komme i fængsel, få lov til at betale skat og blive tvunget til at spare op til pension. Men stemme, det må man ikke. Nu findes den optimale valgretsalder næppe, men der er bestemt rigtige mange og rigtig gode argumenter for at nedsætte valgretsalderen, som Demokratikommissionen, der er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere, anbefaler. Det første og bedste argument for at nedsætte valgretsalderen ligger naturligvis lige for. En udvidelse af demokratiet, så flere bliver en del af beslutningerne, er naturligvis med til at styrke det. Jo flere der er en del af beslutningsprocessen, jo bredere er beslutningerne forankret. Spørgsmålet er så, om 16-årige er modne nok til at kunne gennemskue komplekse problemstillinger. Det findes der næppe noget entydigt svar på. Nogle vil være, nogle vil ikke. Og den bekymring har man givet haft hver gang, man har sænket valgretsalderen – senest i 1978, hvor den nuværende på 18 år blev vedtaget. Vores demokrati - herunder valgretsalderen - er ikke en statisk størrelse. Så havde valgretsalderen stadig været 25 år eller mere. Demokrati kræver noget af os. Det kræver tro på egne og andres evner til at engagere sig og til at påtage sig et medansvar for det samfund, vi alle er en del af. Vi lever i dag med en af de mest oplyste generationer af unge, der har et højt medieforbrug, og som gennem deres skolegang er blevet proppet med kritisk tænkning og opdragelse i demokrati. Det er også i høj grad de unge, der har drevet klimaet helt op i toppen af den politiske bevidsthed. Der er således intet, der tyder på, at de unge ikke vil leve op til det ansvar, som en sænkning af valgretsalderen vil give dem. Spørgsmålet er nærmere, om det er os på +18 år, der er nervøse for at overlade noget ansvar til de yngre? Hvis man stadig er bekymret, så kan man bare skele ud i Europa, hvor man blandt andet i Østrig har sænket valgretsalderen til 16 år, mens mange andre lande også ventes at følge trop.

Annonce