Annonce
Danmark

Farvel til et nationalt ikon - Vera Lynn

Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

18. juni i år mistede Storbritannien sit elskede nationale ikon fra Anden Verdenskrig - Vera Lynn. Hun døde i sit andet århundrede i den anseelige lader af 103 år. Med blandt andet sangen ”We’ll meet again” blev hun mere end nogen anden den, der satte ord på briternes følelser og længslen efter bedre tider under Anden Verdenskrig. Født i Londons Eastend i forstaden East Ham 20. marts 1917, var det ikke givet, at hun skulle sikre sig en umistelig plads i det 20. århundredes britiske historie.

Allerede i løbet af 1930’erne var hun begyndt at blive en kendt sanger i Storbritannien. Imidlertid var det Anden Verdenskrig, der sikrede hende en plads i historiebøgerne. Det var der dog ingen, der vidste ved krigsudbruddet i 1939. Hun har selv fortalt, at hun anså sin i øvrigt lovende karriere som sanger som værende forbi, nu hvor krigen brød ud, for hvem har brug for underholdning i krigstid? Det skulle dog hurtigt gå anderledes. Efter de britiske styrkes landgang i Frankrig i slutningen af 1939 holdt avisen Daily Express en konkurrence om hvem, der skulle være ”troppernes kæreste” (Forces Sweatheart”) og det blev som bekendt Vera Lynn, der vandt denne konkurrence.

Mere end nogen anden viste Vera Lynn hvor betydningsfuld populærkultur kan være som en samlende faktor i krigstid. I april 1941 erobrede tyskerne Beograd og kom dermed i besiddelse af en radiosender, der kunne nå helt til Nordafrika, hvor der på dette tidspunkt var kampe mellem engelske og tyske tropper. For at underholde de tyske tropper i Nordafrika, sendte man bud til Wien og bad om at få tilsendt noget musik, man kunne spille for tropperne. Blandt de mange plader Radio Beograd modtog var blandt andet sangen Lili Marleen sunget af Lale Andersen. Sangen blev hver aften spillet 21.55 og blev også populær blandt de engelske tropper i Nordafrika. Begyndelsen af 1940’erne var jo ikke en tid, hvor man talte så meget om ”blød magt”. Imidlertid forstod man jo godt i London, at det måske ikke var det bedste tegn, at ens egne soldater var begyndt at synge med på fjendens sange. Noget måtte selvsagt gøres.


Imidlertid forstod man jo godt i London, at det måske ikke var det bedste tegn, at ens egne soldater var begyndt at synge med på fjendens sange. Noget måtte selvsagt gøres.


Vera Lynn fortæller selv i sin bog ”Some Sunny Day”, at en vigtig årsag til at ønskeprogrammet ”Cincerly Yours – Vera Lynn” blev søsat var, at man havde brug for en slags ”modgift” mod den indflydelse som sangen Lili Marleen kunne have på de britiske tropper i Nordafrika. Løsningen blev radioprogrammet ”Sincerely Yours - Vera Lynn”, og programmet kom i høj grad til at fungere som et bindeled mellem soldaterne ude og hjemmefronten.

I slutningen af 1941 gik udsendelsen for første gang i luften. Programmet var en slags ønskekoncert, hvor hun læste hilsner op fra både soldaterne ude på slagmarken og familierne derhjemme. Programmet varede en halv time og herfra stammer hendes mest kendte sange fra Anden Verdenskrig så som ”There’ll be Blue Birds over the White Cliffs of Dover” og ”There Will Always Be an England”. Trods de patriotiske ord i en sang som ”There always be an England”, afspejler den måske også lidt den desperate situation, Storbritannien stod i i krigens første år.

“Red white and blue

What does it mean to you?

The empire too

We can depend on you

Freedom remains

These are the chains

Nothing can break. “

Meget af dette kan også læses som både en besværgelse og lidt ønsketænkning. Hvorvidt moderlandets kamp for overlevelse nu også var en sag, kolonierne skulle kæmpe, var ikke en given sag for alle indbyggere i kolonierne. Et andet problem var det meget klassedelte britiske samfund. Her spillede det en vigtig rolle, at Vera Lynn kom fra Londons East End og med sin cockneybaggrund også kunne give stemme til den britiske underklasse. Her var pludselig en cockney i populærkulturen som ikke spillede en komisk rolle.

Ønskeprogrammets mest kendte sang, var dog den sang, der sluttede programmet, og som mere end nogen anden er blevet synonym med Vera Lynn nemlig ”We’ll meet again. .” Her lægges vægten nemlig på det sentimentale og ikke på storladne patriotiske følelser. At hun ramte noget med netop sangen ”We’ll meet again” er i dag hævet over enhver tvivl, og sangen er da også siden hen gået ind i populærkulturen verden over. Et enkelt eksempel er, at sangen med en vis sarkasme, indgår i slutscenen i Stanley Kubricks koldkrigssatire Dr Strangelove, der viser, hvor galt det kan gå i en verden med våben og oprustning.

Ønskeprogrammet blev en stor succes, men blev alligevel lukket efter 12 uger. Der var nemlig folk, der var bange for hendes sentimentale sanges betydning for soldaternes moral. Det kom blandt andet til udtryk, da hun skulle på turne til Burma i 1944. 7. marts 1944 udtalte Lord Winterton i Underhuset, at han ikke kunne forstå, hvordan alt denne sentimentalitet kunne have en positiv indflydelse på tropper, der skulle i kamp på liv og død. Hun kommenterede senere, at man måtte undre sig over at folk, der ikke selv fysisk var ved fronten, vidste bedre end soldaterne, der var ved fronten, hvad soldaterne ude ved fronten havde brug for.

Allan Have Larsen

Sangkarrieren fortsatte efter krigen, og hun besøgte også Danmark flere gange. Som et lille kuriosum kan nævnes, at hun i 1962 optrådte i den danske film ”Venus fra Vestø”, i hvilken hun sang en anden af sine krigsklassikere, nemlig sangen ”Wish me Luck”. En sang der i øvrigt også optræder i Matador i afsnittet ”Vi vil fred her til lands, ” hvor de gæve korsbækborgere synger den på befrielsesaftenen. Hendes sidste offentlige optræden var i Hyde Park i forbindelse med fejringen af 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning.

Coronakrisen har naturligvis også kastet Storbritannien ud i en stor krise, hvilket også har bragt minder frem om landets skæbnestund under Anden Verdenskrig. 5. april i år holdt dronning Elizabeth en tale til nationen, hvor hun udtrykte håb om, at trods den adskillelse som den nuværende Coronakrise har medført, så vil vi mødes igen. Det er let at se det symbolske i, at Storbritannien netop nu midt i både Brexit og Coronakrise mister sit måske stærkeste symbol på sammenhold i landets sværeste stund.

Nu skal man ikke overfortolke symboler, men man må håbe, at landet formår at overvinde de mange indre spændinger, der i stadig højere grad truer med at opløse landet. Det har man trods alt formået at gøre tidligere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Magiske koncerter på plænen

Annonce