x
Annonce
Holstebro

Foodcamp, delehus og kunsthotel: Her er Plexus' nye visionsplan

Ole Bøndergaard og Helle Niewald er to af de lokale, der har været indeover en ny visionsplan for Plexus. Foto: Jan Briks

Der er en del på tegnebrættet i Idom-Råsted, hvor lokale har arbejdet på en visionsplan for det lokale idræts- og kulturcenter Plexus.

Idom-Råsted: Visionen var at skabe et samlingssted for hele lokalsamfundet. I dag - ti år senere - er kultur-, fritids- og idrætscentret Plexus "trådt ud af sine børnesko", som H.C. Østerby udtrykkede det, da han i begyndelsen af ugen var på talerstolen til centrets ti års jubilæum. Internt er man nu gået i gang med en ny visionsplan, som skal få centret gennem de næste ti år.

- Vi har kigget ti år længere frem - kigget på hvilken retning, vi skal udvikle os i, siger Ole Bøndergaard, der sidder i Plexus' fundraisergruppe.

Visionsplanen, der har fået navnet "Fra hver har sit eget til fælles har vi meget", er støttet af LAG, der har givet centret 400.000 kroner til at gennemføre planen. Visionsplanen hviler på tre ben.

Annonce

Smagen af Idom-Råsted

Det første ben er "Smagen af Idom-Råsted" og er et partnerskab med lokale fødevareproducenter. Ideen er, at man som turist, økoentusist eller madentusiast kan komme på besøg hos nogle af lokalområdets mange landbrug eller fødevarevirksomheder og bagefter få serveret middag af de lokale råvarer.

- Vi har en hamrende dygtig kok herude og bagefter kan man så købe kød eller kartofler fra den producent man har været på besøg hos, fortæller Helle Niewald, formand for idrætsforeningen, der har været inde over planerne.

Derfor er en del af LAG-midlerne øremærket opførelsen af et kølerum, så centret kan opbevare de lokale råvarer. Og så vil man lave en årlig "foodcamp".

- Det er en sommercamp, hvor man om formiddagen besøger en producent, kommer hjem og laver mad af råvarerne og spiser sammen. Og så er ideen at man overnatter i grisehytter, telt eller fiskehytterne herude og bor sammen - ligesom at tage på fodboldskole, forklarer Helle Niewald.

Delehus

Det andet ben er et delehus.

- Det handler om at udnytte de ressourcer vi har, som man gør med Gomore (en samkørselstjeneste, red.), siger Helle Niewald.

Ideen er at få lavet et rum i forbindelse med centret, hvor borgerne kan stille haveredskaber, barnevogne og andre ting, man ønsker at dele med andre, til rådighed, så alle kan låne dem. Folkene bag håber at deletjenesten kan køre delvist på betaling, så der bliver råd til at en deltidsansat kan passe deletingene.

- Vi vil også dele bedsteforældre, en hund eller bare dele en kop kaffe - alt sammen for at øge sociale relationer herude, siger Helle Niewald.

Verden i Idom

Det tredje og sidste ben hedder "Idom i Verden - verden i Idom" og er kort fortalt en åben invitation.

En invitation til alle kunstneriske sjæle, der ønsker, at bo et par uger i Vestjylland - gratis. Kunstnerne skal så indlogeres i et privat hjem, hvor de kan fordybe sig i deres musik, malerier eller fotografier mod at de giver noget igen til lokalsamfundet.

- Det kan være, at du som maler deltager i en workshop i billedkunst med skolens elever eller at du som musiker giver koncert i byen, siger Ole Bøndergaard.

- I en verden, der snævrer sig sammen, handler det om at få folk med en anden kulturel baggrund til at komme ud og blive en del af vores lokalsamfund, siger han.

Visionsplanen skal sættes i søen inden jul og den første store aktivitet - foodcamp - skal starte op til næste sommer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce