Annonce
Kultur

Først smed Michael ham ud af klassen - siden gav han Marc en livstidskontrakt til Udkantsrock

Marc Henriksens plan for lørdagens koncert var klar: Ni sange, hvoriblandt han ville snige en eller to af sine egne numre ind. - Jeg har ikke de samme nerver som den allerførste gang. Nu er det bare sjovt at optræde, siger han. Foto: Morten Stricker
23-årige Marc Henriksen har været med til Udkantsrock alle de år, festivalen har eksisteret - fra det første år, hvor de fleste publikummer var hans egen familie og til nu, hvor festivalen kun bliver større og større.

Sir-Lyngbjerg: Det sker noget i Michael R. Sørensens ansigt, når han hører navnet "Marc Henriksen".

Det er ikke det brede smil grundet en ny udgave af den gratis festival Udkantsrock, der trods mange andre og større tilbud i området alligevel formåede at blive velbesøgt - igen.

Nej, der er tale om et mere skælmsk udtryk.

- Har Marc fortalt, at jeg smed ham ud i den allerførste time i skolen, fordi han ikke sang med?

Marc Henriksen er 23 år, studerende og et af navnene på Udkantsrock - og i folkeskolen hed hans samfundslærer Michael R. Sørensen.

- Vi begyndte timen med en sang, og jeg kunne se, at Marc ikke sang med, så jeg sagde, at hvis han ikke kunne bidrage, så kunne han starte med fem minutter uden for døren. Jeg havde ikke set det komme, hvad vi oplever i dag, siger arrangøren.

Marc Henriksen har nemlig fået det, Michael R. Sørensen kalder en "livstidskontrakt". Han har spillet alle de seks år, Udkantsrock har eksisteret.

- Det første år lå Udkantsrock i min studenteruge, og jeg mindes, at det var den dag, der var studenterkørsel. Den gik jeg glip af. Det handler om at prioritere, siger Marc Henriksen.

Den unge musiker, der i dag bor i Herning, prioriterer musik. Han spiller hver dag. Og han spiller hvert år blandt Sir-Lyngbjergs træer.

- Jeg husker, at der det første år var flere mennesker, end jeg havde regnet med. Der var måske 90 tilskuere, hvoraf mange var fra min egen familie, ler Marc Henriksen.

Annonce
Til hvilken festival ser man hovednavnet - her Christian Juncker - efter endt koncert møde en fan, der efterlyser et nummer, for så at spille det sammen med ham midt i ingenting, blandt publikum og træer? Det ser man til Udkantsrock, der spiller på oplevelsen. Foto: Morten Stricker

Det, det hele handler om

Siden har Udkantsrock taget fart, således at der nu kommer flere og flere mennesker. Men det er stadig gratis.

- Der er også nogle, der spørger mig, hvorfor vi ikke tager entré, men det handler ikke om at tjene penge. Det handler om musik og en god dag. Se bare på mig, siger Michael R. Sørensen, der efter eget udsagn ikke er nogen musikalsk åbenbaring, men i lørdags sang to numre fra scenen.

For Marc Henriksen var han det første år én af i alt tre artister. I dag har Udkantsrock to scener og 14 navne på plakaten.

- Det er blevet meget større. Nu varer det hele dagen. Da det begyndte, mindes jeg ikke, at man kunne købe mad, og sloganet hed vist nok: "Vi har varme øl og ingen telefondækning", erindrer Marc Henriksen, der lørdag aften med sin guitar og mundharmonika fik 45 minutter på scenen med både egne og andres sange.

Udkantsrock har ført til yderligere musikjobs for ham, og han håber, at fremtiden bliver med musik som en vigtig bestanddel. Heller ikke han havde forudset, at musikken en dag skulle komme til at fylde så meget.

- Da jeg var 15,16 år, manglede der bare et eller andet i mit liv. Det var musikken. Helt sikkert. Uden at skulle lyde som en psykolog, så ledte jeg nok efter en form for accept, og den fik jeg gennem musikken: Hvis jeg er god, så klapper publikum og er glade - og så bliver jeg også glad, siger Marc Henriksen med et stort smil.

Et tilsvarende grin har arrangøren.

- Jeg bliver bare vildt glad, når folk siger, at de har haft en god oplevelse, for det er det, det hele handler om, siger Michael R. Sørensen.

Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Vi skal huske vores etik

Sociale medier - eller måske rettere sociale platforme - som for eksempel Facebook har gjort det nemt og effektivt for enhver at udgive og sprede information. Det betyder, at et medie som dit lokale dagblad ikke altid er først med det seneste. Det er i dag heller ikke så vigtigt for en avis. Til gengæld er det vigtigere end nogensinde at udvælge, prioritere og guide i den store strøm af information. Mange læsere har måske undret sig over, at vi i tirsdagens avis ikke skrev, hvem der havde sat ild på Humlum Kro. For allerede mandag eftermiddag var det en kendt sag i lokalområdet, hvem der havde gjort det - og ovenikøbet tilstået det. Den information sørgede kroejer Tonny Hedegaard for at sprede, da han på Facebook skrev et længere indlæg om forbrydelsen, tilståelsen og detaljer i sagen. Alt sammen i den bedste mening og med et humanitært afsæt. Hvorfor skriver I det ikke, er vi blevet spurgt. Og svaret er, at vi langt fra skriver alt, hvad vi hører om. Det er yderst sjældent, at vi bringer navne på sigtede i straffesager, og selv når der er faldet dom, er det kun i de grovere sager, at vi skriver navnet på dømte. På den front adskiller medier sig fra den strøm af information - og misinformation - der flyder på for eksempel Facebook. Juridisk er der ikke nødvendigvis noget i vejen for at fortælle, hvem der har tilstået i en straffesag. Men vores etiske retningslinjer afholder os fra at gøre det per automatik. Sådan er det ikke på Facebook. På de sociale medier bliver etikkens bundgrænse defineret af laveste fællesnævner. Når vi i dag fortæller om Tonny Hedegaards udpegning af gerningsmanden, sker det heller ikke uden etiske overvejelser. Med vores journalistik om hans opslag er vi med til at sætte lys på sagen. Når vi alligevel beskæftiger os med det, skyldes det reaktionerne på offentliggørelsen. Opbakningen i lokalområdet og en tilsyneladende tilgivende attitude gør sagen og tilståelsen interessant i bredere forstand. Og det kommer vi til at skrive mere om.

Annonce