Annonce
Navne

Først 25-års jubilæum og så på pension

Hans Fisker går på pension hos Gråkjær. Det giver tid til mere tid på golfbanen. PR foto
Hans Fisker jubilerer 1. juni og går samtidig på pension fra Gråkjær - men har fortsat tilknytning til arbejdspladsen på timebasis efter behov.

Tvis: Projektchef i Gråkjær Landbrug, Hans Fisker, har 1. juni 25-års jubilæum i Gråkjær.

Da Hans startede i Gråkjær, var der under ti personer ansat på kontoret i Tvis. Nu er der over 100 funktionærer i Danmark, Norge og Tyskland. Hans er uddannet bygningsingeniør og har gennem hele karrieren arbejdet i byggebranchen. Fra sin start i Gråkjær i 1994 har han været med i udviklingen af virksomheden. I slutningen af 1990’erne stod han sammen med John Gråkjær for at udvikle Gråkjærs første konceptstald, Østalden, som blev opført i træelementer efter et amerikansk forbillede. Stalden blev bygget i stort antal over hele Danmark og Nordeuropa og har været medvirkende til Gråkjærs store succes som totalentreprenør inden for landbrugsbyggeri. Hans har gennem sin tid hos Gråkjær været en del af mange forskellige projekter fra landbrugs- og erhvervsbyggeri til udvikling af IT. Især ser han tilbage på årene med store byggerier i Østeuropa, som en spændende tid. Gennem en russisk kontakt startede Hans og Gråkjærs eventyr med staldbyggeri i Østeuropa omkring årtusindskiftet. Gennem en årrække stod Hans for byggerier i store dele af Østeuropa, som chef for Gråkjær International. I den periode var møder med russiske og ukrainske landbrugsministre og oligarker en del af hverdagen.

Annonce

Færre rejser

Senere blev det landbrugsprojekter i Tyskland og Skandinavien, Hans fik ansvaret for, indtil han for et par år siden gik ned i arbejdstid og rejseaktivitet. Indenfor det seneste år har han skiftet livet på farten som projektleder ud med kontoret i Holstebro, hvor han nu assisterer med backup for andre projektledere og udarbejdelse af tilbud.

Jubilæet markerer for Hans overgangen til en ny tid. Fra 1. juni går han på pension, men han vil fortsat have tilknytning til Gråkjær på timebasis efter behov.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce