x
Annonce
Holstebro

Forældre i pasningsklemme: Har ansat farmor som ung pige i huset

Kate Gahner Larsen passer sit barnebarn Laura på fuld tid. Mødetiden varierer - nogle dage står hun i Tvis klokken 06.45 - og nogle dage tager hun Lauras farfar Poul med. Så er de to. Foto: Morten Stricker
Lauras forældre kunne ikke få pasning lokalt, da mor skulle begynde på job efter endt barsel. Nu har de fundet en løsning.

Tvis: Det er som om, Laura får et ekstra kravle-gear, når hun ser sin farmor.

Men de to - Laura på snart 11 måneder og farmor på 67 - ser også en hel del til hinanden for tiden.

Farmor Kate Gahner Larsen fra Idom var egentligt gået på pension fra lønningskontoret på sygehuset for to år siden, men da sønnen Søren Gahner Larsen og svigerdatteren Maria Ejstrup Bach havnede i en pasningsklemme, sprang hun til.

- Selvfølgelig tog jeg hende. Det er jo også en gave at få lov til at passe hende. Jeg kommer jo tæt på hende på en helt anden måde, og hun bliver jo virkelig glad, når jeg kommer. Det er dejligt, siger Kate Gahner Larsen, hvis kontrakt som privat børnepasser lyder på 37 timer om ugen.

Annonce
Søren Gahner Larsen og Maria Ejstrup Bach skrev Laura op til en dagplejeplads i Tvis, hvor de bor, men der var ingen ledige pladser i hverken i Tvis, Halgård eller Mejdal, da mor skulle starte med at arbejde igen. Derfor har de arrangeret privat børnepasning i en periode. Foto: Morten Stricker

Tilsidesætter alt

Forældrene havde ellers taget alle forholdsregler med henblik på at give Laura en god start. Mor havde lavet en aftale med sin arbejdsgiver om at kunne gå tre timer om ugen i de første måneder, og far havde lagt fire ugers barsel i halen på mors barsel, så de havde god tid til at køre hende ind i dagplejen.

Men fire uger før Laura skulle ud og passes, fik forældrene besked om, at de ikke kunne få en dagpleje- eller vuggestueplads i hverken Tvis, Halgård eller Mejdal, til trods for at Laura blev skrevet op til kommunal pasning én måned efter fødslen. Forældrene kunne få en midlertidig plads i Mejrup, indtil der blev noget ledigt i Tvis, hvor de bor og har bygget hus. Det takkede de nej til for at skåne Laura for flere skift på få måneder.

Familiens plan B blev at søge Holstebro Kommune om tilskud til privat børnepasning og ansætte Lauras farmor.

Dagen efter, at Kate Gahner Larsen var blevet godkendt som privat børnepasser, lå der en besked i forældrenes e-boks om, at Laura har fået en dagplejeplads mindre end en halv kilometer fra bopælen per 1. april.

- Jeg har det godt med den løsning. Det var den bedste i den situation, vi var endt i. Men det er da også rart at vide, at vi har en dagplejer per 1. april. Det er mest dét der med, at man ikke vidste, hvor længe det andet skulle køre, siger Maria Ejstrup Bach.

Far kunne heller ikke få plads

Det er i øvrigt ikke første gang, at familien Gahner Larsen er havnet i et pasningsdilemma.

- Det var det samme, da Søren var lille. Dengang kunne vi heller ikke få pasning. Han var ude at blive passet to andre steder, før vi fik plads i Idom, hvor vi bor, fortæller Kate Gahner Larsen.

Er det hårdt at være børnepasser på fuld tid - som farmor?

- Nej, det synes jeg ikke. Det går så fint. Du laver jo en hverdag, og derfor bliver det ikke så hårdt, siger Kate Gahner Larsen, der nogle dage tager Lauras farfar med på job - så er de to.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce