Annonce
Udland

FN-rapport advarer mod klimaapartheid

Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Overdreven fokus på private virksomheder i kampen mod klimaforandring betyder, at fattige lades i stikken.

Verden er på vej mod "klimaapartheid", hvor de rige køber sig en vej ud, mens de fattige kommer til at bære byrderne.

Sådan lyder det i en ny rapport fra FN’s Menneskerettighedsråd.

Rapporten fremhæver, at erhvervslivet og selvstændige iværksættere ventes at spille en vital rolle i kampen mod klimaforandringer, men at dette vil lade de fattige i stikken.

- En overdreven tiltro til den private sektor kan føre til et scenarie med klimaapartheid, hvor de velhavende betaler for at slippe for varme, sult og konflikt. Og det kommer resten af verden til at lide under.

Rapporten er udarbejdet af den særlige FN-ordfører vedrørende ekstrem fattigdom, Philip Alston.

Alston nævner som eksempel, at fattige newyorkere var strandet uden el og lægehjælp, da orkanen Sandy ramte storbyen i 2012. Imens beskyttede titusindvis af sandsække investeringsbanken Goldman Sachs' hovedkvarter, som også havde egen generator.

- Hvis der kun er fokus på den private sektor, når det gælder beskyttelse mod ekstreme vejrforhold og stigende verdenshave, så vil det næsten med garanti føre til krænkelser af menneskerettighederne. De rige sikres, mens de fattigste bliver ladt i stikken, hedder det med tilføjelsen:

- Selv i det bedste scenarie vil hundreder af millioner blive udsat for situationer, hvor de risikerer at være uden mad, uden hjem og uden beskyttelse mod dødelige sygdomme og epidemier.

Rapporten kritiserer verdens regeringer for ikke at gøre meget andet end at sende delegationer til konferencer, hvor der holdes "dystre" og formanende taler, selv om forskere og aktivister har ringet med alarmklokkerne siden 1970'erne.

- Siden 1980 har USA alene været ramt af 241 vejr- og klimakatastrofer. I alt har det kostet 1,6 billioner dollar (omkring 10,5 billioner kroner), skriver Alston.

Rapporten nævner dog også, at der har været positive udviklinger med faldende priser på vedvarende energi, gradvis udfasning af kul, faldende udslip af drivhusgasser i 49 lande, mens 7000 byer, 245 regioner og 6000 virksomheder har forpligtet sig til grøn omstilling.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Vi skal huske vores etik

Sociale medier - eller måske rettere sociale platforme - som for eksempel Facebook har gjort det nemt og effektivt for enhver at udgive og sprede information. Det betyder, at et medie som dit lokale dagblad ikke altid er først med det seneste. Det er i dag heller ikke så vigtigt for en avis. Til gengæld er det vigtigere end nogensinde at udvælge, prioritere og guide i den store strøm af information. Mange læsere har måske undret sig over, at vi i tirsdagens avis ikke skrev, hvem der havde sat ild på Humlum Kro. For allerede mandag eftermiddag var det en kendt sag i lokalområdet, hvem der havde gjort det - og ovenikøbet tilstået det. Den information sørgede kroejer Tonny Hedegaard for at sprede, da han på Facebook skrev et længere indlæg om forbrydelsen, tilståelsen og detaljer i sagen. Alt sammen i den bedste mening og med et humanitært afsæt. Hvorfor skriver I det ikke, er vi blevet spurgt. Og svaret er, at vi langt fra skriver alt, hvad vi hører om. Det er yderst sjældent, at vi bringer navne på sigtede i straffesager, og selv når der er faldet dom, er det kun i de grovere sager, at vi skriver navnet på dømte. På den front adskiller medier sig fra den strøm af information - og misinformation - der flyder på for eksempel Facebook. Juridisk er der ikke nødvendigvis noget i vejen for at fortælle, hvem der har tilstået i en straffesag. Men vores etiske retningslinjer afholder os fra at gøre det per automatik. Sådan er det ikke på Facebook. På de sociale medier bliver etikkens bundgrænse defineret af laveste fællesnævner. Når vi i dag fortæller om Tonny Hedegaards udpegning af gerningsmanden, sker det heller ikke uden etiske overvejelser. Med vores journalistik om hans opslag er vi med til at sætte lys på sagen. Når vi alligevel beskæftiger os med det, skyldes det reaktionerne på offentliggørelsen. Opbakningen i lokalområdet og en tilsyneladende tilgivende attitude gør sagen og tilståelsen interessant i bredere forstand. Og det kommer vi til at skrive mere om.

Annonce