x
Annonce
Holstebro

Fandt sin kæreste ligge i ske med en kalv

Det var noget af et syn, der mødte Kims kæreste Patricia, da hun gik ud for at lede efter sin kæreste en sen aften i april.

34-årige Kim Olsen hoppede en sen aften i Storåen for at redde en ensom kalv.

Naur: Kalv nummer 812 har haft en hæsblæsende start på livet. Da angus-tyrekalven, der er gårdens største nogensinde, kom til verden den 7. april, var den tæt på ikke at overleve fødslen og måtte have sutteflaske og specialpleje i de tre første dage. Og på femtedagen, da gårdejer Søren Markvorsen endelig havde overkommet den værste nervøsitet og havde sendt kalven på marken, løb den væk.

- Min kone og jeg kørte rundt overalt for at prøve at finde den, og vi tog endda ud igen om aftenen for at lede efter den, men uden held. Så det var med trist humør, at vi ved 22-tiden forlod dyrene, forklarer kvægavler Søren Markvorsen, der ejer en gård ved Vembvej 7 - lige uden for Holstebro.

På vejen hjem til gården mødte han 34-årige Kim Olsen og hans kæreste Patricia Jepsen, der havde stillet telt op ved Naturlejrplads Naur - godt to kilometer fra kvægavlerens gård.

- Vi kunne godt se på ham, at han var meget mærket af det, men vi kunne jo ikke rigtig hjælpe, siger 34-årige Kim Olsen, der efter mødet gik tilbage til madlavningen over lejrpladsens bål.

Men her slutter historien ikke. For omkring midnatstid skete der noget.

Annonce

- Det var ikke det syn, jeg havde regnet med, og jeg tænkte, at han var tosset.

Patricia Jepsen, Kim Olsens kæreste
Kim reddede gårdejers kalv, da den en nat, han var ude med sin kæreste og sove i telt, pludselig stod et par meter væk fra teltet. Her Kim, kalv og gårdejeren Søren Markvorsen.

Øjne i åen

Det unge par, der aftenen igennem havde drukket øl, spillet kort og snakket, hørte pludselig et "muuuh" ude fra nattemørket. Kim Olsen tog parrets hund i snor og tændte blitz-lyset på sin mobiltelefon. Han gik over den nærliggende bro og 2-300 meter fra pladsen ramte lyskeglen et sæt kalveøjne midt i Storåen. Nu slukkede lyset på mobilen. Batteriet var fladt. Han kunne ikke ringe efter nogen.

I stedet trak han af tøjet. Kun iført bokseshorts og strømper hoppede han ud i åen for at redde kalven ind.

- Jeg tænkte, at hvis det havde været min egen hund, som var ved at drukne, så havde jeg selv sat pris på, at andre ville hjælpe, fortæller Kim Olsen, der i fritiden er aktiv vinterbader.

Han forsøgte at bakse kalven op af åbredden, men der var for stejlt, og kalven var for tung. Han tog fat i kalvens øre og fik den slæbt hen mod den anden bred, hvor han kom fra, og hvor han vidste, at der var knapt så stejlt.

I ske med en kalv

Ti minutter og et adrenalin-kick senere lå mand og kalv ved siden af hinanden på en åbred midt i Vestjylland. Kim råbte på sin kæreste, der først troede, at han lavede fis med hende.

Efter tyve minutter blev hun overbevist og gik ud for at lede. Hun fandt sin kæreste, der lå i ske med en kalv, mens han nulrede den på maven for at holde den varm.

- Det var ikke det syn, jeg havde regnet med, og jeg tænkte, at han var tosset. Men så lagde jeg mig ned ved dem for at prøve at holde dem varme, forklarer 24-årige Patricia Jepsen.

Hun ringede til politiet og hentede en sovepose til det forfrosne par. Politiet fik kontakt til landmand Søren Markvorsen, der efter ankomst til stedet tog kalven over skulderen og bar den op til lejrpladsens bål, hvor kalv og mand fik varmen igen godt hjulpet af kvægavlerens medbragte snaps.

Bøffer til helte

Dagen efter blev parret inviteret til brunch på gården og fik som tak et par angus-bøffer med hjem til pladsen.

Tilbage står en taknemmelig kvægavler, der har fået sin kalv tilbage i live:

- Nu ved vi da, at der udover ulve også findes helte i Vestjylland, siger Søren Markvorsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce