Annonce
Indland

Flere svært overvægtige lægger sig under kniven

Preben Madsen/Ritzau Scanpix

Efter et kraftigt fald i antallet af fedmeoperationer er indgrebet de seneste år blevet mere og mere udbredt.


Hvis diverse slankekure har fejlet, og man heller ikke ved hjælp af motion har formået at tabe sig tilstrækkeligt, kan en operation vise sig at være et nødvendigt træk i kampen mod fedme.

De seneste år har flere danskere fået foretaget en fedmeoperation. Fra 2015 til 2018 steg antallet af denne type operationer cirka 80 procent fra 635 til 1160.

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Hos Adipositasforeningen, der er en landsforening for overvægtige, beskriver formand Per Nielsen fedmeoperationer som "den bedste metode vi har på nuværende tidspunkt, når man skal tabe sig og fastholde vægttabet".

Han understreger, at de mennesker, der vælger at få en operation mod fedme, har store problemer på grund af deres vægt.

- De, der vælger en operation, vil faktisk ty til hvad som helst, fordi de ønsker så inderligt at ændre deres hverdag, så de kan få det bedre og få det liv, de har drømt om, siger Per Nielsen.

De seneste års stigning i antallet af fedmeoperationer følger efter et kraftigt fald i operationernes udbredelse, som fandt sted fra 2010 og et par år frem. Faldet dengang hang sammen med en ændring i kriterierne for, hvem der kan få foretaget operationen.

I 2010 blev der foretaget 4375 fedmeoperationer i Danmark. Herefter faldt antallet af operationer til en syvendedel - 635 - i 2015.

De praktiserende læger er første stop på vejen mod en fedmeoperation.

Hos Praktiserende Lægers Organisation (PLO) forklarer formand Christian Freitag, at det generelt er sjældent, patienter og læger kommer frem til, at de skal under kniven for at komme deres overvægt til livs.

- Det er ikke operationer, der skal være løsningen på danskernes overvægt. Det er løsningen for ganske få meget svært overvægtige, siger han.

Lægerne har derfor fokus på både kost, motion og patienternes motivation.

- Vi kan nogle gange hjælpe borgeren med at finde motivationen, og vi kan vejlede en del, men hvis ikke det ender med, at borgeren selv har et stort ønske om at tabe sig, så er det svært. Det er jo borgerens motivation, der skal bære dette – ikke lægens, siger Christian Freitag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.

Annonce