Annonce
Holstebro

Flygtede fra Syrien: - Jeg fik at vide, at jeg skulle holde min kæft

Ghassam og Mais Rahmi flygtede for tre år siden til Danmark. De bor nu i Asagården i Holstebro. Foto: Jan Briks

Det er lang vej at flygte fra Syrien til Holstebro. Især, når den åbenhed, man selv har praktiseret, ikke er den samme i det nye hjemland.

Holstebro/Tvis: Fra sit kontorvindue i centrum af Damaskus kan Mais Al As Wad se det hele. Borgerkrigens modbydelige blodsudgydelser. Selvmordsbombere og syriske raketangreb, der har kostet flere hundrede tusinder mennesker livet. Bombebrag, der vibrerer på ruden på kontoret, hvor hun arbejder, og hvor hendes søn et par etager længere nede bliver passet.

I sådanne omgivelser kan det være svært at holde munden lukket. At give afkald på sin stemme. Ikke andet lige, var det det, som hendes chef i ministeriet bad hende om.

- Jeg blev kaldt ind på kontoret og fik at vide at jeg skulle holde min kæft. Min chef kunne ikke længere beskytte mig, siger Mais Al As Wad.

Men blodsudgydelserne fortsatte. Hendes mand var "medic" i nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne, og de to arbejdede sammen om at finde husly, mad og møbler til områdets flygtninge - en sidebeskæftigelse, som ikke går ubemærket hen i Assads autoritære styre.

- Da jeg efter at have skiftet arbejdsplads blev kaldt ind på kontoret af min nye chef, fortalte han mig at "secret intelligence" havde været forbi og spørge, hvad jeg lavede, og hvordan min holdning var, fortæller hun.

Det, flere andre trusler, og en kronisk utryghed blev startskuddet på en flugt. I første omgang flygtede hun med sin mand og barn til Egypten. Herfra tog hendes mand, Ghassan Rahmi, flugten videre op igennem Europa.

- Planen var, at vi skulle sejle i fiskerbåd mod Italien, men vi sank på vejen. Vi blev reddet af den græske flåde, fortæller Ghassen Rhami, der boede i Grækenland i fem måneder før han tog videre til Italien, hvor han blev sat i en bil og smuglet op gennem Europa til Danmark.

Og så skulle man tro, at der blev ro. Men noget tydede på, at landet han var kommet til, ikke var ligeså venlig stemt overfor flygtninge, som han selv havde været. På asylcentret i lokalområdet i Sønderjylland blev han mødt af hagekors på væggene og et system, der trak familiesammenføringen i langdrag, da hans søns fødselsdag ikke var den samme, som der stod i papirerne.

I dag er han fastansat vikar ved Lantmännen Unibake og Mais Al As Wad er fuldtidsstuderende ved Via University College. Nu er det slut med at holde munden lukket. Mandag aften skal de to holde foredrag med andre flygtninge fra Syrien i Kultursalen i Tvis, hvor de vil fortælle om deres liv.

Annonce

Jeg blev kaldt ind på kontoret og fik at vide at jeg skulle holde min kæft. Min chef kunne ikke længere beskytte mig

 Mais Rahmi - flygtning fra Syrien
Fadi Altal og Iman Hamza nyder livet i Holstebro. Hjemveen til selve landet er væk, men familien savner de stadig. Foto: Jan Briks

Savner familien

Udover Naser Khader, kommer også Iman Hamza og Fadi Altal, der bor et lille stenkast væk fra parret i Hejmdalsparken.

De havde ligesom sine syriske landsmænd også vanskeligt ved at holde munden lukket, og var til sidst nødsaget til at flytte fra deres lejlighed i hovedstadens centrum til et lille hus udenfor byen. Men med arbejde som henholdvis laborant og salgsassistent i Syriens centrum, var det vanskeligt at undsige sig krigens blodsudgydelser.

Parret flygtede derfor til Tyrkiet, hvor familien hjalp til med indkvartering. Siden har Fadi Altal, der flygtede videre til Grækenland, fået sin kone og barn med til Danmark.

I dag har Iman Hamza fast arbejde ved Actona og Fadi Altal studerer til laborant - en uddannelse, som han dog allerede har fra hjemlandet.

- Vi har været heldige, men vi savner stadig vores familie i Syrien, siger Imam Hamza.

Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce