Annonce
Mærkedage

Flyvende skotte slap speederen i tide

Jackie Stewart er fortsat en kærkommen gæst, når Formel 1-cirkusset flytter sig rundt i verden. Her ses han ved sidste måneds grandprix i Monaco. Foto: Benoit Tessier/Reuters
Motorsportslegenden Jackie Stewart stoppede Formel 1-karrieren af frygt for sit helbred. Tirsdag 11. juni fylder han 80 år.

80 Det blev til tre verdensmesterskaber i Formel 1. Men John Young "Jackie" Stewart kunne formentlig have vundet flere, hvis ikke han havde besluttet sig for at slutte sin aktive karriere i 1973. Stewart, der tirsdag 11. juni kan fejre sin 80-års fødselsdag, mente, at sporten var blevet for farlig, og han frygtede, at han ville komme af dage i et brændende bilvrag som flere af sine konkurrenter.

Den flyvende skotte, som han blev kaldt dengang, nåede alligevel at præge motorsportens kongeklasse i ni sæsoner, inden han slap speederen. Han lagde i sin aktive karriere mange kræfter i arbejdet med at gøre sikkerhedsforanstaltningerne omkring løbene bedre, blandt andet efter selv at være kollideret med en telefonpæl på Spa-banen i Belgien. Han organiserede strejker blandt kørerne ved flere lejligheder, når forholdene var for usikre, og han var med til at få indført obligatorisk brug af sikkerhedssele og hjelm ved løbene.

Efter karrieren arbejdede han i mange år som ekspertkommentator på tv, indtil han gjorde comeback på Formel 1-scenen i 1997. Denne gang som holdejer sammen med sin søn Paul Stewart med danske Jan Magnussen som en de første to kørere i Stewart Grand Prix-teamet. Eventyret kastede en enkelt løbssejr af sig i 1999 til Johnny Herbert, inden holdet blev solgt til Jaguar - og den dag i dag er videreført som Red Bull Racing.

Skotten blev i 2001 slået til ridder for sit bidrag til motorsporten og er fortsat en kærkommen gæst, når Formel 1-cirkusset flytter sig rundt i verden. Senest var han til stede ved grandprixet i Monaco i sidste måned, hvor han var ombejlet af både presse og fans.

Stewarts kone, Helen Stewart, blev i 2016 ramt af sygdommen demens. Det fik sidste år skotten til at oprette velgørenhedsorganisationen Race Against Dementia, der arbejder på forebygge og behandle den alvorlige sygdom.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce