Annonce
Digitalt

FIFA 20-anmeldelse: Forsvaret får fortjent opgradering

EA Sports har givet dét, der foregår på grønsværen, en tiltrængt opdatering, og ændrer med FIFA 20 måden, vi spiller fodbold på. Men pengene i FUT fylder fortsat for meget, og karrieredelen mangler stadig co-op - trods kosmetiske ændringer. Pr-foto

Angreb sælger billetter, men forsvar vinder mesterskaber.

Sådan lyder en god gammel sportssandhed, man godt kunne fristes til at tro, at EA har skelet lidt til, da de skabte FIFA 20. For godt nok er det nye tiltag som set-up touch og sidelæns dribling, der skal lokke trofaste tilhængere til at skifte sidste års FIFA-model ud med den nye version, men det er det fornyede forsvarsspil, der endelig har skabt balance i tingene og vil få os til at starte spillekonsollen op igen og igen.

Det er især én ny funktion, der skal have en stor del af æren for det nye forsvarsspil, nemlig sidelæns bevægelse kombineret med sprint. Det er intet mindre end en fornøjelse at bruge funktionen til at dække pasningsbaner af med og få sin spiller i position til at kunne angribe boldholder i den helt rigtige vinkel.

Annonce

Ændrer spillet

For første gang i mange år har den nye version af FIFA simpelthen ændret måden, undertegnede spiller spillet på – og det er i sig selv et kompliment for en serie, der år efter år får kritik for ikke at være det mindste fornyende. Med en genfødt defensiv på plads er det desuden nemmere at nyde FIFA 20’s nye tiltag på den anden side af bolden, hvor i særdeleshed den nye halvt løftede pasning skal hilses velkommen. Den gør det muligt at løfte bolden hen over en udstrakt fod fra en forsvarer og kan være forskellen på lige ved og næsten eller en åben målchance.

Den nye styremekanik til dødbolde lover også godt for fremtiden, og der skal nok blive fyldt på sociale medier med vanvittige frisparksmål, når først folk får øvet sig lidt - for den kræver lidt tilvænning.

Karriere mangler stadig co-op

Spillets største nyhed, når man kigger ud over selve gameplayet er tilføjelsen af Volta. Her har EA forsøgt at smelte FIFA Street og The Journey sammen til, hvad de formentlig selv vil kalde en episk rejse gennem gadefodboldverden med øget fokus på finter og moves. Kendsgerningen er bare, at storydelen er for klichefyldt, og level-up-systemet har for overfladiske perks, til at det for alvor sætter strøm til ret meget.

Der er således næppe noget i det nye spil, der kommer til at rykke ret meget ved folks FIFA-vaner, som i stigende grad domineres af FIFA Ultimate Team. Heller ikke selvom EA lover, at FIFA 20 har ”den mest autentiske og innovative udgave af spiltypen Karriere til dato”. Det er nemlig mest kosmetiske forbedringer, som ikke ændrer grundlæggende ved karriedelen og næppe vil føre den tilbage til fordums storhedstid - dvs. før tilføjelsen af FUT til spillet. Og med tanke på, hvor mange penge EA tjener på FUT, der i høj grad må siges at være pay to win, er det også svært at se det paradigmeskifte ske lige foreløbig.

Når det så er sagt, er karrieredelen stadig den spilmodus, der appellerer kraftigst til fodboldpuristerne, og de nye forbedringer er helt klart kærkomne. Flere modstanderhold end nogensinde før er tro mod deres modstykker fra den virkelige verden, og det øger glæden betragteligt ved at spille en hel sæson i ens favoritliga. Online co-op i karriere glimrer dog stadig ved sit fravær – kom nu ind i kampen, EA!

De sædvanlige fejl og mangler kan dog ikke tage fokus fra de mange euforiske fodboldoplevelser, spillet formår at diske op med, og årets udgave af FIFA er en bedre opgradering, end den længe har været.

Titel: FIFA 20

Udgivelsesdato: 24. september

Platform: Xbox One, PS4, pc, Nintendo Switch

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce