Annonce
Danmark

Falberts Gabestok: Danske politikere er krigsgale

Bent Falbert, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver klummen "Falberts Gabestok" i avisen Danmark. Arkivfoto: Martin Stampe

Jeg begriber ikke, hvorfra danske politikere henter deres krigsgalskab. For når man ser ud over Folketingssalen til daglig, synes den befolket af fredelige drøvtyggere. Man så snart nogen spørger, om Danmark vil levere et bidrag til en eller anden militær aktion langt fra fædrelandet, forvandles stemmekvæget til brølende rovdyr, der straks er klar til at ofre deres landsmænds liv og førlighed.

De to unge mennesker, der er blevet henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister i junior-regeringen, melder sig senest rede til at eksportere vore søstridskræfter til Hormuz-strædet. Her sejles en tredjedel af verdens olie gennem et snævert farvand, som ni tiendedele af den danske befolkning ikke vil kunne finde på et blindkort.

- Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, hvis magtbegreber er påvirket af hans valgkreds på Bornholm, Natos knytnæve mod øst. Det er afgørende for Danmark som verdens femtestørste søfartsnation at kunne sejle sikkert, mener han.

Trine Bramsen, 38-årig nybagt forsvarsminister, født i Thurø Krigshavn, er enig: - Danmark har et stærkt og kapabelt søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type opgave, siger Trine, som på kun en måned er blevet militærstrategisk ekspert.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr.

Baggrunden er som bekendt alvorlig nok. Briter og iranere har i den seneste måned beslaglagt handelsskibe på skift, mens USA's uberegnelige præsident truer med krig og løbende advarer den snarlige atommagt Iran.

Men selv om Danmark har mange skibe at passe på, råder vi ikke over en vældig flåde af orlogsfartøjer. Vi har heller ikke haft megen succes med vor hidtidige forhippethed på at rende i rumpen på amerikanske og britiske tropper i fjerne egne.

Jeg synes, der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Der er for eksempel faldet 52 danske soldater og såret andre 233 under vore militære indsatser i Afghanistan siden 2002, Kosovo siden 1991 og i Irak siden 2003.

Det lyder hjerteløst over for de efterladte og sårede at sige, disse ofre blev ydet forgæves. Men det er en kendsgerning, at dansk forsvar ikke gjorde nogen mærkbar forskel under disse missioner. Alligevel er netop "at gøre en forskel" blevet dét udtryk, soldaterne selv bruger for at legitimere deres udstationering i krigeriske lande.

Der kan ganske vist ikke findes holdepunkter for, at de virkelig "gjorde en forskel", men jeg forstår sagtens, at de ramte familier har brug for at sige sådan for ikke at gå helt ned psykisk. Deres tab og skader må for guds skyld ikke have været forgæves.

Detaljer om danskernes indsats får vi ingen af. Det forklares med skræk for gengældelsesaktioner på dansk jord. Højst oplyses et antal flymissioner. Det er derfor umuligt at opklare, hvad der faktisk foregik.

Vi taler også forbløffende ukonkret om ofrene for de militære ekspeditioner, bortset fra debatter om posttraumatisk stresssyndrom, som det er på mode at kloge sig om. En opgørelse over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet og 336 såret. De fleste i Afghanistan og Irak.

De blodige skæbner burde udgøre en lysende advarsel til Folketinget om ikke at gentage denne stormagtsadfærd. Men der hersker mellem de danske politiske partier en forbavsende enighed om, at når briter eller amerikanere kalder, så kommer Danmark styrtende som en fidél tjener og siger javel, sir - hver gang. Også selv om vi inviteres til krig i egne fjernt fra Danmark, hvor vi intet har at gøre.

Når Donald Trump snart kommer til Danmark, må vi frygte, hvilke tossede projekter, han kan lokke den behagesyge danske regering med på.

Annonce
Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr. Efter Falberts mening tales der alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Foto: Donald Holbert/U.S. Navy
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Nye afsløringer af sjusk og rod: Kommunens kort betalte for værtshusbesøg, boksebilletter og Apple Watch

Leder For abonnenter

Den socialdemokratiske pølsefabrik

Politik er sjældent kønt. Som den tidligere tyske rigskansler Bismark sagde: "Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de." Det er sikkert ikke helt forkert. Der er næppe mange, der har fået væsentligt meget mere tillid til landets politikere efter at have set den mail, som blev lækket fra Socialdemokratiet omkring de forestående forhandlinger om en ny kommunal udligningsordning. Her fremgår det, at finansministerens særlige rådgiver sammen med to ledende medarbejdere i AIA (Socialdemokraternes informationskontor red.) skal stå for ”historier på Venstre (…) på baggrund af svar fra forhandlinger og andet”.” Med andre ord; regeringens folk skal angribe Venstre på sociale medier og i rigtige medier, mens man samtidig forhandler med dem. Man fristes naturligvis til at spørge, hvorfor dog begynde at angribe sin forhandlingspartner, mens man forsøger at lande en aftale i et fortroligt rum? Men det svar får man aldrig som et rigtigt svar, der giver nogen objektiv mening uden for Christiansborgs tykke mure. Sådan er politik åbenbart bare. Sådan er det at lave pølser. Nu er Socialdemokraterne næppe ene om at have strategier for, hvordan man bedst mulig nedgør og forsøger at ydmyge sine politiske modstandere. Man kan dog med rette undres over, at det skal ske ved at bruge skattebetalte personlige rådgivere og statsfinansierede partiapparater til at lave smudskampagner. I tilfældet Socialdemokraterne kan det desuden virke helt overflødigt. Modsat Venstre har partiet jo vist, at det faktisk godt kan lade sig gøre at have en et-parti regering, der ikke hele tiden balancerer på randen af sammenbrud. Læg dertil at oppositionen anført af Venstre satdig virker som om, at den ikke har nogen form for selvstændig politik. Det værste i mail-sagen er dog, at udligningsreformen faktisk er rigtig vigtig for kommunerne, der hver dag forsøger at levere den mest borgernære service til landets borgere. De har fortjent en mere seriøs indgang til udligningsspørgsmålet end et stykke absurd politisk skuespil anført af Socialdemokraterne.

Annonce