Annonce
Danmark

Falberts Gabestok: Danske politikere er krigsgale

Bent Falbert, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver klummen "Falberts Gabestok" i avisen Danmark. Arkivfoto: Martin Stampe

Jeg begriber ikke, hvorfra danske politikere henter deres krigsgalskab. For når man ser ud over Folketingssalen til daglig, synes den befolket af fredelige drøvtyggere. Man så snart nogen spørger, om Danmark vil levere et bidrag til en eller anden militær aktion langt fra fædrelandet, forvandles stemmekvæget til brølende rovdyr, der straks er klar til at ofre deres landsmænds liv og førlighed.

De to unge mennesker, der er blevet henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister i junior-regeringen, melder sig senest rede til at eksportere vore søstridskræfter til Hormuz-strædet. Her sejles en tredjedel af verdens olie gennem et snævert farvand, som ni tiendedele af den danske befolkning ikke vil kunne finde på et blindkort.

- Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, hvis magtbegreber er påvirket af hans valgkreds på Bornholm, Natos knytnæve mod øst. Det er afgørende for Danmark som verdens femtestørste søfartsnation at kunne sejle sikkert, mener han.

Trine Bramsen, 38-årig nybagt forsvarsminister, født i Thurø Krigshavn, er enig: - Danmark har et stærkt og kapabelt søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type opgave, siger Trine, som på kun en måned er blevet militærstrategisk ekspert.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr.

Baggrunden er som bekendt alvorlig nok. Briter og iranere har i den seneste måned beslaglagt handelsskibe på skift, mens USA's uberegnelige præsident truer med krig og løbende advarer den snarlige atommagt Iran.

Men selv om Danmark har mange skibe at passe på, råder vi ikke over en vældig flåde af orlogsfartøjer. Vi har heller ikke haft megen succes med vor hidtidige forhippethed på at rende i rumpen på amerikanske og britiske tropper i fjerne egne.

Jeg synes, der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Der er for eksempel faldet 52 danske soldater og såret andre 233 under vore militære indsatser i Afghanistan siden 2002, Kosovo siden 1991 og i Irak siden 2003.

Det lyder hjerteløst over for de efterladte og sårede at sige, disse ofre blev ydet forgæves. Men det er en kendsgerning, at dansk forsvar ikke gjorde nogen mærkbar forskel under disse missioner. Alligevel er netop "at gøre en forskel" blevet dét udtryk, soldaterne selv bruger for at legitimere deres udstationering i krigeriske lande.

Der kan ganske vist ikke findes holdepunkter for, at de virkelig "gjorde en forskel", men jeg forstår sagtens, at de ramte familier har brug for at sige sådan for ikke at gå helt ned psykisk. Deres tab og skader må for guds skyld ikke have været forgæves.

Detaljer om danskernes indsats får vi ingen af. Det forklares med skræk for gengældelsesaktioner på dansk jord. Højst oplyses et antal flymissioner. Det er derfor umuligt at opklare, hvad der faktisk foregik.

Vi taler også forbløffende ukonkret om ofrene for de militære ekspeditioner, bortset fra debatter om posttraumatisk stresssyndrom, som det er på mode at kloge sig om. En opgørelse over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet og 336 såret. De fleste i Afghanistan og Irak.

De blodige skæbner burde udgøre en lysende advarsel til Folketinget om ikke at gentage denne stormagtsadfærd. Men der hersker mellem de danske politiske partier en forbavsende enighed om, at når briter eller amerikanere kalder, så kommer Danmark styrtende som en fidél tjener og siger javel, sir - hver gang. Også selv om vi inviteres til krig i egne fjernt fra Danmark, hvor vi intet har at gøre.

Når Donald Trump snart kommer til Danmark, må vi frygte, hvilke tossede projekter, han kan lokke den behagesyge danske regering med på.

Annonce
Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr. Efter Falberts mening tales der alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Foto: Donald Holbert/U.S. Navy
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce