Annonce
Erhverv

Svært at skaffe dansk arbejdskraft: Fordobling af udlændinge på vestjyske arbejdspladser

Byggepladserne i Vestjylland får flere og flere arbejdere med udenlandsk pas. Arkivfoto: Morten Pape
Det kan være meget svært at skaffe tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft til byggeriet i Vestjylland. På fem år der kommet dobbelt så mange med udenlandsk pas på byggepladserne i Holstebro.

Holstebro: Polakkere, litauere og andre udenlandske håndværkere fylder mere og mere på byggepladserne i Holstebro. Det viser nye tal fra Dansk Byggeri.

På fem år er der sket en fordobling af antallet. Sidste år var der 596 fuldtidsbeskæftigede udenlandske medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen i Vestjylland, mens antallet i 2013 var 270. I Holstebro Kommune er tendensen den samme. I 2013 var der 26 med ude er steget til 60 i 2018.

- Vi ser en klar stigning i det vestjyske område. Det har ikke været så tydeligt tidligere, men manglen på kvalificeret arbejdskraft slår igennem nu, siger Niels Hansen, der er formand for Dansk Byggeri i Midt og Vestjylland.

Det har længe været kendt, at landbrug, skovbrug og gartneri finder medarbejdere fra Polen, Ukraine og de baltiske lande. Men nu slår det også igennem inden for byggeriet i en tid, hvor ledigheden i Holstebro og resten af Vestjylland er rekordlav.

På de vestjyske arbejdspladser er der klart størst sandsynlighed for at høre polsk blandt de udenlandske arbejdere. Polakkerne udgør 37 procent. Flere af dem, der er kommet de seneste år, er fra Litauen.

- Kommunikationen spiller helt klart en rolle for, hvilke arbejdere der fungerer bedst i Danmark. Vi har i mange år været vant til polakkere i Danmark, og det fungerer fint. Litauerne kan også noget tysk, og de er faldet fint ind. Til gengæld er det meget svært ved rumænerne. De forstår ikke meget og ryster ofte på hovedet, siger Niels Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce