Annonce
Mærkedage

Forfatter skrev for at betale regningen

Ken Follett har fået stor international succes i sit forfatterskab. Her ses han i 2017 til et pressemøde i byen Wien i Østrig. (Arkivfoto) Herbert Neubauer/Ritzau Scanpix
Den storsælgende forfatter Ken Follett begyndte som journalist, men gik over til bøgerne, så han kunne betale bilregningen. Lørdag 1. juni fylder han 70.

70 år: Ken Follett ved, hvordan man skruer en historisk roman sammen. Det har nemlig gjort ham til en af verdens bedst betalte forfattere.

En opgørelse fra 2008 viste, at han alene det år skrabede 104 millioner kroner sammen. Samlet har han solgt over 150 millioner bøger ifølge Forfatterweb.

Lørdag 1. juni fylder walisiske Ken Follett 70 år.

Den storsælgende forfatter siger selv, at det er et mål for ham at skrive så enkelt, at man aldrig er nødt til at læse sætningerne to gange.

I de seneste år har han fået enorm succes med sit romanprojekt Century-trilogien. I bøgerne fortælles det 20. århundredes dramatiske begivenheder gennem en walisisk, engelsk, tysk, russisk og amerikansk familie.

Follett fortalte i 2008 til Oprah Winfrey, at han begyndte at skrive bøger for at kunne betale sin bilregning:

- Min bil brød sammen, og det ville koste 200 pund at få den fikset, og jeg havde ikke pengene.

- Jeg sagde til min første kone, Mary: "Jeg ved, hvordan vi får bilen tilbage. Jeg skriver en thriller". Hun svarede: "Oh yeah?".

Follett voksede op i Wales i en stærkt religiøs familie, hvor han blandt andet ikke måtte se tv eller gå i biografen. I stedet greb han til bøgerne, skriver bogforlaget Rosinante & Co, der udgiver forfatteren på dansk.

Efter at han havde studeret filosofi i London, begyndte han at arbejde som journalist, imens han brugte sine aftener og weekender på at skrive romaner. Her nåede han at udgive flere bøger under pseudonym.

Først da han udgav spionromanen "Nålens øje" i 1978, var han så tilfreds, at han ville skrive sit eget navn på bogens omslag.

Og han fik ret. Bogen blev i 1981 omsat til en film med Donald Sutherland i hovedrollen.

Bogens succes gjorde, at han kunne forlade jobbet som journalist og begynde at skrive på fuldtid.

I 1989 fasttømrede han sit navn på alverdens bogreoler, da han udgav middelalderromanen "Jordens søjler".

Follett er også politisk interesseret og blev i slutningen af 1970'erne involveret i det britiske parti Labour.

Forfatterens nuværende kone, Barbara Follett, var parlamentsmedlem for Labour fra 1997 til 2010.

Når Follett ikke skriver bøger, er han bassist i bandet Damn Right I Got The Blues.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce