Annonce
Struer

Fem formaninger om muldvarpe: Det gør du bare ikke

Grafik: Gert Ejton

1 Brug af muldvarpesaks

Fagmanden: Hvis den tjekkes, så ok.

Biologen: Lad være. Forskellige undersøgelser viser, at de ikke bare får et slag i hovedet og dør med det samme. Der kan både være tale om blødninger og knusning af indre organer og en dødskamp, der strækker sig over minutter.

2 Skyd dem med et jagtgevær

Fagmanden: Det er ikke noget, jeg vil anbefale, men jeg har hørt om metoden, og i teorien ville det måske kunne fungere, hvis man har oceaner af tid til at sidde og vente.

Biologen: Hvis du virkelig skyder den på det tidspunkt, du ser den, kan det være godt nok, hvis den dør med det samme, men du kan jo komme til at sidde og vente i dagevis. Muldvarpeskuddet kommer jo ofte ved, at den lægger sig på siden nede i gangen og skubber jorden op med benet.

3 Sæt en støvsugerslange på udstødningen fra en knallert og ned i hullet

Fagmanden: Det gjorde man i gamle dage.

Biologen: Brugen af kulilte til aflivning er sådan set god nok, fordi man dør stort set uden at opdage noget. Effekten vil dog være tvivlsom, for hvor langt omkring i gangene når det lige.

(Vi går nu over i kategorien, hvad er det værste, I har hørt om?)

4 Spræng dem ud

Biologen: Det er blevet overvejet til det danske marked at sende let antændelig gas ned i systemet, så en gnist til og bum. Jeg har set videoer af det fra USA, men hvor effektivt det er, ved jeg ikke, og så er det jo pænt farligt.

5 Spaden

Biologen: Der er også en variation af den med skuddet, hvor man bruger en spade i stedet. Den kan jeg også kun fraråde, for sandsynligheden for bare at kvæste muldvarpen er stor, hvis du springer op og bare hakker spaden i mulden, når du ser den.

Bonusinfo:

En muldvarp kan lave gangsystemer, som dækker et sted mellem 200 og 1000 kvadratmeter. Hverken fagmanden eller biologen har dog hørt om, at muldvarpe har kunnet undergrave hverken carporte eller gavle, selv om de fik lov at slå sig løs uden indgriben.

Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce