x
Annonce
Navne

Fede borde fra Vejrumstad

Bjarne Søndergaard ejer firmaet Fat Tables, hvor han siden 2013 har designet, produceret og solgt unikke og personlige borde af træ. Fotos: Morten Stricker
Siden 2013 har Bjarne Søndergaard designet, produceret og solgt unikke og personlige, håndlavede borde til både private kunder og erhvervsvirksomheder. Der er åbent hus på hans virksomhed, Fat Tables, i den kommende weekend

Det individuelle spisebord

- For bare fem år siden var de massive træmøbler måske lidt tunge og klodsede, men udviklingen er siden gået i retning af det mere lette og elegante. Sådan er det også på Fat Tables, hvor jeg gør meget ud af dialogen med den enkelte kunde om sammen at skabe det unikke spisebord eller andre borde, der laves ud fra de individuelle ønsker fra kunden - uanset om der er tale om spisebordet i det private hjem, konferencebordet på virksomheden eller indretningen af en restaurant, fastslår Bjarne Søndergaard.

Andre inventarløsninger som bardiske, hylder og reoler kan også leveres i samme design som bordene.

Netop dialogen med kunderne handler også om forventningsafstemning.

- Jeg kan vise forskellige træsorter og eksempler på, hvad jeg tidligere har lavet, og det giver ofte inspiration til kunden. For mig er det en vigtig proces i bestræbelserne på at opfylde kundernes ønsker og gøre dem tilfredse med købet - og heldigvis plejer det at lykkes, siger Bjarne Søndergaard beskedent.

Fat Tables har kunderne i hele Danmark, men lokalt kan man se nogle af produkterne på Restaurant Sprød i Holstebro og på herregården Nr. Vosborg ved Vemb.

Annonce

Jeg har en særlig forkærlighed for naturprodukter. Og det passer jo fint i den aktuelle trend med ægte genbrug og bæredygtighed.

Bjarne Søndergaard, designer, producent og sælger på virksomheden Fat Tables i Vejrumstad

En god handel

Bjarne Søndergaard sprang på en måde ud på lidt tynd is i 2013, da han etablerede Fat Tables, men isen holdt, og efter i flere år at have taget tilløb til at holde et åbent hus, så sker det i den kommende weekend, lørdag den 29. februar og søndag den 1. marts.

- Jeg har efterhånden en del produkter, som jeg gerne vil have solgt ud, så der er mulighed for at gøre en rigtig god handel. Men samtidig vil der være en udstilling af nye produkter, så alle interesserede kan få et indtryk af, hvad Fat Tables byder på, siger indehaveren.

Åbent hus-arrangementet foregår på virksomheden på Kronborgdige 11 i Vejrumstad.

VEJRUMSTAD: Man skal ikke være mange minutter i den tidligere købmandsbutik i Vejrumstad, før man både dufter og ser de mange forskellige produkter med træ som det altoverskyggende grundmateriale. Og netop kærligheden til træ, materialets mange muligheder og selve håndværket var i 2013 årsagen til, at Bjarne Søndergaard etablerede virksomheden Fat Tables - der frit kan oversættes til "fede borde".

- Jeg er uddannet tømrer, men har været i møbelbranchen siden 1981. Jeg flyttede nemlig fra Sdr. Nissum til Holstebro, lige da jeg var udlært, fordi jeg havde mødt en kæreste, som i dag er min kone, fortæller Bjarne Søndergaard.

Der var krise i byggebranchen, så han fik i stedet job på en møbefabrik.

- For 20 år siden købte jeg så stedet her i Vejrumstad, hvor jeg indrettede forretningen "Home Sweet Home" med møbler og brugskunst. Jeg solgte forretningen nogle år senere, men købte den tilbage og drev den frem til 2013, siger Bjarne Søndergaard.

Interessen for boligindretning har han altid haft, men der var også en anden årsag til, at Fat Tables så dagens lys.

- I 2013 kom jeg i tanke om, at hvis jeg skulle gøre det, jeg allerhelst ville, så skulle jeg nok til at komme i gang, inden det var for sent, siger han med et smil.

Og derfor startede han - før alle andre - med at producere håndlavede plankeborde, og siden har forretningen grebet lidt om sig, men 58-årige Bjarne er stadig både designer, producent og sælger på virksomheden.

Et unikt materiale

- Jeg synes, at træ er et helt fantastisk materiale, og det er samtidig imponerende at tænke på, at det jo i princippet kommer ud af næsten ingenting i form af et lille frø og vokser til næsten mastodontiske størrelser ude i naturen, forklarer Bjarne Søndergaard.

Egetræ, som han bruger til mange af sine produkter, kan jo næsten ikke forgå.

- Først står egetræet 100-200 år i skoven, før det bliver fældet og brugt. Og jeg henter typisk egetræ fra Østeuropa, hvor man har brugt dette materiale til at opføre kornlader og andre landbrugsbygninger i lige så lang tid. I Rumænien eller Serbien er der tradition for at bruge egetræ til bygninger på landet, fordi det var den træsort, der var tilgængelig og i øvrigt havde en lang holdbarhed, forklarer Bjarne Søndergaard.

Den helt særlige mose-eg, som Bjarne også arbejder med, er op til 2000 år gammelt træ, der stadig er frisk og nyttig til at omdanne til nye produkter.

- Jeg har en særlig forkærlighed for naturprodukter. Og det passer jo fint i den aktuelle trend med ægte genbrug og bæredygtighed.

Råvaren er typisk egetræ, der har været brugt til landsbrugsbyggeri i Østeuropa.
Bjarne Søndergaard elsker sit håndværk, som han bruger i sin produktion.
Udover de unikke træborde leverer Bjarne Søndergaard også inventar og møbler, der passer til boligindretningen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce