Annonce
Kultur

Film: De dør syngende og med støvlerne på

Fyldt med hjertevarme, kærlighed og fællesskabsånd. Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens norske dokumentarfilm om musikkens healende kraft er en af efterårets skønneste film.

Filmanmeldelse: Sankthansaften i 2016 giver legendariske Black Sabbath koncert i Norge. Som opvarmning til det ikoniske britiske rockband spiller et kor på 25 velvoksne mænd, Mannskoret. To nævefulde gutter i alderen 40-60 år. Ikke gamle i ordets egentlige betydning, men grånende, smårynkede og trods alt med heavy rocken og punkens Skråt op!-attitude i behold.

Det er mænd fra den musikgeneration, der er indstillet på at dø med støvlerne på.

- Die with your boots on, som en af kormedlemmerne betegner forventningen om at leve stærkt og dø med lyset stærkt brændende. Hvis muligt falde om på scenen. Ikke noget med at visne bort.

At drengene så synger kor - nærmest rockens diametrale modsætning - er ikke bare et mærkværdigt tvist, men understreger vel om noget punkgenerationens holdning om aldrig at indordne sig.

Inden vi når så langt, spoler Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentarfilm ”Mandskoret” lige tiden tre måneder tilbage. Korsangernes store dag venter forude, men trods sommerfuglene i maverne forløber øveaftenerne i Kampen Bistro i Oslo med overblik og kyndig præcision under dirigent Ivar Krogh. Eller bare Krogh’en, som drengene kalder ham.

10 år er der gået siden det efterår, hvor Krogh kom ind som dirigentvikar. Men den lune bamse faldt snart til og blev hurtigt korets faderskikkelse og urokkelige midtpunkt.

Annonce

Meget mere på spil

En trist nyhed slår imidlertid de 25 mænd ud af rutinen. Krogh er syg. Uhelbredeligt syg. Som en syrlig vittighed står der i korets vedtægter, at de skal synge ved hinandens begravelser. Ingen af dem havde drømt om, at det skulle blive virkelighed, men lægen har vurderet, at den kræftsyge Krogh kun har tre måneder tilbage at leve i. Og det falder altså sammen med Black Sabbath-koncerten.

Udsigten til at miste Krogh er i sig selv ubærlig, men kormedlemmerne plages også af spørgsmålet om, hvor vidt de skal gennemføre koncerten med en syg dirigent eller finde en afløser for korets faderskikkelse på netop den dag, hvor koret topper rent karrieremæssigt?

Der skal være plads til fornyelse og eksperimenteren med dokumentargenrens rammer. Men i en tid, hvor der bliver mere og mere fokus på den ekstremt intime fortælling samt det personlige og lyriske billedudtryk, er det næsten befriende at se en velfungerende, observerende dokumentar af den gamle skole.

”Mandskoret” åbner som et naturligt og nysgerrigt signalement af et unikt, maskulint fællesskab. Sommer og Vemund Svendsen lægger nænsomt mændenes lille mikrokosmos under det filmiske mikroskop og beskriver fællesskabet som et fristed, hvor drengene kan være mænd, med hvad det det indebærer af sjofelheder, platheder og vittigheder under bæltestedet uden at blive anklaget for mandschauvinisme og negativt ladet mandehørm. Et frirum med sine helt egne spilleregler. Et lukket rum. En lille, eksklusiv klub, hvor du har lov at være den, du ikke kan være andre steder. Hvor en mand kan være en mand på en måde, der i samtidens optik nok anses for en anelse politisk ukorrekt.

- I skriver jer bare på pulelisten, der ligger i døren, siger et af kormedlemmerne under indledningen til en af koncerterne. Publikum ler befriende og hjerteligt.

Hvor denne lille klub af uregerlige, øldrikkende og syngende mænd passer ind i samfundsdynamikken er skam interessant nok i sig selv, men spørgsmålet er selvfølgelig, om der er stof nok her til en dokumentarfilm i spillefilmslængde. Men med Kroghs sygdom er der pludselig mere på spil. Meget mere. Hvordan ”Mandskoret” havde set ud uden Kroghs sygdom, finder vi aldrig ud af, men sommetider slynger tilværelsen og livet sig ad finurlige veje. Og så må filmmediet og dokumentaristen bare følge med.

På mirakuløs vis bliver det alligevel aldrig handlingen og uvisheden i tiden før Black Sabbath-koncerten, der bliver styrende for Sommer og Vemund Svendsens på en gang smertefulde og voldsomt livsbekræftende musikdokumentarfilm. I stedet arbejder kameraet sig ind under overfladen og derved bliver ”Mandskoret” en fortælling om mere fundamentale ting. Om punkgenerationen, der nu står ansigt til ansigt med døden. Og hvordan en stærkt sammentømret gruppe mænd og venner tackler sorg, tab, smerte og udsigten til døden.

Film: ”Mandskoret”

Dokumentar, norsk (originaltitel: ”For vi er gutta”), spilletid: 75 minutter, tilladt for alle.

I 2016 spiller norske Mannskoret opvarmning for Black Sabbath på Tons of Rock-festivalen. Forud er gruppen gået gennem en svær tid med dirigenten Ivar Kroghs uhelbredelige kræftsygdom - og det er der kommet en smuk, bevægende og livsbekræftende film ud af med dokumentaristerne Petter Sommer og Jo Vemund Svendsen bag kameraet. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

De æreløse

Det er let at blive forarget. Det er endda berettiget at blive forarget, vred og måske endda også opgivende, når man i gårsdagens avis læser om, hvordan næsten fire ud af ti piger med anden etnisk herkomst oplever negativ social kontrol fra familie, venner og andre i deres omgangskreds. Selv efter flere generationer i Danmark, er der piger og drenge, der ikke selv kan få lov til at vælge deres ægtefælle, som ikke må gå ud med ""danske" venner og fortsæt selv listen af uhyrligheder. Det burde være enhver ung mand eller kvindes ret selv at bestemme, hvem de vil leve deres liv med, hvem de vil gå i seng med eller hvilken uddannelse, de vil have. Men forargelsen og vreden gør bare ingen forskel; Den ændrer ikke på noget. Derfor er det også ros værd, at Integrationsrådet nu går ind kampen mod social kontrol, der stortrives blandt specielt børn og unge af anden etnisk herkomst. Det handler om at give de unge mennesker mulighed for at få hjælp - og give dem mod til at stå op mod omgivelsernes krav om, at skulle leve livet på en speciel måde. Når 37 procent af piger med minoritetsbaggrund mener, at de er udsat for en form for negativ social kontrol i forhold til valg af kæreste og ægtefælle, mens det gælder for 24 procent af drengene, så har vi som samfund et stort problem. Men det er også et problem, der ikke kan løses med flere penge. I sidste ende kræver det, at de unge mennesker selv siger fra overfor tåbelige krav om at gifte sig med den rette, gå med tørklæde, og hvad der ellers kan blive stillet krav om. Det er de unge - uanset etnicitet og religion - der selv må tage kampen. Samfundet skal herefter være klar til at bakke op og samle op. Der er i den grad brug for mønsterbrydere, der viser, at det ikke har en pind med ære at gøre at efterleve familien eller omgivelsernes urimelige krav. Det til gengæld æreløst at tvinge nogen til at gifte sig mod deres vilje, forhindre dem i at gå til fester, sport eller vælge uddannelse - uanset om det er religiøst funderet eller har rod i en tradition, der ikke hører hjemme i Danmark anno 2019.

Annonce